Som produkt af en historisk evolution og anerkendelsen af individets ret anser Vesten menneskerettighederne som et våben mod undertrykkende ydre magter. På den modsatte side har vi despotiske regimer og den muslimske verden, som mener, at menneskerettighederne frem for alt er betinget af kultur og de religiøse faktorer og dermed ikke kan anvendes f.eks. i et muslimsk land. Om dette argument er endnu et trick fra de despotiske lande for fortsat at være ved magten eller er oprigtigt ment, gør i sagens natur ikke ret meget forskel. At tænke, at menneskerettighederne kun skal gælde for et bestemt folk eller en bestemt race, nation eller gruppe, vil være lige så absurd som at sige, at elektricitet eller telefoni kun kan fungere for europæere, men ikke for muslimer eller buddhister. Gud, idé (subjekt) og materiale (objekt) er tre ultimative elementer. Enhver filosof med respekt for sig selv ved, at prioritering af et af disse elementer frem for de øvrige kan skabe sin egen ideologi. Religion har igennem hele sin eksistens lagt al vægt på Gud frem for de to andre elementer og dermed grundlagt idealismen. Gennem tiden og med menneskets voksende intelligens var religionen nødt til delvis at drage subjektiviteten ind i sin tankegang for at bevise eksistensen af Gud. Dette gjaldt for næsten alle religioner herunder de patriotiske religioner som kristendommen, islam og jødedommen. Undtagelsen var den græske tankegang, som ikke kun havde én, men flere guder. Disse guder stod hver for sig –med deres menneskelige træk for en del af verden og livets egenskaber. De græske guder havde mere at gøre med selve mennesket her på Jorden end med himlen. Da de græske guder stod for skabelsen af hver eneste ting, egenskab og endda fænomen for menneskers skyld, var det så naturligt, at mennesket også tog den centrale figur i den klassiske græske tankegang. Den græske idé kan med rette kaldes den første kilde til humanisme. Hvad angår de menneskelige egenskaber og behov som sex og nydelse af vin, som blev undertrykt i f.eks. islam og kristendommen, havde den græske tankgang en meget human forståelse for disse naturlige og menneskelige drifter. Desværre var udbredelsen af den græske tankegang begrænset til det gamle Grækenland, og Europa fik først øje på den græske idé under renæssancen. Indtil da var kristendommen spredt til hele Europa og havde bragt de mest barske tider med sig i form af total undertrykkelse af borgere samt krige. Underkastelse og selvofring for de højere magter var en logisk konsekvens af, at mennesker intet var værd i forhold til Gud og dermed havde al aktivitet og bevægelse i samfundet det formål at tjene Vorherre. Senere anvendte nogle præster som Augustin inden for kirkens mure subjektivitet i den grad, det kunne styrke kristendommen ideologisk. Med renæssancen og dermed starten på de moderne tider i Europa vendte man blikket mod det gamle Grækenland. Med Thomas Aquinas nostalgiske suk efter Aristoteles og Descartes’ skepsis og ikke mindst med Kants kritiske og logiske sans sugede Europa ikke alene den autentiske græske idé til sig, men man tilførte den også den empiriske dimension, takket være de store engelske tænkere som Hume, Bacon og Locke. Med den græske ideologis comeback tilsat den empiriske tankegang, der vil måle, kende, opdage og forstå alt, så man et helt nyt Europa, der på ny havde sat mennesket i fokus. Europæerne havde byttet Gud ud med det tredje nævnte element – materialet. Herefter begyndte man subjektivt at udforske ikke længere Gud, men derimod de ukendte omgivelser, som mennesket var en del af. Enhver ting, som de nye europæere ikke havde noget kendskab til, fik en ’-ologi’-etiket bagpå og blev derefter til en videnskabsgren. Opdagelser inden for alle områder lige fra det nye kontinent, Amerika, til dampmaskiner havde hævet mennesker og deres behov højere end nogensinde. Efter den mørke middelalder ændrede den vestlige civilisation totalt sit syn på Gud, mennesket og sine omgivelser. I samme grad, som man formindskede og fortrængte menneskets tidligere respektable plads i verden set med kosmologiske briller, forøgedes i samme grad den menneskelige plads i ontologien. Med andre ord afstod menneskeheden fra den forkælede tanke, at Jorden og universet var skabt alene for ham og hans skyld, og hans rolle i det store univers blev minimal. Til gengæld fik han sin plads i den eksisterende verden, hvor han kunne bevæge sig frit i alle retninger af sin frie vilje. Nu kunne han uforhindret opdage en hel verden (objektiviteten) ved hjælp af sin visdom og videnskab (subjektivitet). Individualismen var født og havde fortrængt Guds plads. Som bekendt erklærede Nietzsche senere, at »Gud er død«. Nu var det menneskehedens tur til at være i fokus. Dets plads, rolle, behov og ikke mindste dets rettigheder i samfundet skulle bestemmes og afklares. Det sidste skete igennem meget blodige krige og i en oprørsk tid, hvorefter man som et produkt af den franske revolution kunne sætte ord på menneskers rettigheder. I den muslimske verden var man i samme båd som Europa. Ligesom kristendommen forventede islam underkastelse fra muslimernes side. I modsætning til europæere gjorte muslimer intet forsøg på at substituere Gud med noget andet. De fleste muslimer opholder sig i dag mentalt set stadigvæk i den europæiske middelalder. I den muslimske verden er Gud stadigvæk den centrale figur i samtlige livsanliggender – faktisk mere end kristendommen, da islam i sin natur er en af de mest barske religioner i verden. Den subjektivitet, der senere kom denne aggressive og reaktionære religion til undsætning, kom fra de erobrede lande, der udviklingsmæssigt lå meget foran Arabien. Arabernes erobring af Persien var på en måde unik – Arabien, der var på slavestadiet, erobrede et land som Persien, som dengang befandt sig på feudalstadiet. Store persiske tænkere og mystikere fra Zakaria Razi til Rumi Molovna havde deres metoder til at finde den sande, ideelle relation mellem mennesket og Gud. Eksistensen af Gud og erkendelsen af Gud var så omfattende, at selv betydningen af kærlighed i datidens digte af Hafez Shirazi (Goethes yndlingsdigter) var underforstået som kærligheden mellem Gud og mennesker. Det ultimative udgangspunkt for at forstå Gud rent subjektivt blev fremlagt af den begavede mystiker Mansour Hallaj (død 922), der med sine famøse ord »Jeg er Gud« mente, at Gud eksisterer overalt og er en del af alle mennesker, således at alle kan kalde sig Gud! Han blev hurtigt hængt. Hans død var ironisk nok i mere end en forstand også en afslutning på den dualitet, der var opstået mellem subjektiviteten og Gud. Havde Hallaj elimineret Gud og sat objektivitet i stedet for Gud, så ville han indtræde åndeligt i Europa efter middelalderen dvs. 3-400 år forud for sin tid! Fra biler til briller, atomuret til asfalt, bomber til benzin og piller til pc’er skyldes alt sammen Vestens opfindsomhed. Den kreative hjerne har lært naturens egne love at kende og anvendt dem til at tæmme naturen. Det er heller ikke unaturligt, at den islamiske verden aldrig har ’lært’ at anvende disse love rigtigt, fordi man ikke har den vestlige indsigt eller den historiske hukommelse for disse opfindelser. Når en dansker bruger sikkerhedsbælte for at undgå uheld, sætter en araber skiltet ’Gå med Guden Allah’ i sin bil. Men en muslimsk fysiker vil aldrig være uenig med sin vestlige kollega om tiltrækningskraften, som Newton opdagede. På samme måde vil en muslimsk skolelærer aldrig nægte eksistensen af kontinentet Amerika, som Christopher Columbus opdagede i 1492. En muslimsk mekaniker ville blive kaldt en idiot, hvis han påstod, at biler kun kan køre på europæiske veje. Altså ingen uenighed mellem Vest og Øst på det videnskabelige niveau (dog undtaget Darwins lære). Den muslimske fysiker, skolelærer og mekaniker accepterer gerne, at disse love vil gælde for ethvert menneske i alle verdens hjørner og dermed er universelle. Men lige så snart, der bliver tale om menneskerettigheder (MR), kan man til gengæld have en evighedsdiskussion mellem en vestlig filosof og en imam eller en ayatollah. Her anser imamen pludselig ikke menneskerettighederne som universelle, selv om menneskerettighederne igen ligesom andre naturlove er opdaget af europæere. Nu er der pludselig stor forskel på, hvem menneskerettighederne gælder for. Menneskerettighederne gælder for en dansker, men derimod ikke for en iraner, fordi hans kultur eller religion ikke matcher den europæiske! Det samme gælder for nogle begreber som demokrati, nation, republik og parlamentarisme, som man først formulerede og udviklede i Europa. Disse begreber er igen ifølge magthavere i den muslimske verden skabt af Europa kun for europæere. Jamen, hvad med Indien, der har haft demokrati i over 50 år, selv om hinduismen ligesom islam er meget forskellig fra den europæiske kultur? Denne selvmodsigelse kan ses meget klart i selve opbygningen af den islamiske republik i Iran. Ayatollaherne, som red på iranernes tørst efter demokrati og efter sejr over shahen, tilførte tillægsordet ’islamisk’ til republikken. Republik, parlamentarisme og præsident er også nogle andre vestlige fænomener, der anser folket som kilde til at legitimere samfundet. Disse instanser, som sætter mennesket i fokus, vil uden tvivl fungere godt i Iran, men så kommer det islamiske tillægsord og – vupti – så skifter retningen 180 grader og sætter igen Gud i centrum. Derfor skal landet styres efter Guds egne ord, Koranen, og da disse begreber er statiske og konstante, behøver de ikke et opsyn. Derfor indfører landet en åndelig leder, som sidder øverst på magten og bestemmer over alt. Han vælges ikke af folket, men af nogle håndfulde ayatollaher, som selve den åndelige leder udpeger! Så på den måde er styret i Iran som en vogn bestående af to heste, som vil gå i hver deres modsatte retninger. Denne indbyggede fejl hidrører fra dualiteten mellem Gud og det enkelte individ. Skal landet styres efter de love, som mennesker gennem en historisk evolution har opnået eller efter en 1.500 år gammel bog, Koranen? I Iran vægtes en kvindes og en mands stemme ens til f.eks. parlaments- eller bydelsvalg. Men samme kvindes vidneudsagn vægtes halvt i forhold til en mand ved den islamiske domstol. Det første er den almene humane regel, som enhver republik med respekt for sig kan have, og den anden en rest arv fra den inhumane og barbariske sharia-lovgivning fra 600-tallet i Arabien, der anser kvinderne for at være det halve værd i forhold til mænd. Ved at udforske sin omverden frem for Gud kom Vesten til at opdage mange vidunderlige naturlove, som gjorte livet mere behageligt og lettere for mennesker. Efter en række fremragende opdagelser inden for naturvidenskab kom mennesket til at også genopdage sig selv på ny. Selve begrebet ’menneske’ fik en helt anden betydning. Der kom mere fokus på det nye menneske, og det fik også en passende, for ikke at sige en ligefrem central figur i menneskers egen grundopfattelse. Begrebet ’mennesker’ skulle som alle andre ukendte fænomener i den materielle verden opdages og opklares. Og på denne måde kom Vesten til at definere, hvad det er at være et menneske. Dets rettigheder blev senere også anerkendt under et sæt love, som blev kaldt menneskerettighederne. Efter Anden Verdenskrig blev disse rettigheder meget mere konkrete og komplette. Lad det nu ligge, at Vesten er gået et trin videre – og menneskeligt nok – har taget fat også på dyrenes rettigheder, mens muslimer er gået (og stadigvæk går) den modsatte vej, nemlig Gudens vej. Den muslimske verden vil selv genopdage menneskerettighederne, hvis/når muslimerne subjektivt begynder at udforske deres omgivelser i stedet for subjektivt at udforske Guden, som man hidtil har gjort. Men behøver den islamiske verden at vente på dette skifte? Behøver den muslimske verden at opfinde den dybe tallerken igen? Den muslimske verden genopfandt heller ikke bilen, (fly)maskinen, computeren etc., men alligevel har de haft nytte af dem. Menneskerettighederne er ikke andet end et sæt love inden for sociologi, som blev opdaget først af europæere i sin tid – ligesom tyngdekraftloven, som i sin tid blev opdaget af Newton inden for fysikkens verden. Menneskerettighederne vil også gælde som en naturlov og kan anvendes i ethvert samfund ligesom tyngekraften, der påvirker hver enkelt i samfundet. Derfor er menneskerettighederne universelle og uafhængige af faktorer som kultur, race, nationalitet og religion. For at blive omfattet af menneskerettigheder skal man kun opfylde en betingelse: at være et menneske.