I torsdags blev der afholdt valg i Afghanistan.

Selv om det endelige udfald af valget endnu ikke er kendt, har vi tilsyneladende været vidne til et eksempel på demokrati, baseret på ideen om, at et land skal regeres af den eller dem, der får størst tilslutning ved en fri og lige stemmeafgivning. Men er det stadig demokrati, når størstedelen af stemmerne er opnået ved at indgå aftaler med tidligere krigsherrer og andre magtpersoner om at ’levere’ stemmer til valget? Og hvis ministerierne er gennemkorrupte og der ude på landet knap nok eksisterer offentlige myndigheder, der sikrer, at landets love overholdes, hvad er så betydningen af valget? Men i stedet for at blive forarget over, at ’demokratiet’ i Afghanistan langtfra ligner det demokrati, vi kender herhjemme, burde vi måske i stedet revidere vores forståelse af den faktiske virkelighed, der nu en gang eksisterer i Afghanistan, og bruge det til at hjælpe afghanerne med at opnå det, de allermest tørster efter: fred.
De stærke mænd Realiteten i Afghanistan er, at størstedelen af befolkningen lever i et afhængighedsforhold til ’de stærke mænd’. Det kan være landsbylederen, mullahen eller narkobagmanden.