Danmark har fået et nyt boligministerium – Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter. I den anledning er det aktuelt at pege på, at der er brug for en ændring i den måde, hvorpå politikerne omtaler boligområder med mange sociale problemer og mange indvandrere. Ordet ghetto er helt misvisende i forhold til problemerne, og det forøger områdernes største problem: den generelle stigmatisering af dem. Ghetto var oprindelig en betegnelse for et byområde med én og kun én etnisk gruppe, som enten var tvunget til at bo der (f.eks. i Venedig), eller som søgte sammen for at beskytte sig mod diskrimination og overgreb. De danske indvandrertunge områder er imidlertid det stik modsatte.
Det er steder med en stor mangfoldighed af mange forskellige etniske grupper, hvor der meget sjældent er en indvandrergruppe, som udgør mere end 20 pct. Det, der karakteriserer dem, er, at der er færre af dansk afstamning. En meget mere præcis betegnelse er derfor at kalde dem ‘multietniske byområder’. Problemet med ordet ghetto er, at det i den politiske debat er blevet associeret med et sted, hvor etniske grupper klumper sig sammen for tid og evighed for at udelukke sig fra det danske samfund. Der tales meget om, at der opbygges ‘parallelsamfund’, uden at det dog er blevet nærmere defineret, hvad der menes med dette.
