Gymnasiet er i dagens Danmark en kamp for at score de karakterer, der kan give adgang til drømmeuddannelsen. Således er mange af eleverne opmærksom på, at der jævnlig skal tys til andre midler end de evner, de selv besidder. Samtidig giver gymnasielærerne i høj grad standpunktskarakterer efter, hvor meget man siger i timerne, frem for kvaliteten af det man siger. Dvs. at jo mere man gør opmærksom på sig selv, desto højere karakterer får man. Lærerne husker ikke, hvad eleverne har sagt, men er opmærksomme på, hvem der skiller sig ud. Ikke nødvendigvis med noget konstruktivt, men derimod, i mange tilfælde, noget, der ikke har relevans til undervisningen. F.eks. når den samme elev gang på gang foreslår, at vi skal synge fødselsdagssang, eller når visse elever har en trang til unødvendigt at opsummere, hvad der allerede er blevet sagt. Det bringer undervisningens røde tråd i uorden og giver til syvende og sidst eleverne et mindre fagligt udbytte af undervisningen. »Findes der nemlig noget mere afsindigt end det tomme kling-klang af selv de flotteste og skønneste ord, når der ikke ligger nogen tanke eller viden bagved?«, skrev Cicero i 55 f.Kr.
Et andet eksempel på, hvordan elever udnytter lærerens manglende situationsfornemmelse til at få højere karakter er, når der bliver læst op fra online opslagsværker som f.eks. Wikipedia, og læreren tror, at det er elevens egne ord.
