Jeffrey Kluger, du siger, at alle forældre har et favoritbarn, hvad mener du? »At alle vi forældre har et barn, som vi favoriserer på bekostning af vore andre børn«. Hvordan kan man have et af sine børn som favorit? »Det handler ikke om, at man kan have et favoritbarn, men at man uundgåeligt har et favoritbarn. Det gælder for samtlige forældre kloden rundt – og de, der påstår andet, lyver«. Hvordan kan du vide det? »Forskningen taler sit tydelige sprog. Over 70 procent af alle fædre og 65 procent af alle mødre udviser offentlig og åbenlys favorisering af ét af deres børn. Det viser den massive mængde af forskning, min bogs fundament hviler på. De resterende 30-35 procent af forældrene er bare mere bevidste om, hvilke signaler de sender, og bedre til at skjule deres præferencer«. Men hvordan kan du bevise det? »Flere af de studier, jeg refererer til, bygger på forskningsforløb med over 500 forskellige søskendegrupper, som man har fulgt over tre år, og både sociale adfærdsstudier og kemiske genstudier bakker favoriseringskonklusionen op«. Så du siger faktisk, at forældre ikke kan elske alle deres børn lige meget? »Nej, det er ikke det samme – heldigvis. Kærlighed til ens børn er som oftest ubetinget. Mens det at foretrække et af sine børn frem for de andre handler om knappe ressourcer og benhård prioritering«. Kan man skille de to ting ad – man elsker vel favoritbarnet mest?

»Nej, det gør man ikke. Kærligheden og ønskerne for alle ens børns ve og vel er lige positive og håbefulde for fremtiden. Favorisering handler derimod ikke om drømme, men om realiteter«. Hvad mener du? »Man favoriserer det barn, der har størst potentiale for at få et godt og velfungerende liv i tråd med forældrenes egne ideer om et godt liv. Det er rent instinkt og handler i bund og grund om at føre familiens gener videre. Derfor sætter man flest penge på vinderhesten«. Det er da kynisk og stenalderagtigt – i et moderne samfund skal børn jo ikke kæmpe for at overleve og få mad på bordet? »Kald det, hvad du vil, men vore instinkter er nu engang instinkter og reagerer uafhængigt af sociale normer, teorier om børneopdragelse og mængden af mad«. Hvis det ikke handler om en ulige mængde kærlighed, hvordan kommer favoriseringen så til udtryk? »Der er forskellige mønstre, man kan tale generelt ud fra. Mødre har ofte sin førstefødte søn som favorit, fordi de ligner hinanden følelsesmæssigt, mens fædre ofte har deres sidstfødte datter som favorit, fordi deres relation ofte er den mest ligetil og mindst komplicerede. Ens nummer i søskenderækkefølgen spiller en stor rolle i forhold til, hvor sandsynligt det er, at man bliver enten mors, fars – eller slet ingens – favorit«. Hvordan det – hvad så med forældre med tre, fire eller flere børn? »Jamen, ærligt talt, så er det nitten at være født i midten. Forældre favoriserer primært den første- og sidstfødte. Så kan der være dominerende persontræk, der ændrer forældrenes præferencer, hvis eksempelvis en fars ældste søn følger hans drøm om en fodboldkarriere, og de sammen kan øve tacklinger. Eller en mor, hvis yngste datter deler hendes flair for fransk litteratur, og de sammen kan nørde Balsac og Boudelaire. Og ofte er den førstefødte bare mere et ønskebarn end det sidste, men fordi det sidstfødte barn er det barn, der relativt set kræver mest pleje og opmærksomhed, vil tiden blive taget fra midterbarnet, der hverken er de store forventninger til eller særligt opmærksomme øjne på«. Men helt ærligt – man har jo tid til samtlige af sine børn, hvis man vil? »Det bilder forældre sig ind, men realiteterne er anderledes. Der er ikke uanede ressourcer, hverken tid, penge eller opmærksomhed, og derfor forventer forældre direkte afregning ved kasse 1 hos det barn, de har investeret mest i«. Hvordan det? »Det betyder, at favoritbarnet får en tand mere opmærksomhed. Det får mad først, når familien er samlet om bordet. Får læst godnathistorie lidt længere tid. Bliver trøstet lidt længere. Bliver foretrukket som siddekammerat, når der søndagshygges på sofaen. Får ekstra tålmodig lektiehjælp. Bliver prioriteret i forhold til fritidsinteresser. Bliver hentet tidligere fra daginstitution. Bliver ekstra plejet ved sygdom og forkølelse. Bliver presset og pacet mere. Der bliver snakket drømme og forventninger tidligere. Favoritbarnet bliver taget med i bilen, selv om der bare skal købes ind, fordi det er hyggeligt og ikke kun besværligt som med de andre børn. Når alderen er til kæresteforhold, vil det blive prioriteret at rådgive og vejlede, og kommentarer til udseende og karakterer vil generelt fylde mere fra forældrenes side til favoritbarnet«. Hvis det er så sikkert, at forældre har et favoritbarn, hvilke konsekvenser får det så – skal vi stoppe med at få flere børn og nøjes med kun et, så forskelsbehandlingen undgås?