Vi famler i blinde i socialpolitikken«, siger Jørgen Søndergård til Politiken 27. maj. Det samme siger Camilla Wang fra Danmarks Evalueringsinstitut om pædagogerne 21. maj: »Pædagoger famler i blinde«. Og andre slutter sig til: »Lærernes undervisning skal være forskningsbaseret«, hedder det f.eks. i Andreas Rasch-Christensens analyse 13. maj. De har alle samme sigte, der kort fortalt handler om, at en slags professionel blindebuk skal afløses af forskning i metoder, der kan dokumentere effekten af det, man foretager sig. Det kaldes også evidensbaseret praksis, og taget for pålydende er de tre indlæg udtryk for en bestræbelse i den retning. Men hvad er evidensbaseret praksis? Kort formuleret er det anvendelse af metoder, hvor effekten er udviklet og dokumenteret gennem systematiske forsøg. Det er ikke tilstrækkeligt med personlige erfaringer eller holdninger på det metodiske område, der skal være optimale muligheder for at opnå det tilsigtede med de metoder, der anvendes. Denne tilgang til professionelt arbejde er forholdsvis ny, men den har på kort tid grebet om sig inden for både det sociale, det sundhedsmæssige og det pædagogiske område. Sundhedsområdet var først i gang med evidensbaseret praksis. Blandt de store navne er Archie Cochrane (død 1988). Målet for ham var at systematisere den medicinske viden, så patienterne undgik at blive udsat for en virkningsløs behandling.
Den evidensbaserede medicin er i dag nået utrolig langt med hensyn til at gennemføre den forskning, der kan skabe grundlaget for at træffe de rigtige beslutninger om både diagnostik og terapi. Derfor er der også i selve forskningsgrundlaget udviklet et evidenshierarki, hvor systematiske reviews og metaanalyser ligger øverst, så følger randomiserede og kontrollerede studier, og sidst ligger kasuistikker og eksperterfaringer. Selve evidensteorien giver et grundlag, der i dag på det sundhedsmæssige område er bundet op på anbefalinger med forskellige styrkegrader og dermed en helt unik grad af effektvurdering. Verden over er der Cochrane-institutter, der alene beskæftiger sig med denne type forskning. Og på det sociale område tilsvarende Campbell-institutioner. Patientens lydighed er afgørende Det helt afgørende i evidens er det naturligvidenskabelige paradigme, der hævder, at vi kan måle os frem til et eksakt udtryk for effekten. Det er de fleste også enige om er tilfældet, når genstanden for indsatsen er et rent fysisk objekt. Som når det drejer sig om den fysiske verden eller på sundhedsområdet, f.eks. menneskets enkeltorganer. Men hvad, når indsatsen er rettet mod et subjekt, der tænker med, og hvor indsatsen afhænger af dette subjekts egen indsats?
