Natasha Walter - hvorfor er det nødvendigt at skrive en bog om feminisme? Har vi efterhånden ikke ligestilling? »Som feminist kan man kigge tilbage og se, at vi allerede har bevist, at ting kan ændre sig. Vi sidder her nu og taler om disse ting, og det ville kvinder ikke have gjort for 100 år siden – eller sidde her på British Library og få frokost og have den slags tøj på, som vi har. Vi skal ikke glemme, hvad vi har opnået. Men det viser også, at det nytter, og at vi kan gå videre«. »Min bog viser, at der er punkter, hvor feminismen er gået i stå. At piger og unge kvinder i stigende grad bliver mødt med et krav om at leve op til et ideal om at være seksuelt attraktive. Det er et krav, de nærmest bliver præsenteret for i børneværelset, og som kan få en voldsom effekt på deres selvopfattelse. Jeg har selv en datter på 10 år, så det var en del af inspirationen til at skrive bogen«. Hvordan er feminismen gået i stå? Du beskriver eksempelvis et besøg i en legetøjsbutik, hvor etagen med pigelegetøj er helt lyserød. Hvad er der galt i det? »Ja, jeg gik ind på min datters værelse og måtte erkende, at hun bor i en lyserød verden. Selv om jeg ikke vil give hende de her ting, har hun venner og familie, der gerne vil. Og hvilken ret har jeg til at stoppe hende i at klæde sig ud som Askepot, hvis hun desperat ønsker at være prinsesse? Jeg sætter bare spørgsmålstegn ved, om det er det eneste, vi skal have som rollemodeller for små piger«. Men piger leger vel med dukker, fordi de godt kan lide det? »Bratz-dukker har overhalet Barbie som den mest sælgende dukke i verden. Min mor ville aldrig have drømt om at købe mig en Barbie, men jeg må nu erkende, at Barbie i nutiden er en bedre rollemodel, fordi hun i mindste havde en karriere! Der var en doktor-Barbie og en pilot-Barbie, men Bratz-dukker er så seksualiserede i deres udtryk med store læber og øjne, og de har kun tøj til at gå på natklub eller være popstjerner i. Det bliver en meget snæver kultur, når pigerne leger med dem. Det er alt sammen noget med popstjerner og celebrities«.
Manniche: Få luderdukkerne ud af pigeværelsetHvordan kommer seksualiseringen til udtryk? »Det farligste er myten om det frie valg. Jeg talte med både stripdansere og prostituerede i forbindelse med min bog, og for mange var det tilbagevendende argument: Hvis du ikke bryder dig om porno eller magasiner med nøgne kvinder, kan du jo bare lade være med at købe dem. Det er et frit valg, og kvinder har følt, at de havde kontrol, når de valgte at bruge deres egen krop. Men jeg mener ikke, vi bare kan lukke diskussionen der. For kender vi konsekvenserne af vores valg? Jeg talte med en ung, veluddannet kvinde, der sagde, at ja, hun havde selv valgt at blive stripdanser, men at det havde været et rigtigt dårligt valg for hende«. Men er det så mænd, der er vores modstandere – eller er det os selv? »Vi må være ærlige over for os selv. Det handler ikke længere om kvinder mod mænd. Vi må finde en måde at arbejde sammen med mændene på. Vi må acceptere, at vi ikke alle sammen har lyst til eller behov for at bevæge os i den samme retning«. Konkurrerer vi mod hinanden som kvinder? »Ja, det gør vi på en måde. Vi kan ikke kun se mænd som fjenden, og vi kan ikke kun forvente solidaritet fra andre kvinder. Da jeg var i Saudi Arabien, hvor kvinder går med tørklæder, havde jeg mulighed for at være alene med en gruppe kvinder, og da slørene kom af, kunne man se en parade af påfugle i dyrt designertøj og kraftig makeup, og jeg tænkte: Der er bare os kvinder her, hvorfor kan vi ikke sidde her i pyjamas og slappe af? Der er en eller anden konkurrence mellem kvinderne«. Er tørklæder et feministisk problem?
