0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremmed. Hvordan taler man om Japan?

Japansk kunst og kultur ligger traditionelt langt fra europæisk. Men i denne tid er der masser af japanske kulturtilbud i landet – og interessen er stor. Danskerne vil vide mere om det fremmede, men kan de tale om det?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Med den aktuelle udstilling ’Manga!’ på Louisiana får danskerne mulighed for at opleve endnu et aspekt af den japanske kunst og kultur, som de igennem de seneste år i stigende grad er blevet præsenteret for.

Fra populærkulturens Hello Kitty-figur og Murakamis bøger, over Hayao Miyazakis tegnefilm og kunstindustriens kimonoer, til fotografier af Kawauchi Rinko og Nobuyoshi Araki. Sushi spiser vi alle sammen – selvfølgelig.

Derfor giver det intensive møde med denne for danskerne forholdsvis nye og fremmede japanske kultur også anledning til at stille et enkelt og helt uundgåeligt spørgsmål, nemlig: Hvordan kan man tale om Japan?

Hvordan kan vi med vores sprog bedst håndtere mødet med en anderledes kultur – dette ’andet’, der har givet os haikuen, Kurosawas samuraier, lysten til karaoke og ordet tsunami? Med hvilke parametre kan vi bedst måle og tilegne os det japanske kulturelle udtryk? Og har vi overhovedet forudsætningerne for det?

MYTE ER TALE, skrev den franske semiolog Roland Barthes i indledningen til sine ’Mytologier’ fra 1950’erne, hvori han analyserede forskellige kulturfænomener. Dermed slog han fast, at sproget – når det tages i brug – aldrig vil kunne yde den omtalte genstand fuld retfærdighed.

Overført på spørgsmålet om Japan vil det sige, at vi indpoder den japanske kultur en dræbende mening ved at tale om det japanske som eksotisk, forfinet eller fremmed – fordi vi dermed beskriver og definerer den japanske kunst ud fra vores egne vestlige og kulturelle standarder.

Sproget er ifølge Barthes vores måde at akklimatisere og tilegne os den fremmede kultur på – vores måde at mytologisere Japan på. Ved hjælp af sproget fjernes lidt af det, der gør os dejligt utrygge i mødet med den anden kultur – sproget forsikrer og trøster os, udvisker komfortabelt den nerve, der ellers indbød til at give os en ekstra dimension i vores kulturoplevelse; lidt spænding og en kildren i maven ved mødet med det uforståelige. Sproget luller os småborgerligt og kulturelt altædende i søvn.

Senere, i 1971, skrev Barthes en hel bog om Japan, ’I tegnenes vold’, hvori han analyserede det centrumløse Tokyo, måden maden blev serveret og spist på, arkitekturen, det japanske teater osv. – hele tiden med udgangspunkt i sin viden om sproget og sprogets hæmmende virkninger.

Det vestlige, logiske sprog med sin indbyggede idé om en sjæl og en krop, slog ifølge Barthes slet ikke til i forhold til den flertydige, japanske kultur.

Over for tegnkulturen var sproget blot reducerende og fremstod absolut utilstrækkeligt. Det paradoksale, som Barthes fandt i for eksempel haikuen, der både er simpel og dybt kompleks, lod sig aldrig oversætte. Læsningen af haikuen repræsenterede for ham snarere en måde at eksistere og leve på, end den gav anledning til meningsfuldt at tolke og analysere.

DE JAPAN-ANALYSER, som Barthes foretog med udgangspunkt i sproget – disse oplevelser af at blive sat til vægs, at opleve det vante og sikre sprog gå tabt, at blive stum i mødet med den anden og blot hengive sig næsten erotisk til oplevelsen – gælder de stadig?

Kan Barthes’ tilgang til den japanske kultur fortsat bruges som en nøgle til forståelse, når man betragter den eksisterende eksponering af japansk kultur i Danmark? Ja, hvad tilbyder disse udstillinger eller dette japanske opbud i givet fald publikum? Og hvilke muligheder for oplevelse giver den japanske kunst den besøgende i dag?

HVIS det er rigtigt, at det vante og velkendte sprog, det, der umiddelbart skulle hjælpe os til en bedre forståelse af kunst og kultur, generelt blot sløver og slører vores forståelse af den pågældende kultur, så er der på sin vis tale om, at sproget medvirker til en fremmedgørelse – ikke mindst i forhold til vores egen aktive eksistens og måde at indgå i omverdenen på.

Ved at omtale og ved at vikle verden ind i ord pacificeres og dopes vi; vi fremmedgøres og glider bort; sygner indelukkede hen ved aldrig at få greb om og forstå det egentlige; ved aldrig at praktisere sammensmeltningen af vores egen eksistens med omgivelserne.

Mens det altså forholder sig helt anderledes i vores blotte og ordløse møde med den japanske kultur. Her gives vi netop muligheden for at eksistere, opleve direkte og med vores egen krop mærke det fremmede – og deltage aktivt i den anden kultur. Her må vesterlændingens kritisk-logiske indvendinger give op.

Derfor kan den stigende interesse for og præsentation af japansk kunst og kultur i Danmark også ses som udtryk for et behov: I oplevelsen af manga, i oplevelsen af de japanske film, i oplevelsen af japansk billedkunst, af japanske fotografer og af japansk beklædning skabes disse frirum, hvor sproget med sine fremmedgørende meninger suspenderes.

FOR konfronteret med den japanske kultur, som ikke kan sættes på stabile, trygge og enkle ord – og som ikke nødvendigvis giver nogen mening, men blot byder sig til – handler interessen for Japan måske i bund og grund om angsten for at blive fremmede for os selv.

At vi et eller andet sted i tiden mærker sproget skabe en distance til vores egen eksistens – skabe en barriere mellem os og verden.

At tale om Japan er derfor paradoksalt nok at tie stille. Vi kan nemlig ikke håndtere eller tøjle Japan med vores sprog, med meningens eller betydningens inerti.

Forudsætningerne for at forstå, findes i at opgive pligten til at tale, i et ærbødigt nik, i et ja til verden, i et udbrud!

Derfor Japan.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage