Danmark har på mange områder ondt i globaliseringen. Vi fortrænger, at den øgede internationale konkurrence er knivskarp og nådesløs, og at det for lilleputnationer handler om samarbejde og tilpasning. I stedet dyrker vi selvfedmen og tror, at den danske velfærdsmodel til evig tid er i verdensklasse, og at alverdens lande derfor står i kø for at lade sig rådgive. Glem det. Det er muligt, at der er interessante elementer i den danske flexicurity-model, som kan bruges af andre. Men et land, som allerede før finanskrisen oplevede en negativ produktivitetsudvikling, skal nok ikke basere sin fremtidige velstand på at sælge samfundsmodeller. Alle kurver knækker den forkerte vej, bortset fra den, som måler størrelsen på vores nationale selvforståelse. Så når Danmark lanceres som verdens 10.-rigeste land, oversættes det i den nationale bevidsthed til, at vi så også hører til blandt de mest betydende lande i denne verden. Og intet er mere forkert. Velstand måles i BNP per indbygger, og da Danmarks befolkning udgør mindre end 0,08 procent af verdenspopulationen, så kan de danske tal kun registreres med lup. Selvfølgelig kan Danmark spille en rolle vigtigere end den, som størrelsen og økonomien tilsiger, og det gør vi, men der er også grænser for, hvor meget halen kan logre med hunden. Og tilføj så, at vi for tiden befinder os i den forkerte verdensdel. I en ny rapport, ’The World in 2025’, fremskriver EU-kommissionen udviklingen og udnævner dette århundrede til The Asian Century. Ifølge rapporten vil 61 procent af verdens befolkning i år 2025 leve i Asien, mens 6,5 procent har bopæl i EU. Asien vil i modsætning til i dag have en større andel af verdenshandlen end EU og besidde 34 procent af klodens samlede velstand. Og endelig vil både EU og USA i 2025 have afgivet den videnskabelige og teknologiske førerposition til Asien, hvor alene Kina og Indien vil stå for 20 procent af verdens forsknings- og udviklingsaktiviteter. Også i det lys forekommer Danmarks proportionalitetssans og udsyn nærmest absurd.
Selv om EU er på vej til at indtage lillebrorrollen i den globale verdensorden, så er det Danmarks eneste adgang til bare en smule indflydelse. Alligevel er EU fortsat et fremmedelement, som vi kun med års mellemrum orker at forholde os til. Og skulle der endelig være en entusiastisk europæer blandt os, som eksempelvis Sofie Carsten Nielsen, der stillede op for Det Radikale Venstre ved seneste europaparlamentsvalg, så er det sikkert, at vi ikke stemmer hende ind. For Danmark er fortsat forbeholden over for EU-projektet – ikke sådan specifikt, bare generelt og for en sikkerheds skyld. Vi forholder os i det hele taget lystbetonet til de globale udfordringer og fører heftige onkeldiskussioner om, hvorvidt det er spændende og udviklende eller skræmmende og ødelæggende. Få har tilsyneladende fattet nødvendigheden eller beskæftiget sig med det faktum, at ingen har tænkt sig at spørge Danmark til råds. Den danske værdidebat understreger blot absurditeten. I en politisk sammenhæng er der således fortsat dømt dummebøde til den, der vover at betegne det danske samfund som multikulturelt. Og mens andre lande anstrenger sig for at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft, så strammer vi udlændingeloven nok en gang, holder mandtal over burkaklædte, bekæmper domænetabet og udsteder en ’kom ikke igen’-bonus på 100.000 kroner til udlændinge, der forlader det danske territorium. Og skulle der være en sidste rest af flerkulturel åbenhed tilbage, så trumfer vi med prøven i danskhed, der er mere dansk end folkesjælen selv. Det er muligt, at signalerne kun er møntet på særligt problematiske og svage udlændingegrupper, men i virkelighedens verden kan det være svært at afgrænse intolerancen – og forskelsbehandle asylansøgeren, kioskejeren nede på hjørnet, den udenlandske studerende og den indiske ingeniør på Green Card-ordning. Så hvis de udlændinge, vi søger, vitterligt er kloge, så finder de nok et mere imødekommende modtagerland. Og det er der meget, som tyder på. I hvert fald er antallet af højtuddannede indvandrere faldende – og desværre også lavere end den tilsvarende udvandring. Med de udfordringer, Danmark står over for, er det direkte trist at iagttage, hvordan intolerancen overskygger integrationen.
