Vi er som danske iranere glade for at se vore dansk-iranske medborgere udmærke sig i det offentlige rum og på ideernes markedsplads. Det giver et anskueligt indtryk af, at vi er en del af det danske samfund. Men vi kan være meget forskellige indbyrdes. Hvad en af os siger, kan andre ikke nødvendigvis tages til indtægt for. Løsgængeren i Borgerrepræsentationen Jaleh Tavakoli, kunstneren Firoozeh Bazrafkan og skuespilleren Farshad Kholghi er tre vidnesbyrd om mangfoldigheden mellem os. De tre danske iranere sværmer helt ovre på den unuancerede, antiislamiske yderlighed. Mediernes flittige brug af dem giver det uheldige indtryk, at der er sammenfald mellem det at komme fra Iran og at sige ting, som den dæmoniserende, antiislamiske agenda kan spejle sig i. Danmark trænger derfor til at høre flere stemmer, når danske iranere kommer på banen. Intet kunne ligge os mere fjernt end at forbyde eller stigmatisere udtryk og ytringer, som vi er uenige i. Derfor vil vi gerne understrege vores opbakning til ytringsfrihed, pluralisme og reflekteret kritik.
Disse anklager bliver vi ikke så sjældent skudt i skoene, når vi i det følgende forbeholder os retten til at være udtrykkeligt uenige. Vi mener, at de tre ovenstående individer har formået at levere en unødvendigt ildevarslende og ensidigt negativ fremstilling af herboende muslimer og mellemøstlige danskere for offentligheden. Farshad har engang sagt, at han frygter »moderate« muslimer mere end selveste al-Qaeda. Det udvikler sig til usmagelig fordomsfuldhed, når han begrunder det med, at de »køber sig ind« alle vegne (Jyllands-Posten, 14.10.2008).
