»Næste gang bliver det for at bryde blokaden mod palæstinenserne i Libanon, at verden vil sende frihedsskibene«, udtalte den libanesiske premierminister, Saad Hariri, i parlamentet for et par uger siden, inden han måtte acceptere et nederlag for lovforslaget, der skulle ophæve årtiers diskrimination mod landets 350.000 palæstinensere. Selv dette mislykkede forsøg kom kun, fordi libaneserne, ligesom resten af araberne, var gået i overgear i protest mod Israels angreb mod det tyrkiske skib, der var på vej til at bryde Israels blokade mod Gaza. Alt imens Libanons egne palæstinensere er låst inde i forfærdelige flygtningelejre, udviste det officielle og folkelige Libanon ingen tilbageholdenhed i deres solidaritet over for lidende palæstinensere i Gaza.
Palæstinenserne lever i kummerlige forhold
Libanons palæstinensere har siden borgerkrigens afslutning i 1990 været tvunget til at tilbringe livet i forfærdelige slumkvarterer uden adgang til arbejdsmarked, boligmarked eller sygeforsikring.
Libanon er langt fra at være det eneste arabiske land, der udviser denne særlige form for skizofreni: endeløs, retorisk kærlighed for Palæstina, ringeagt og diskrimination over for palæstinenserne.
Overalt i den arabiske verden har palæstinenserne igennem årtier kunnet opleve kontrasten mellem fine ord om Palæstina og hverdagshandlinger, der har sørget for, at palæstinenserne har levet som andenrangsmennesker. Mens Libanon afviste at ophæve gamle diskriminatoriske regler mod palæstinenserne, igangsatte den jordanske regering en kampagne for at afskaffe jordansk statsborgerskab for jordanere med palæstinensisk oprindelse.
