Debat

Europa har brug for en revitaliseret politisk klasse

Det politiske system er stadigt mere hjælpeløst, skriver Jürgen Habermas.

Debat

Siden slutningen af august sidste år har Tyskland oplevet flere bølger af politisk uro i spørgsmålet om integration, multikulturalisme og betydningen af Leitkultur, eller en retningsgivende national kultur.

Disse tendenser har i mange år været fremme i undersøgelser og meningsmålinger, der viser en lavmælt, men voksende fjendtlighed over for indvandrere.

Alligevel er det, som om de først nu er ved at samle sig til en bevægelse: De sædvanlige stereotypiske forestillinger strømmer fra barerne og ind i talkshowene, og de bliver stimuleret af midtsøgende politikere på vælgerjagt.


Især to begivenheder har givet anledning til en situation, der ikke længere er så let at placere på den traditionelle højre-venstre-akse: en bog af et bestyrelsesmedlem i den tyske centralbank og en nylig tale af den tyske forbundspræsident.

Det hele begyndte med offentliggørelsen af uddrag af et par provokerende uddrag af bogen ’Tyskland afskaffer sig selv’ (’Deutschland schafft sich ab’).

LÆS ARTIKEL

Her skriver forfatteren, parlamentsmedlem for det tyske socialdemokrati, SPD, Thilo Sarrazin, at Tysklands fremtid er truet af den forkerte form for indvandring, især fra muslimske lande.

I sin bog udfolder Thilo Sarrazin, der er tidligere bestyrelsesmedlem i den tyske centralbank, en række forslag til initiativer rettet mod den muslimske befolkning i Tyskland.

Han fremmer diskriminationen af dette mindretal ved hjælp af intelligensforskning, som han bruger til at drage falske biologiske konklusioner. Disse konklusioner har fået usædvanlig stor opmærksomhed.

Nogle fremtrædende politikere lagde med det samme afstand til bogen, men ikke desto mindre har disse teser vundet folkelig opbakning.

En meningsmåling har for eksempel vist, at mere end en tredjedel af tyskerne var enige i Thilo Sarrazins påstand om, at Tyskland »selvfølgelig bliver generelt dummere« på grund af indvandring fra muslimske lande.

Der gik adskillige uger, inden den respekterede sociolog Armin Nassehi i en avisartikel gennemhullede de pseudovidenskabelige fortolkninger af de relevante statistikker.

Han demonstrerede, at Thilo Sarrazin brugte en form for fortolkning af målbare forskelle i intelligens, som i USA allerede for flere årtier siden er blevet fordømt som videnskabeligt uredelig.

Men dette hårdt tiltrængte indslag af objektivitet i debatten kom for sent. Den gift, Thilo Sarrazin havde udspyet ved at forstærke den kulturelle fjendtlighed over for muslimer med genetiske argumenter, havde tilsyneladende bidt sig fast i de folkelige fordomme.

Da Nassehi og Sarrazin stillede op i Litteraturens Hus i München, opstod der en lynchstemning, hvor et veluddannet middelklassepublikum nægtede overhovedet at lytte til indvendinger mod Sarrazins argumenter.

Den anden foruroligende mediebegivenhed de seneste uger var reaktionen på en tale, som den nyvalgte tyske forbundspræsident, Christian Wulff, holdt.

Oppiskning af politiske fordomme er et fænomen, der rækker langt ud over Tysklands grænser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Da han var ministerpræsident for delstaten Niedersachsen, havde han som den første udnævnt en kvinde af tyrkisk herkomst som medlem af sin delstatsregering.

I sin tale i den tyske Bundestag sidste år på årsdagen for den tyske genforening tillod han sig at understrege den almindelige opfattelse, som tidligere præsidenter også havde tilsluttet sig, at ikke alene kristendommen og jødedommen, men også islam »er en del af Tyskland«.

Efter talen fik præsidenten et stående bifald i Bundestag fra de forsamlede politikere. Men næste dag var den konservative presse i oprør over hans udtalelser om islams plads i Tyskland.

Spørgsmålet har efterfølgende givet anledning til splittelse i hans eget parti, CDU.

Det er rigtigt, at selv om den sociale integration af tyrkiske gæstearbejdere og deres efterkommere generelt har været en succes i Tyskland, er der især i økonomisk trængte områder stadig problematiske indvandrerkvarterer, som udelukker sig fra det omgivende almene samfund.

Men disse problemer har den tyske regering erkendt, og den har taget fat på at gøre noget ved dem.

Den egentlige grund til bekymring er, at forløbet omkring Sarrazin og Wulff viser, at kalkulerende politikere er ved at opdage, at de kan føre den sociale bekymring blandt deres vælgere over i etnisk aggression mod stadig svagere sociale grupper.

Det bedste eksempel er Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, der har beskyldt »indvandrere fra andre kulturer« for at være skadelige og opfordrer til et stop for indvandring »fra Tyrkiet og arabiske lande«.

Selv om statistikkerne viser, at der i øjeblikket bliver færre og færre tyskere med tyrkisk baggrund, vælger Seehofer at søge opbakning til sine politiske mål ved at påkalde billedet af uorganiserede masser af sociale parasitter, der vælter ind i vores velfærdsstat.

Det er ikke nogen trøst, men det må tilføjes, at oppiskning af politiske fordomme er et fænomen, der rækker langt ud over Tysklands grænser.

Men i Tyskland er vores regering i det mindste ikke, som det er tilfældet i Holland, afhængig af støtte fra en højreorienteret politiker som Geert Wilders.

Til forskel fra Schweiz har vi ikke et forbud mod at bygge minareter. Og de sammenlignende undersøgelser af fjendtlighed over for indvandrere viser ikke nogen ekstreme tal for Tyskland.

Men den sociale og politiske udvikling i Tyskland betyder ikke nødvendigvis det samme som i andre lande på grund af vores lands horrible historie.

Så er der grund til bekymring for, at de ’gamle’ tankemønstre kan dukke op igen?

Helt op til i dag hviler forestillingen om en Leitkultur på, at den liberale stat bør forlange mere af sine indvandrere, ud over at de skal lære landets sprog og acceptere principperne i forfatningen.

Vi er åbenbart stadigvæk ikke kommet videre end til det synspunkt, at indvandrere bør tilegne sig ’værdierne’ i flertalskulturen og følge dens ’skikke’.

Det er slemt nok, at vi oplever en tilbagevenden til denne etniske forståelse af vores liberale forfatning.

Men det bliver ikke bedre af, at Leitkultur i dag ikke er defineret som ’tysk kultur’, men som religion.

Med en arrogant gidseltagning af jødedommen – og en utrolig foragt for jødernes skæbne i Tyskland – appellerer fortalerne for Leitkultur nu til den »jødisk-kristne tradition«, der adskiller »os« fra de fremmede.

Jeg vil ikke underkende omfanget af en opsamlet nationalistisk følelse, som ikke er noget særlig tysk fænomen.

Men i lyset af de aktuelle begivenheder er der en anden tendens, der er af større vigtighed: den voksende forkærlighed for apolitiske figurer på den politiske scene, der fremmer et tvivlsomt træk ved Tysklands politiske kultur, nemlig forkastelsen af politiske partier og partipolitik.

Demokratiet står og falder med folkets tro på, at der stadig er plads til kollektivt at forme en udfordrende fremtid.



Under valget af forbundspræsident sidste sommer var den politisk uerfarne og partiløse borgerretsforkæmper Joachim Gauck oppe mod karrierepolitikeren Christian Wulff.

Den protestantiske Gauck, der i DDR-tiden rettede en skarp og vedvarende kritik mod det østtyske regime, fik ikke opbakning i valgmandsforsamlingen, men havde helt klart sympatien i den brede befolkning og var meget tæt på at vinde.

Den samme trang til karismatiske figurer, der ligesom står over de aktuelle politiske slagsmål, kan ses i den mærkelige popularitet, som den aristokratiske forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg nyder.

Uden andet end sin familiebaggrund, slebne manerer og en velklædt fremtoning er han blevet mere agtet end kansler Angela Merkel selv.

En endnu større bekymring er den form for gadeprotester, som vi nu ser i Stuttgart, hvor titusindvis er gået på gaden for at demonstrere mod de statslige tyske jernbaners plan om at rive den gamle hovedbanegård ned.

Protesterne har kørt i månedsvis og minder med deres spontanitet om den udenomsparlamentariske opposition i 1960’erne.

I dag er det dog folk i alle aldre og fra alle dele af samfundet, der går på gaden. Det umiddelbare formål er ganske konservativt, nemlig bevarelsen af en kendt verden.

Der ligger forskellige motiver bag alle disse tre fænomener – frygten for indvandrerne, fascinationen af karismatiske ikkepolitikere og græsrodsoprøret i Stuttgart.

Men de mødes i kraft af den opsparede uro over for et selvtilstrækkeligt og stadig mere hjælpeløst politisk system. Jo mindre spillerum de nationale regeringer har, og jo mere det politiske niveau bøjer sig for det, der tager sig ud som uundgåelige økonomiske krav, jo mere svinder folks tro på en resigneret politisk klasse.

USA har en præsident med en klar politisk vision, selv om han er presset og bliver mødt med blandede følelser.

Europa har brug for en revitaliseret politisk klasse, som overkommer sin egen depressionstilstand med lidt mere perspektiv, beslutsomhed og samarbejdsånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Demokratiet står og falder med folkets tro på, at der stadig er plads til kollektivt at forme en udfordrende fremtid.

Oversættelse: Peter Mollerup © New York Times

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce