Går man ind i et universitetsauditorium og spørger: Hvem her har en mor eller far, der er ufaglært arbejder, er det kun hver tyvende studerende, der kan række hånden op. Unge fra ufaglærte arbejderhjem ser sjældent et universitet indefra, medmindre det er med en moppe eller en skruetrækker i hånden. Derfor har videnskabsminister Helge Sander (V) nedsat en tænketank, der skal komme med forslag til, hvordan man kan lokke flere arbejderbørn til at blive læger, ingeniører og økonomer. Ugebrevet A4 er kommet videnskabsministeren i forkøbet og har spurgt en række af landets førende social- og uddannelsesforskere – blandt andre Niels Ploug, Erik Jørgen Hansen, Torben Pilegaard Jensen, Martin D. Munk og Lars Benjaminsen – hvad man dog kan gøre. Og her er budskabet lige så umisforståeligt, som det er nedslående: Der er ingen smutveje. Ifølge eksperterne er problemet med at få flere unge fra arbejderhjem ind på universiteterne nemlig kun et lille hjørne af et langt større problem: at arbejderbørn på alle niveauer – fra tekniske skoler til gymnasier og lærerseminarier og universiteter – har svært ved at kravle op gennem det danske uddannelsessystem. Hvis man skal have flere arbejderbørn ind på universiteterne, kræver det derfor gennemgribende ændringer af stærke sociale mønstre i det danske samfund og uddannelsessystem. Eksperternes pointe er, at tidligere tiders håndtag til at bryde den negative sociale arv: endnu flere penge, uddannelse, uddannelsesstøtte osv., har mistet deres virkning. Vi har ramt muren, den kulturelle mur. Sociolog og ph.d. Lars Benjaminsen har påvist, at det omkring år 1900 var tyve gange sværere for et barn af en vaskeriarbejder at få en mellemlang eller en lang videregående uddannelse, end det var for et barn, der kom fra en læge-, lærer- eller advokatfamilie. Men så blev den sociale mobilitet kickstartet gennem massive investeringer i skoler, uddannelsespladser og SU. Resultatet blev, at det for den generation, der er født midt i 1960’erne, og som i dag er i 40’erne, kun har været fem gange sværere for et barn af ufaglærte at tage en lang uddannelse sammenlignet med akademikerbarnet. Men derefter gik den sociale mobilitet i stå. Og den kom aldrig i gang igen. De økonomiske instrumenter har mistet deres virkning. Vi står derfor over for en helt ny udfordring, hvis vi vil have de ufaglærtes børn til at læse til læge, ingeniør eller psykolog. Det handler ikke kun om at fjerne økonomiske barrierer, men også om at overskride de kulturelle barrierer. Vi taler om alt det bløde, om opvækstvilkårene, om bøgerne i reolen i barndomshjemmet, om omfangsformerne – kort sagt om det, som forskerne kalder ’den kulturelle kapital’. Og som det er svært for politikerne at ændre på gennem en lov i morgen. Men hvis man nu alligevel skulle, hvor kunne man så sætte ind for at håndtere de kulturelle barrierer og dermed bryde den negative sociale arv til universiteterne? Spørger man sagkundskaben, som A4 har gjort, er der tre områder, hvor man kan sætte ind: For det første skal der sættes ind tidligt. Det handler om, at man allerede i vuggestuen og i børnehaven skal skabe en social og kulturel modvægt til hjemmet. Ideen er, at hvis man styrker institutionernes rolle i børnenes liv kvantitativt og løfter kvaliteten i daginstitutionerne, samtidig med at man satser på heldagsskoler, kan man vise børnene en verden, der er større end den, de kender i forvejen. For det andet handler det om at forandre undervisningen og pædagogikken i folkeskolen og gymnasiet, så den passer bedre til arbejderbørn. Den løst strukturerede pædagogik, der baserer sig på ansvar for egen læring, går ud over elever fra ikkeboglige hjem, som har svært ved at ’perspektivere’ og ’problematisere’. Endelig – for det tredje – handler det om at gøre op med den sociale ghettoisering i toppen og bunden af det danske samfund. Altså det forhold, at vi i stigende grad bor og lever sammen med mennesker, der er sociale kopier af os selv. Pointen er, at hvis man skal styrke arbejderbarnets kulturelle kapital og gøre hende socialt ambitiøs, så skal hun omgås ressourcestærke kammerater i klasseværelset, på ungdomsskolen og i fodboldklubben. Alle erfaringer viser, at vejen til øget social mobilitet handler om at tilbyde arbejderunge rollemodeller og om at blande de forskellige sociale grupper med hinanden. Udfordringen med at få flere unge fra arbejderhjem ind på universiteterne er et lille hjørne af det problem, at arbejderbørn generelt har det svært i uddannelsessystemet. I dag er der 20 procent, der ikke får en ungdomsuddannelse, og helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end tre ud af fire af de frafaldne er arbejderbørn. Skal vi gøre noget ved arbejderbørns sociale opdrift, kræver det altså markante ændringer af stærke underliggende mønstre i det danske samfund. Der skal sættes ind med en ny institutions-, by-, skole- og boligpolitik, der kan bryde den sociale ulighed generelt. Og når flere arbejderunge kommer til at klare sig bedre i skolesystemet, vil de også sive ind i universiteternes auditorier og komme ud som læger, jurister, ingeniører og økonomer. Som en slags sidegevinst. Men vil regeringen satse på så gennemgribende forandringer af det danske samfund? Og tør den? Nu får vi se. Videnskabsministeren har i hvert fald kastet regeringen ud i en ambitiøs udfordring, som ikke kan klares med lidt flere penge til studievejledning på næste finanslov.