Politik kan ses som en forlængelse af krig med andre midler, hævder den amerikanske sociolog Charles Tilly med slet skjult reference til Clausewitz’ klassiske læresætning om, at krig blot er politik ved hjælp af andre midler.
Fælles for de to betragtninger er, at politik som begreb i bund og grund handler om konflikt. Uenighed. Diskussion. Det kan derfor ikke undre, at partier og politikere angriber hinanden og hinandens politik. At det ikke altid er lige kønt at være vidne til, er formentlig en af grundene til, at begrebet ’negativ kampagne’ har fået negative konnotationer i vores bevidsthed. Ikke desto mindre er politikernes angreb på hinanden en helt naturlig og væsentlig del af det politiske liv. Når negativ kampagne også er uomgængeligt i dansk politik – og altså ikke er forbeholdt amerikanske præsidentkandidater – bliver det interessant at undersøge, hvor negative partierne egentlig er; om de er blevet mere negative de senere år; hvem der er mest angrebsivrige; og hvad angrebene handler om. En sådan analyse kan fungere som en slags demokratisk sundhedstjek på partiernes politiske kommunikation. Derfor har jeg undersøgt partiernes egen kommunikation (bl.a. læserbreve, valgprogrammer og partilederdebatter) gennem de sidste fem folketingsvalgkampe. ANALYSEN viser, at partierne angriber hinanden forbavsende lidt. Faktisk bruger de gennemsnitlig 59 procent mere tid på at fortælle om egne fortræffeligheder end på at kritisere andre. Og sådan har det set ud siden 1994. Der er med andre ord ikke hold i den sejlivede myte om, at politikerne bruger det meste – og til stadighed mere – energi på at kritisere hinanden. Tværtimod. Men hvorfra kommer så forestillingen om de kamplystne politikere? Tre grunde synes oplagte. Én mulighed er, at vi simpelthen bedre kan huske Ellemanns og Nyrups sammenstød, end vi kan huske alle de situationer, hvor de hver især præsenterede deres egen politik. Det svarer til, at vores bedsteforældre bestemt mener, at der altid var hvid jul i gamle dage, og at de måtte gå til skole med bare tæer i træskoene. Hukommelsen er selektiv, og visse begivenheder brænder sig bedre fast end andre. En anden mulighed er, at medierne på samme vis sætter meget fokus på den negative side af partiernes valgkampagner. Da de radikale eksempelvis lavede en sarkastisk video med en samling citater af Bertel Haarder i 2005-valgkampen, fandt medierne øjensynlig denne kritik af integrationsministeren mere nyhedsværdig end et almindeligt radikalt pressemøde eller læserbrev om et konkret politisk forslag. Nyhedsmedierne lever af at fremhæve konflikter og sensationelle historier, hvilket automatisk giver negative kampagner mere bevågenhed end positive. En tredje mulighed er, at medierne i sig selv er med til at gøre partiernes kampagner negative. I mine analyser har det vist sig, at partierne er udpræget positive i de kommunikationskanaler, hvor de helt selv kan styre deres budskaber. Partierne fremlægger således positivt deres politik i bl.a. valgmanifester, hvorimod de i langt højere grad kritiserer deres konkurrenter i læserbreve og debatprogrammer på tv. Forklaringen er givetvis, at direkte konfrontation og den ordstyrende journalist tvinger parterne til at forholde sig til hinanden. Det skal understreges, at det ikke nødvendigvis er et demokratisk problem, hvis medierne er med til at gøre tonen i danske valgkampe mere negativ. Faktisk kan der være grund til at overveje, om partierne måske er for pæne ved hinanden. Der findes ikke nogen optimal balance mellem de positive og negative kampagner, men begge dele er nødvendige, hvis vælgerne skal have de bedst mulige forudsætninger for at vurdere de enkelte partiers fordele og ulemper. NOGLE PARTIER kan man imidlertid forvente mere negativitet fra end andre. På samme måde som medierne har ’pligt’ til at belyse de forskellige partiers styrker såvel som svagheder, har den til enhver tid siddende opposition en særlig opgave i at holde den siddende regering ansvarlig for den aktuelle situation i samfundet. Det er derfor både forventeligt og positivt, når analyserne viser, at oppositionspartier altid er markant mere negative end regeringspartier. Selv om de danske partier taler bemærkelsesværdig meget om sig selv, magter de trods alt at sætte kritik ind, hvor den er allermest påkrævet. Selvfølgelig er negative kampagner ikke altid et demokratisk gode. Forudsætningen er, at vælgerne finder kampagnernes indhold relevant og civiliseret. Det vil sige, at mudderkastning, personhetz og smædekampagner mod individuelle kandidater, deres personlige baggrund og familie almindeligvis ikke er til samfundsmæssig gavn. DERFOR HAR jeg også undersøgt, i hvor høj grad partierne fokuserer på det politiske indhold i deres kampagner. Resultatet er slående: Samtlige partier fokuserer stort set udelukkende på politik og næsten aldrig på personlige karaktertræk. Når partierne sætter tacklinger ind på hinanden, går de altså efter bolden, ikke manden. Dét er et demokratisk sundhedstegn. Enkelte politikere, kommentatorer og vælgere vil formentlig stille sig spørgende over for denne konklusion, eftersom dansk politik i flere sammenhænge kritiseres for at blive mere og mere personfokuseret. Det gør den måske også, men der er forskel på at identificere Venstre med dets leder, og så at bedømme Venstre ud fra Lars Løkkes personlige karaktertræk frem for hans politiske resultater og planer. Samtidig er det muligt, at medierne – i højere grad end partierne – sætter fokus på de personlige aspekter, og at politik dermed kommer til at fremstå mere personorienteret, end den egentlig er. SAMLET SET er konklusionen derfor, at de danske partier kritiserer hinanden forholdsvis lidt i deres egen kommunikation, og at det foregår på en civiliseret facon, når det sker. Der er derfor ingen grund til at frygte, at partiernes negative kampagner – eller mediernes mulige forstærkning heraf – udgør noget demokratisk problem. Faktisk er netop de civiliserede negative kampagner nødvendige i et velfungerende og oplyst folkestyre.
