Sexskandalerne i den katolske kirke er i de seneste dage eksploderet i Danmark. Samtidig vokser anklagerne mod pave Benedikt XVI for at have medansvar for sexmishandling eller tilsløring heraf. Den voldsomme opmærksomhed i medierne omkring dette tragiske og åbenbart fascinerende fænomen rejser spørgsmålet, om der er tale af elementer af kirkekamp og en antikatolsk hadekampagne.
Flere forhold taler for, at denne voldsomme og til tider helt disproportionale eksponering af seksuelle overgreb mod børn og unge faktisk har rod i en kirkestrid, der især præger samfund, hvor gamle konfrontationer mellem katolikker og protestanter har været levende helt op i vor tid. Og meget taler for, at der faktisk ikke forekommer flere overgreb mod børn og unge i den katolske kirke end i de omgivende samfund, selv om datamaterialet er tyndt. Krisen rummer stærke elementer af en flere hundrede år gammel religiøs strid. Det er meget sigende, at de seneste 20-25 års bølge af udstilling af seksuelle overgreb i den katolske kirke er indledt med ’skandaler’ først i USA, så i Irland. I begge disse lande har den katolske kirke i århundreder stået i en dramatisk konfrontation med omverdenen. Irlands historie er i helt enestående og smertelig grad præget af et opgør mellem katolske irere og protestantiske/anglikanske irere og englændere. Nu følger en række mindre ’skandaler’ i Tyskland og Skandinavien. Der er alvorlig risiko for proportionsforvrængning under de heftige mediestorme, der ruller frem med en egen indre dynamik. Netop fordi kampagnerne henter næring fra meget gamle lag af forestillinger og fjendebilleder, synes fascinationen større, og den katolske kirke fremstår som befolket af hyklere og sexforbrydere. Men samtidig er skandalebølgen båret frem af en ’moralsk panik’ omkring pædofili mere generelt. Moralsk panik er en sociologisk betegnelse på de ’tidevandsbølger’ af følelser af frygt, risiko, panik og kollektiv paranoia, der med jævne mellemrum skyller ind over samfundet. Bølger, der fokuserer opmærksomheden mod netop de steder, temaer eller grupper i befolkningen, som er fokus for mediernes eller politikernes skiftende optikker. Især temaer med seksuelt indhold er egnet til at udløse disse tidevandsbølger. Pædofiliens moralske panik har fået næring af to moderne forhold: den omfattende brug af psykologiske terapier af mange arter og internettets mulighed for både at organisere pædofiligrupper og distribution af børneporno og myndighedernes mulighed for at afsløre sådanne netværk. At børn er forsvarsløse og uskyldige ofre for forfærdende forbrydelser, gør det umådelig svært at stå op imod den voldsomme bølge af forargelse over pædofili eller det meget uklart afgrænsede felt af seksuel forulempelse af børn og unge, der ofte kaldes ’pædofili’ i medierne. I disse dage og uger angribes også pave Benedikt. For mange katolikker fremstår det som et forsøg på helt afgørende at knække den katolske kirkes autoritet. Forsøget kan mistænkes for at udgå fra det værdimæssige opgør, som den katolske kirke og mange andre kristne kirker i disse år står i omkring abort og homoseksualitet. Beskyldningerne mod paven forekommer særdeles indirekte og ganske tvivlsomme. Anklagerne fremkommer, samtidig med at pave Benedikt i et paveligt brev til de irske katolikker for fjorten dage siden kom på banen i denne dramatiske strid. I Irland offentliggjorde flere undersøgelseskommissioner for få måneder siden rapporter, der omtaler overgreb mod tusinder af børn og unge begået af katolske gejstlige over en periode på 70 år.
