Debat

Narkomaner er (også) mennesker

Jesper, min bror, blev 26. En god bror, som lærte mig vigtige ting om livet. Samtidig har jeg lært noget om kynismen i samfundets syn på narkomaner.

Debat

Natten mellem 2. og 3. oktober 1993 døde min bror Jesper af en overdosis.

Han blev fundet lørdag morgen i en lejet bil på Q8 ved Enghave Station på Vesterbro af tankpasseren, der netop mødte til morgenvagten. Det syn, der mødte den unge fyr, var min bror hængende ind over rattet med en kanyle siddende i armen. I kanylen var der en dødelig blanding af amfetamin og rottegift. At der var rottegift i dette fix, skyldes, at der på daværende tidspunkt var problemer med at fremskaffe stoffer på det illegale stofmarked. I sådanne situationer sker det gerne, at produktet bliver spædet lidt op af de pengebegærlige pushere. Udbuddet skal for enhver pris matche efterspørgslen. Jesper blev 26.

Samme lørdag, som han blev fundet, tog min mor og far, søster, hans kæreste og etårige datter og jeg ind til Valby Politi. Politimanden på politistationen fortalte, at min bror døde i et sus. Han kunne ikke mærke noget, beroligede politimanden gentagne gange min mor. Efter mødet med politiet tog vi videre til Rigshospitalet, hvor han lå. Min første tanke var, at han egentlig så ret så flot ud. En rigtig mand med markerede træk i ansigtet, små skægstubbe og halvlangt hår som en engelsk rockstjerne. Han lå med et lille smil på læben. Måske var det suset.

Det var på en gang godt at se ham død og samtidig ulidelig smertefuldt. Det var så det liv; det var så min bror. En konstatering, der efterfulgtes af tanker om, hvorvidt det var dét, han ville. Fik han oplevet det, han ville? Fik han det ud af livet, han ville?

I dag er jeg ikke i tvivl. Det gjorde han. Han fik det ud af livet, han kunne få, nemlig en dejlig datter, og han påvirkede en familie med meget godt – og lidt mindre godt.

Det er i dag mere end 13 år siden, han døde. I løbet af disse 13 år har jeg selv været igennem alverdens turbulente følelser. En vekslen mellem en enorm livslyst og livslede; mellem en nagende angst for at miste kombineret med en endnu stærkere frygt for selv at dø. Frygten for at dø hang sammen med, at jeg ikke kunne bære tanken om, at mine forældre skulle opleve at begrave flere af deres børn.

Derudover har jeg løbende været fyldt med en kolossal foragt over for de personer, der sælger narko. Både dem foran og dem bag ved disken. Det er desværre mennesker, jeg ofte konfronteres med på Vesterbro i København. Samtidig ved jeg jo godt, at de pushere, der står og sælger deres stoffer, når mørket bryder frem, allerede er ekstremt ynkelige mennesker. Ellers stod de ikke der og solgte. At skyde dem, tæske dem, optage dem på video eller noget andet – alt sammen noget, som har strejfet mine tanker – ville derfor ikke ændre noget som helst. Og her tænker jeg ikke på tilbagekomsten af min bror. Nej, det ændrer ikke ved det faktum, at der blot ville komme nogle nye pushere, som ville erstatte de andre. Samme princip gælder her som med den grimme lugt på et offentligt toilet: Den kan ikke spules væk.

Kan et sådant liv som narkoman lære os noget?

Det kan være med til at tydeliggøre, at narkomaner findes alle steder. I alle familier. Min egen familie er en ganske almindelig middelklassefamilie, hvor min far var blikkenslager og senere faglærer, min mor sygeplejerske og senere alt muligt andet. Min søster har en mellemlang uddannelse. Jeg selv en noget længere. Ingen andre i familien har før eller senere haft tilbøjelighed til nogen former for udskejelser. Vigtigst viser min brors død, at narkomaner er mennesker, at narkomaner ikke er mindre værd end andre mennesker. Der er trods alt altid nogen, som virkelig elsker den person, der er narkoman. Der er altid nogen, som er meget stolte af at blive elsket af en narkoman, endda stolte over at have levet en del af deres liv sammen med en person, der var narkoman.

I de 19 år, hvor jeg oplevede at have en storebror, var han en god storebror. Han lærte mig om sårbarhed, kærlighed, frygt og den hårfine grænse mellem godhed og naivitet.

Sårbarhed, fordi livet til tider kan være hårdt. Så hårdt, at selv ikke min storebror kunne rumme det. Kærlighed, fordi det var den følelse, jeg typisk mærkede og oplevede i hans nærvær. Frygt, fordi jeg et eller andet sted godt vidste, at han kun var til låns. Han var til tider svær at regne med, for eksempel har jeg flere gange oplevet min mor midt i juleanden finde en ekstra tallerken frem. Endelig var han så godt et menneske, at han alt for nemt kom til at fremstå som meget naiv. Der er forskel på naivitet forårsaget af en nærmest blind tro på det gode i andre mennesker og dumhed. Han holdt sig desværre ikke altid på den rette side af denne grænse.

Den følelse, der heldigvis står stærkest i min erindring, er følelsen af at have haft en storebror, som virkelig elskede mig. En kærlighed, som jeg selv nogle gange kunne have svært ved at gengælde, da han tit forvirrede mig eller gjorde mig underligt forlegen. Specielt når han nogle gange dukkede op, mens jeg stod sammen med mine venner og spillede fodbold. Ikke så meget fordi han dukkede op, men fordi han ikke lignede den normale storebror. Han var altid lige en lille smule mere usoigneret uden dog for alvor at blive utilnærmelig. Eller også vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til ham, fordi min mor – selv om hun var god til at skjule alt for min søster og mig – blev ked af det. Dengang vidste jeg ikke helt, hvad det var ved min bror, som gjorde hende ked af det. Måske var det netop denne irriterende uvidenhed, som gjorde mig forvirret, da jeg selvfølgelig ikke ønskede, at min mor blev ked af det. Det ønskede min bror jo heller ikke. Samtidig vidste jeg, at min mor blev ked af det, fordi hun elskede ham, som hun elskede min søster og jeg. Han bekymrede hende grænseløst.

Meget af hans eksistens i familielivet var omgærdet af usikkerhed. Kunne vi regne med ham inden for de normale familiære traditioner og sammenkomster? Dukkede han op til jul, til min fødselsdag? Ville han være på stranden, som vi havde aftalt? Jeg fandt hurtigt ud af, at min mor altid sørgede for at kompensere for hans eventuelle manglende tilstedeværelse, idet min søster og jeg altid fik fødselsdags- og julegaver fra ham. Uanset om han dukkede op eller ej.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Andre gange kunne han pludselig komme forbi og spørge, om jeg ville med ud at køre en tur efter skole. Så satte vi os ud i hans bil – noget, han sjældent ejede eller havde til rådighed – og kørte en tur. Når vi passerede en politibil, så sagde han, at jeg skulle dukke mig, da en bil på prøveplader ikke må medbringe passagerer. Han lærte mig på disse ture blandt andet at speede kraftigt op og slippe håndbremsen for derefter at flyve af sted hen over hajtænderne. Andre gange fortalte han om piger, noget, jeg senere kunne regne ud, at han ikke vidste meget om, men som han alligevel prøvede at guide mig i. Til hans held tænkte jeg kun på fodbold, indtil jeg erkendte mine manglende evner i boldspillet.

Er narkomaner mennesker? Det kan være svært at få øje på et positivt svar i den behandling af narkomaner, som har fundet sted siden 1970'erne. Fra at være et medicinsk anliggende – det vil sige et anliggende mellem narkomanen og vedkommendes læge – blev narkomani et socialt anliggende. Narkomaner gik fra at være mennesker til at være misbrugere primært begrundet gennem ord som 'fejlsocialisering'. Narkomaner bevægede sig fra mere trygge rammer, hvor det var ens praktiserende læge, som sikrede en nedtrapning, til den moderne form for narkomani, som primært leves på samfundets skyggeside. Dette skifte betød, at nogle i forvejen meget udsatte mennesker fik endnu færre muligheder. Narkomanen bevægede sig fra en status som menneske til en social fejl.

Narkomanen som fejlsocialiseret, næsten kriminel, er ligeledes noget, jeg selv oplevede i forbindelse med min brors død. Det værste – ud over selve døden – var den fortielse, der fulgte i kølvandet på døden. På det tidspunkt var vi nogle få år forinden flyttet fra København til provinsen. Ikke blot en markant geografisk rokade. Det største spring var det enorme mentalitetsskifte. I denne sydsjællandske tidslomme kunne man ikke tillade sig at spolere provinsidyllen og nævne, at ens bror var død af en overdosis. Ord som overdosis og narkomani skaber i sådanne omgivelser konnotationer à la skidt familie, dårlige forældre, manglende kærlighed samt en vedvarende bekymring om, hvorvidt en sådan overdosis smitter. Samtidig ville spørgsmålene florere om, hvorvidt min søster og jeg reelt var i sikkerhed sådan et sted. Eller hvorvidt alle de andre unge, vi var sammen med, var i 'smittefare'?

Det er selvfølgelig let at se oplevelserne som medvirkende til, at jeg i dag ikke bryder mig synderligt meget om provinsen. Det er især al dens middelmådige og snæversynede mentalitet, som springer i øjnene. En sådan provinsmentalitet formår slet ikke at rumme livet i alle dets forskellige afskygninger og størrelser. Provinsen er impotent. Men skønt provinsen er tung at danse med, så er den det ikke uden grund. De fleste, der bor i København, oplever – om ikke dagligt, så af og til – at blive konfronteret med forskellige udsatte grupper, hvad enten der er tale om psykisk syge, alkoholikere, narkomaner eller hjemløse. Det er ikke sådan, at disse eksistenser vækker entydig begejstring, men de tydeliggør, at sådan er livet også. Livet består af andet end blå Kansas-dragter, der samtaler over hækken med en kølig pilsner i hånden, mens børnene leger i sandkassen.

Jeg kan huske, at min mor frygtede byens dom, da min bror døde. Min mor fortalte endda min søster og mig, at hvis vi blev spurgt, så ville det nok være bedst at sige, at Jesper døde af et hjertestop. Dengang forstod jeg ikke helt, hvad hun mente, da jeg egentlig mere tænkte på, at hjertet vel altid stopper, når man dør. Men i dag ved jeg, at min mor sagde, som hun sagde, for at beskytte min søster og mig. Alligevel gik der ikke to dage, før snakken over havelågerne supplerede den dybe medfølelse med nysgerrige spørgsmål. Er det rigtigt, at Jesper døde af en overdosis? Kunne de ikke tage sig af ham? Hvad med de to andre børn? Jeg har nu også altid syntes, at ... De kom fra København, ikke?

Det er senere gået op for mig, at det ikke var Jesper, der var problemet. Han havde et problem. Snarere var det byens blomstrende dumhed, der var problemet. En dumhed initieret af den stigmatisering, som de politiske beslutninger havde medført med hensyn til synet på narkomanen. Narkotika havde bevæget sig fra det rige Nordsjælland til Vesterbro; fra luksus til destruktion og derfra videre ud i provinsen, hvor frygten endnu en gang fik folk til at se ting, som ikke eksisterede. Eksempelvis var der i 1965 en historie i Ekstra Bladet under overskriften 'Tusinder på 15 til 20 år slaver af narkotika'. Historien blev aldrig konfirmeret af politiet, men frygten havde sat sine tydelige spor i borgerens ansigt. Og er der noget, politikere kan, er det at læse frygten i borgerens ansigt som en potentiel stemme.

En overdreven frygt betyder, at narkomaner i dag tilbydes metadonbehandling, hvilket ikke har vist sig at være den største succes. Desværre synes problemet med narkomaner at være så tilpas lille, at det ikke rigtig har politikernes bevågenhed. Narkomaner betragtes stadigvæk som utilpassede sociale tabere, hvilket nærmest er en tautologi, idet personer, der betragtes som utilpassede, unægtelig ender som tabere i det sociale spil, hvor det er lettere at ekskludere end forsøge at indoptage landets forskellige borgere. I dag deporteres narkomaner væk fra vores blikke. Det er kynisme indpakket i naivitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et af få alternative forslag, der kunne supplere en lægeordineret heroinbehandling, er at acceptere, at narkomani ikke er samfundets skyld, men et problem, der udspringer af samfundets moralske deroute. En mulighed kunne være at genetablere et fortrolighedsforhold mellem en praktiserende læge og narkomanen, og – ikke som nu – fastholde en relation mellem narkomanen og henholdsvis pusheren og politiet. Et skifte fra en kontrollerende instans, der kun kan lide det, som den kan forestille sig eller forstå, til en etik, der interesserer sig for det, den ikke umiddelbart kan forstå. Sidstnævnte kan nemlig lære os noget.

Den mindste og største begyndelse ville være at give narkomanen værdigheden tilbage til at være et menneske, hvis liv vi interesserer os for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce