Debat

Skal vi have ondt af Koplev, den gamle mand?

Jeg bliver en smule vred over, at mennesker med livslang privilegeret adgang til medierne på den måde gør sig selv til ofre.

Debat

Søndag aften satte jeg mig spændt foran tv-apparatet for at se anden del af ’De røde lejesvende’ på DR 2.

Kjeld Koplev havde i Politiken samme morgen raset mod den behandling, han fik i programmet, og sammenlignet den med middelalderens inkvisition.

KOPLEV

Lad mig straks indsparke: At jeg har stor respekt for Kjeld Koplevs senere indsats som DR-medarbejder og selv har nydt godt af tid til refleksion og tid til at tale ud i hans Krydsfelt på P1.

At jeg ikke kender intervieweren Jacob Rosenkrands. Og at jeg selv i et par år omkring 1980 var medlem af det fundamentalistiske kommunistparti KAP.

Men til sagen: Hvad var det så for en inkvisitorisk afhøring, Koplev følte sig udsat for? Jeg aner det ikke.

Som interviewet med ham fremstod i udsendelsen, vil jeg snarere betegne interviewerens arbejdsmetode som forbilledlig, på én gang kritisk og fair journalistik af fineste art.

I udsendelsen blev Kjeld Koplev først præsenteret for et radioprogram, han havde lavet om DDR i halvfjerdserne.

Koplev gik straks i forsvarsposition, inden han modstræbende erkendte, at netop dette program nok ikke var kritisk nok.

Kjeld Koplev kunne også have gjort noget andet:

Han kunne have indledt med at takke intervieweren for denne mulighed for at undersøge et sandt mysterium i den menneskelige bevidsthed, som især i halvfjerdserne fik begavede og veluddannede danskere til at rejse til nogle af verdens værste diktaturer, for bagefter at vende hjem og skamrose paradiserne.

Hvad var det så for en inkvisitorisk afhøring, Koplev følte sig udsat for? Jeg aner det ikke.



Rejseoplevelser fra dødslejren Cambodja, fra forfølgelsesvanviddet i Kina og fra det gennemparanoide militær- og politidiktatur DDR blev sendt igennem de politiske hoveders transformationsproces og rædselsdiktaturerne offentligt fremstillet som eftertragtelsesværdige, ægte demokratier.

Kjeld Koplev kunne måske på baggrund af sit eget radioprogram have bidraget til at gøre både sig selv og alle os andre en smule klogere på dette mysterium. Men nej.

I udsendelsen blev Kjeld Koplev derpå præsenteret for et citat fra Politisk Revy, hvor han anførte, at det var forkert af DDR-ledelsen ikke at lade to navngivne kommunister komme til orde, men hvor han samtidig understregede, at man efter hans mening ikke burde lade alle komme til orde under »overgangsperioden til socialisme«.

Igen gik Koplev straks i forsvar – i dette tilfælde endda på forhånd, nemlig allerede i sit indlæg i søndags i Politiken, hvori han meddeler, at han blot havde været imod, at »gamle nazister«, der hyldede Hitler og benægtede holocaust, skulle »have adgang til offentligt at lufte deres hadske og menneskefjendske tanker«.

Koplev har formentlig allerede fået overbevist sig selv om, at han dengang blot var en fornuftsstyret nazimodstander.

Hans manipulation taler for sig selv, men åbner igen ind til den menneskelige bevidstheds fatale evne for at genskabe egne oplevelser og handlinger i ganske andre og ofte skønnere udgaver.

Koplev kunne igen have gjort noget andet:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han kunne have grebet muligheden for at reflektere over, hvordan disse tusindvis af begavede mennesker i halvfjerdserne i større eller mindre grad var parate til at sætte demokratiske grundprincipper til side for en større og bedre sag, nemlig den socialistiske.

Han kunne have bidraget til at gøre os alle klogere. Men nej.

Også Bjørn Erichsen har nu beklaget sig over udsendelsen.

Men i udsendelsen forsøgte han ikke desto mindre at glide uden om det faktum, at han som kommunist på DDR-regimets regning havde undervist danskere på en østtysk partiskole.

I stedet for at bidrage til den fælles oplysning med refleksioner over, hvad der fik en mand som ham – og mange andre – til at foretrække det paranoide diktatur frem for det demokratiske Danmark.

Hvis man skal tro de dengang venstreorienterede, så var det i hvert fald altid nogle andre end dem selv, som var de ekstreme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Naturligvis er jeg klar over, at hverken Koplev eller Erichsen hørte til de værste fundamentalister. Det var der tilsyneladende ingen, der gjorde.

Hvis man skal tro de dengang venstreorienterede, så var det i hvert fald altid nogle andre end dem selv, som var de ekstreme.

Kjeld Koplev kalder i sit indlæg sig selv og udsendelsernes andre hovedpersoner for »oldinge«, der bliver »konfronteret med løsrevne citater og klip fra mere end fyrre år gamle udsendelser«.

Er han et offer? Skal vi have ondt af ham, den gamle mand? Jeg bliver en smule vred over, at mennesker med livslang privilegeret adgang til medierne på den måde gør sig selv til ofre.

Jeg synes, at de aldrende, kloge DR-journalister – og mange med dem – snyder os for refleksion over de år, hvor en stor del af den unge intelligentsia i et demokratisk velfærdssamfund som det danske var mildt betaget eller vildt forelsket i fundamentalistiske ideologier og totalitære diktaturer.

De snyder de følgende generationer for muligheden for at lære af deres fejltagelser og blive klogere på den menneskelige bevidstheds mystiske og livsfarlige manipulationer, fordrejninger og fortrængninger.

Gamle drenge, kom i gang med eftertanken. Jeg beder ikke om undskyldninger eller bodsgang. Jeg vil bare høre jer tænke højt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden