Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Psycho. Politikens Bo Tao Michaëlis har engang Jens Christian Grøndahl med Hitchcocks Norman Bates.
Foto: ASTRID DALUM

Psycho. Politikens Bo Tao Michaëlis har engang Jens Christian Grøndahl med Hitchcocks Norman Bates.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvorfor denne trang til at latterliggøre forfattere?

»Hvad er det mon, de anmeldere har brug for at komme af med?«, spørger Jens Christian Grøndahl.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Ingmar Bergman engang holdt åbne prøver, fik han blandt publikum øje på en kritiker, der i årevis havde forfulgt ham med sine konsekvent nedgørende og ondsindede anmeldelser.

Resolut gik Bergman hen og slog sin plageånd ned.

Han fortalte selv historien i en portrætudsendelse og tilføjede, at han spontant havde forudset to ting: at han ville få en dom i Stockholms Byret, og at den forslåede kritiker aldrig igen ville komme til at anmelde en Bergmanforestilling.

Begge forudsigelser viste sig at holde stik.

Så beregnende var Ib Michael ikke, da han langt om længe fik nok af at være et af yndlingsofrene for Lars Bukdahls skingre, sekteriske og personfikserede udfald.

Som den bløde dansker han er, nøjedes min kollega med i et indlæg på Gyldendals forfatterblog at love Weekendavisens anmelder bank, næste gang han så ham.

LÆS

Men allerede nu har tanken om en kritiker med sæbeøje fået lov at skygge for, hvad det egentlig var, der fik Ib Michael op i det røde felt.

I en kommentar her i avisen 18.2. bliver han taget i skole af oldermanden for Litteraturkritikernes Lav, Mai Misfeldt:

»Jeg forstår godt, at det kan være ubehageligt for en forfatter at få en dårlig kritik«, skriver hun indlevet. »Men det er nu engang vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk«.

Det er ret svært at være uenig i denne selvindlysende konstatering. Det er Ib Michael heller ikke. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal forstå ved ’kritik’.

Oldermanden har et bud: »En litteraturkritikers læsning er et tilbud om en tolkning og en vurdering af et givent værk«. Det lyder godt. Hvilken forfatter ville ikke sige ja tak til tilbuddet?

Sagen er bare, at det hverken er tolkningerne eller vurderingerne af hans værker, der har fået Ib Michael til at koge over.

Det er den tilbagevendende personlige tilsvining i Bukdahls skriverier.

Og Ib Michael er ikke den eneste, der har måttet undre sig over den hadefulde ihærdighed. Det samme har Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Katrine Marie Guldager og jeg selv for blot at nævne nogle få.

Selv om Bukdahl vist aldrig har anmeldt en bog af mig, gør han sig store anstrengelser for med jævne mellemrum at nedgøre mig som sit fremmeste ’hadeobjekt’, som han skriver.



At en enkelt kritiker gør det til sit varemærke at gå efter manden i stedet for bogen burde ikke i sig selv udløse hverken aviskommentarer eller for den sags skyld øretæver.

Problemet er da heller ikke så meget Bukdahl som den tendens, han repræsenterer, og som gør sig gældende såvel hos kritikere som redaktionelt.

Der er jo tale om en udskridning mod det ekstreme og bizarre, når Weekendavisen vælger at spendere så meget spalteplads på en så perifer og forkrampet skikkelse med et litteratursyn, der er så smalt, esoterisk og missionerende.

Og når redaktionen ydermere billiger, at udgydelserne får karakter af personlig hetz, behøver man ikke at være part i sagen for at se det som en forfaldstilstand.

Eller hvad, Mai Misfeldt?

Var det kun et spørgsmål om Weekendavisen, der til trods for sin imposante selvforståelse jo har en ret begrænset udbredelse, kunne man som forfatter sikkert slå sig til tåls med »vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk«.

Men der er langtfra tale om en enlig svale på slingrekurs.

I de senere år har dagbladskritikken generelt bevæget sig væk fra »tilbud om en tolkning og en vurdering af et givent værk«.

I stedet ser man stadig oftere, at anmelderne svigter den opgave, der ligger i at karakterisere en bog og dens tematiske og kompositoriske intentioner, til fordel for et motivforskende, til tider ligefrem inkriminerende skudsmål af forfatteren som menneske.

Da min forrige roman skulle anmeldes, fandt Erik Svendsen anledning til at betro Jyllands-Postens læsere, at jeg skulle have »et blakket ry«.

I Weekendavisen blev min personlighed af Leonora Skov karakteriseret som »sært tvangspræget«, og Erik Skyum-Nielsen citerede i Information unavngivne kilder for at ønske mig »en tagsten i hovedet«.

Måske oldermanden kan forklare mig det tekstkritiske perspektiv?

Som forfatter står man imidlertid ikke kun for skud i anmeldelserne af sine bøger.

Ved et offentligt arrangement blev jeg af Politikens Bo Tao Michaëlis sammenlignet med psykopaten Norman Bates i Hitchcocks ’Psycho’.

Enhver forfatter kan skrive under på, hvad Søren Ulrik Thomsen forleden sagde til Politikens interviewer i anledning af sin nye digtsamling: »Man skal vist være en stor buddhist for at føle sig hævet over det«.

Thomsen hentydede til anmeldelserne, men også i klummer eller i holdningen hos de journalister, der interviewer én, risikerer man at blive mødt med fordomsfuld foragt eller inkvisitorisk mistænkeliggørelse, blot fordi man er den, man er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS INTERVIEW

For nogle år siden indledte DR’s Lene Bredsdorff et radiointerview ved at holde portrætfotoet på min bog op foran mig og spørge, om jeg ville købe en brugt bil af dén mand.

Det var egentlig bare romanen, jeg var kommet i studiet for at tale om.

Både Søren Ulrik Thomsen, Ib Michael og andre kolleger vil formentlig nikke genkendende, når jeg tilføjer, at det for visse skribenter tilsyneladende er lige meget, hvad jeg skriver, fordi jeg på forhånd mangler »street credibility«, som Politikens Mikkel Bruun Zangenberg formulerede sig om mig i sin anmeldelse af min seneste bog.

LÆS ANMELDELSE (4 hjerter)

Hvad er det mon, de anmeldere og litteraturjournalister har sådan brug for at komme af med?

Hvorfor denne trang til ustandselig at overskride grænsen mellem kritik af værkerne og latterliggørelse, miskreditering eller lodret nedrakning af personerne bag?

Hvad er det for en slags behov, de smigrer og fodrer hos deres læsere?

Personlige angreb kan være på deres plads, når det gælder magthavere, der enten er folkevalgte eller på anden vis er blevet betroet med myndighed over ting og sager, der griber ind i borgernes liv.

Men i modsætning til dem står forfatteren ubeskyttet i offentligheden, uden et parti, en institution eller et embedes autoritet i ryggen.

Egentlig har man slet ikke noget at stå til ansvar for, medmindre éns bog er injurierende over for navngivne personer, og når angrebene bliver direkte krænkende, bevæger kritikken sig langt ud over »vilkåret, når man synes, verden skal forholde sig til ens værk«.

Hvis det gentager sig for hver udgivelse og også mellem bøgerne, helt uden anledning, som det er tilfældet med Lars Bukdahl i forhold til Ib Michael, kunne man indimellem godt tænke sig, at forlæggeren kom én til undsætning.

Ikke kun ved at ringe med et trøstende ord, men også ved offentligt at gå i brechen for én. Der er imidlertid ingen hjælp at hente for Ib Michael.

Adspurgt af Politiken udtaler chefen for Gyldendals skønlitterære redaktion blot, at han ikke synes, »det er vores opgave at censurere eller pille ud eller sige, det må I ikke.

Men det er selvfølgelig rart, at folk holder en pæn omgangstone, også her«, fortsætter Johannes Riis. »Det håber jeg da vil være tilfældet fremover«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Det er ikke Lars Bukdahl, han taler om. Det er Ib Michael. Forfatteren til et stort, litterært markant og meget elsket forfatterskab, som Gyldendal har nydt godt af, og som derfor nok var en reaktion værd, når han i årevis og systematisk bliver udsat for personlig hån.

Riis plejer jo ellers ikke at være bleg for at revse gud og hvermand i sin årlige tale ved receptionen i Klareboderne.

Hvor kritikeren skejer ud i personhetz, og forlæggeren tier, burde litteraturredaktøren for skams skyld leve op til sin titel frem for som et andet redaktionsbud blot at distribuere de indkomne frieksemplarer.

Det ville ikke være noget anslag mod ytringsfriheden, hvis redaktørerne rundt om påtog sig at sikre den høje standard for »tolkning og vurdering af et givent værk«, som kritikernes oldermand plæderer for.

Ikke kun for forfatternes, men også for de undrende læseres skyld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden