Professor Niels Kærgård, hvad er din kommentar til Politikens kortlægning (se nederst, red.) af 2011-valgets nyvalgte politikere? »Tendensen er endnu tydeligere end i den kortlægning, jeg selv lavede efter 2007-valget. Vi ser en ny politikertype slå igennem, som går direkte fra eksamensbordet på statskundskab og ind i det politiske liv. Folketinget er i dag domineret af professionelle politikere uden erhvervserfaring. I gamle dage var ’levebrødspolitiker’ et skældsord. Nu lever et flertal af politikerne af politik stort set hele livet. Og det bliver mere og mere udbredt«. Men er det da ikke fint, at vi får kvalificerede, veluddannede politikere? »Hovedproblemet er, at hvis politik er dit levebrød, så bliver det svært – selv når det er nødvendigt – at træffe upopulære beslutninger, der udfordrer vælgerne. En 45-årig politiker med en halvfærdig samfundsvidenskabelig uddannelse, som har været i politik hele sit liv, tør sjældent indtage et standpunkt, som afviger fra det, der afspejler sig i fokusgrupperne. For hvad nu, hvis han ikke bliver genvalgt?«. Siger du, at tendensen til stadig yngre nyvalgte politikere er et demokratisk problem? »Ja, jeg synes, det er et problem, at politikere ikke tør sige deres partiledelser og vælgere imod – det ses i de store partier«.
Men er levebrødspolitikere nyt? Har det ikke altid været sådan, at politikere gerne vil genvælges? Taburetklæberi? »Jo. Men tidligere var der masser af eksempler på politikere, der stod fast på et synspunkt, selv om det var upopulært. De store partier tør ikke lave upopulære indgreb. Erling Olsen blev engang spurgt, hvorfor han turde indtage upopulære holdninger. »Er du modigere end andre«, spurgte en journalist. »Nej, men jeg har en bedre pensionsordning«, var svaret. De ’nye’ politikere har få muligheder uden for politik«.
