Den gode nyhed fra det netop overståede klimatopmøde i Durban er, at EU, Norge og Schweiz blev enige om at tage en ny periode med Kyotoprotokollen, og at Kina, Indien og USA nu har accepteret en køreplan for, hvornår der skal indgås en global, juridisk aftale om reduktion af drivhusgasser i atmosfæren. Den dårlige nyhed er, at køreplanen giver verdens store forurenende lande ni år mere til at blive enige om, hvor meget de hver især skal reducere udledningen af drivhusgasser.
Det er alt, alt for lang tid med den hast, som klimaforandringerne udvikler sig i. Hvis vi ikke knækker kurven for den globale udledning af drivhusgasser inden 2015, betyder det med sikkerhed, at vi må vinke farvel til muligheden for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader.
