8. juni kunne Islands Statistik melde, at Island var ude af den økonomiske recession. Den økonomiske vækst i første kvartal var positiv. Dagen efter kom Grækenland. Tallene skuffede fælt. Men kvartalets vækst var trods alt plus 0,2 pct. Dermed er Danmark stadig det eneste OECD-land, der er i økonomisk recession sammen med tsunami-ramte Japan. Forstået sådan, at der er negativ økonomisk vækst i to kvartaler i træk. Vi mangler endnu tallene for Portugal og Irland. Men flere lande er der ikke i gruppen. Selv Italien og Spanien har haft positiv vækst de sidste to kvartaler. De danske tal kom som en stor overraskelse for regeringen, der måtte henvise til, at tallene var foreløbige. Sandt nok, men overraskelsen er symptomatisk for, hvor længe man i Danmark har været om at erkende, hvor galt det står til med økonomien.

Først uhyggeligt sent opdagede medierne, at den økonomiske tilbagegang 2008-09 var større i Danmark end i de fleste andre EU-lande, og at Danmark desuden har sværere ved at få gang i væksten. Endnu i juni 2009 havde kun én procent af befolkningen fantasi til at forestille sig, at den økonomiske krise ville blive værre i Danmark end i andre lande. De 99 pct. tog fejl. At det er gået værre end i andre lande, er ikke så underligt. Som Mandag Morgen har udtrykt det, var Danmark et af finanskrisens epicentre. I Sverige og Tyskland kom krisen udefra. Forskellen er bl.a. den danske boligboble og uhæmmede gældsætning. Samt lønningerne, der kom for højt op, fordi man under højkonjunkturen hældte benzin på bålet i stedet for at bremse op. Samtidig med, at lønnen steg mere end i udlandet, steg produktiviteten mindre – en dårlig kombination. Vi talte i bonanza-perioden om, at work smart var bedre end work hard. Vi gjorde ingen af delene. Men tog os godt betalt for det. Alle disse fejl er velkendte og bl.a. beskrevet i Det Økonomiske Råds rapport fra efteråret 2009. At det er svært at få gang i væksten, skyldes bl.a. privatforbruget.