Papirnusseri’ og ’kolde hænder’ er ord og vendinger, man hører igen og igen, når talen falder på pædagogers opgaver med at sætte mål og planlægge pædagogiske aktiviteter.
Eller med at evaluere og dokumentere, om børnene får det udbytte af aktiviteterne, som de var tiltænkt. Til gengæld er der ingen, der løfter et øjenbryn, når pædagogerne bruger tid på praktiske ting som f.eks. at købe ind, fylde varer i depotrummet, rydde op på legepladsen, dække borde og tørre dem af igen efter frokost. Men hvorfor er det sådan? Handler det om, at vi i Danmark – stadig – ser daginstitutionen som et sted, der bør ligne hjemmet mest muligt, også hvad pædagogernes opgaver angår? Synes vi dybest set, at pædagogisk arbejde bør være en institutionaliseret udgave af den gode hjemlige og (hus)moderlige omsorg? Og kan vi dermed ikke helt acceptere, at pædagogisk arbejde er en profession, som har børnenes læring og udvikling i fokus, og derfor også kræver rum til planlægning, evaluering og eftertænksomhed? VORES FÆLLES opfattelse af daginstitutionen som et ’andet hjem’ slår også igennem i institutionernes fysiske indretning. Når folk fra udlandet gæster danske daginstitutioner, bliver de ofte forundrede over, hvor hjemlige institutionerne virker. Når man som dansker gæster udenlandske daginstitutioner, hæfter man sig modsat ved, hvor tydeligt de er indrettet som arenaer for læring. Hvor institutionerne herhjemme langt hen ad vejen er indrettet som en forlængelse af hjemmet, er institutioner andre steder i verden indrettet som et helt anderledes miljø – der på ingen måde ligner et hjem. De danske daginstitutioner består ofte af en række stuer, der hver især er indrettet efter samme grundprincipper; de rummer ens funktioner og tilbyder (stort set) de samme muligheder for børnene. F.eks. har samtlige stuer typisk et spisebord, en sofa, reoler med legetøj og spil, en dukkekrog, et hjørne til byggelegetøj, et stykke fri gulvplads til leg mv.
