Der var ingen, der havde forudset finanskrisen. Ingen. Det er der ikke noget underligt i. Økonomer har ikke nogen god ’track-record’, når det drejer sig om prognoser. Som den canadiskfødte økonom John Kenneth Galbraith engang sagde: »Formålet med økonomiske prognoser er at få astrologien til at fremstå som en troværdig videnskab«. Et andet af hans bonmoter lyder, »at der i helvede findes en særlig afdeling for økonomer. Her står de og læser deres fejlslagne prognoser op for hinanden«.
Men denne konstatering betyder ikke, at den økonomiske videnskab befinder sig på den evigt omtalte ’herrens mark’. Som nobelpristageren Paul Krugman tidligere har udtrykt det, viser krisen, at der i dag findes redskaber, som kan afhjælpe katastrofen. Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi har et troværdigt nødberedskab, når uheldet er ude. Keynes er tilbage Det overraskende – for lægfolk og liberalister – er, at dette katastrofeberedskab består af mere eller mindre socialdemokratiske foranstaltninger. Altså finanspolitiske indgreb og alle de ting, som blev opfundet af den navnkundige engelske økonom John Maynard Keynes i værket ’The General Theory of Employment, Interest and Money’ fra 1936. Uden at forsøge at opridse dette lange og teoretiske værk for almindeligt dødelige, kan det kort siges, at Keynes foreslog, at der i krisetider blev skabt et kunstigt forbrug ved at pumpe penge – eller købekraft – ud til befolkningen. Hvis folk havde penge mellem hænderne, ville de bruge dem – og dermed ville produktionen igen stige, og økonomien ville rette sig selv op. Det var en doktrin, som socialdemokratiske regeringer sværgede til efter Anden Verdenskrig. Men i 1970’erne begyndte især konservative partier – frem for alt Margaret Thatcher i England – at så tvivl om teoriens levedygtighed.
