»Den katolske kirke er offer for moralsk panik«

Sexskandalerne i den katolske kirke er i de seneste dage eksploderet i Danmark. Samtidig vokser anklagerne mod pave Benedikt XVI for at have medansvar for sexmishandling eller tilsløring heraf.

Den voldsomme opmærksomhed i medierne omkring dette tragiske og åbenbart fascinerende fænomen rejser spørgsmålet, om der er tale af elementer af kirkekamp og en antikatolsk hadekampagne.

Flere forhold taler for, at denne voldsomme og til tider helt disproportionale eksponering af seksuelle overgreb mod børn og unge faktisk har rod i en kirkestrid, der især præger samfund, hvor gamle konfrontationer mellem katolikker og protestanter har været levende helt op i vor tid. Og meget taler for, at der faktisk ikke forekommer flere overgreb mod børn og unge i den katolske kirke end i de omgivende samfund, selv om datamaterialet er tyndt.

Krisen rummer stærke elementer af en flere hundrede år gammel religiøs strid. Det er meget sigende, at de seneste 20-25 års bølge af udstilling af seksuelle overgreb i den katolske kirke er indledt med ’skandaler’ først i USA, så i Irland. I begge disse lande har den katolske kirke i århundreder stået i en dramatisk konfrontation med omverdenen.

Irlands historie er i helt enestående og smertelig grad præget af et opgør mellem katolske irere og protestantiske/anglikanske irere og englændere. Nu følger en række mindre ’skandaler’ i Tyskland og Skandinavien. Der er alvorlig risiko for proportionsforvrængning under de heftige mediestorme, der ruller frem med en egen indre dynamik. Netop fordi kampagnerne henter næring fra meget gamle lag af forestillinger og fjendebilleder, synes fascinationen større, og den katolske kirke fremstår som befolket af hyklere og sexforbrydere.

Men samtidig er skandalebølgen båret frem af en ’moralsk panik’ omkring pædofili mere generelt. Moralsk panik er en sociologisk betegnelse på de ’tidevandsbølger’ af følelser af frygt, risiko, panik og kollektiv paranoia, der med jævne mellemrum skyller ind over samfundet. Bølger, der fokuserer opmærksomheden mod netop de steder, temaer eller grupper i befolkningen, som er fokus for mediernes eller politikernes skiftende optikker. Især temaer med seksuelt indhold er egnet til at udløse disse tidevandsbølger.

Pædofiliens moralske panik har fået næring af to moderne forhold: den omfattende brug af psykologiske terapier af mange arter og internettets mulighed for både at organisere pædofiligrupper og distribution af børneporno og myndighedernes mulighed for at afsløre sådanne netværk.

At børn er forsvarsløse og uskyldige ofre for forfærdende forbrydelser, gør det umådelig svært at stå op imod den voldsomme bølge af forargelse over pædofili eller det meget uklart afgrænsede felt af seksuel forulempelse af børn og unge, der ofte kaldes ’pædofili’ i medierne. I disse dage og uger angribes også pave Benedikt. For mange katolikker fremstår det som et forsøg på helt afgørende at knække den katolske kirkes autoritet. Forsøget kan mistænkes for at udgå fra det værdimæssige opgør, som den katolske kirke og mange andre kristne kirker i disse år står i omkring abort og homoseksualitet.

Beskyldningerne mod paven forekommer særdeles indirekte og ganske tvivlsomme. Anklagerne fremkommer, samtidig med at pave Benedikt i et paveligt brev til de irske katolikker for fjorten dage siden kom på banen i denne dramatiske strid. I Irland offentliggjorde flere undersøgelseskommissioner for få måneder siden rapporter, der omtaler overgreb mod tusinder af børn og unge begået af katolske gejstlige over en periode på 70 år.

Anklagerne omfatter kendte irske katolske ledere og store institutioner. I sit brev til sine irske trosfæller gør paven meget ud af kirkens ansvar over for ofrene og lover dem kompensation.

Men pavebrevet lyser naturligt nok også af bekymring for den katolske kirkes status i Irland og er præget af forsøg på at opmuntre og styrke irske katolikker. Herunder påkaldes den irske helgen sankt Oliver Plunkett, en romerskkatolsk biskop, der i 1681 blev offer for engelsk forfølgelse, hængt og sat på hjul og stejle efter at være dømt ved en standret, da ingen lovformelig retsinstans ville dømme ham.

Paven får indirekte tilkendegivet, at både hans irske trosfæller og han selv er ofre for en næsten tilsvarende forfølgelse. Skandalebølgen om sexovergreb i den katolske kirke startede i USA i 90’erne med visse forløbere i 80’erne. I slutningen af 90’erne blev 700 katolske præster afskediget i løbet af kun tre år.

Og erfaringerne fra mere end tyve år med sådanne skandaler er her blevet analyseret og fortolket mere grundigt, end det hidtil er sket i Europa, blandt andet af den amerikanske religionsforsker, professor Philip Jenkins, Pennsylvania State University.

Undersøgelser i to amerikanske bispedømmer synes at vise, at antallet af bekræftede overgreb vedrører omkring 1,7 procent af præsterne. Antallet af anklagede er det dobbelte. Næsten alle overgreb er rettet mod postpubertære unge. Egentlige pædofile overgreb mod præpubertære børn udgør formentlig få promille.

Her er tale om niveauer, der formentlig ikke overstiger, hvad der gælder for befolkningen i øvrigt, hvor seksuelle overgreb mod børn og mindreårige især begås af familiemedlemmer eller andre ofret nærtstående.

Den katolske kirke i Danmark er havnet i en ekstremt udsat position over for den antipædofile tidevandsbølge af moralsk panik. I forvejen har tidevandsbølgen på problematisk vis udhulet retssikkerheden for enhver, der er blot under mistanke.

De sager, der nu har ført til øjeblikkelig suspension af to katolske præster herhjemme, er tilsyneladende forældede efter dansk lovgivning og eksisterer kun i kraft af anonyme anklager, som ikke har været udsat for retslig prøvelse. At blive suspenderet på en sådan mistanke vil ofte være helt ødelæggende for den mistænktes anseelse og livsgerning. Og styrke omverdenens billede af udskejelser i kirken.

Men det er værd at notere, at den første sag, der udløste dette, var rejst af en anonym anklager, der efter et terapiforløb var blevet overbevist om, at hans tilværelse for 30 år siden var spoleret, fordi en præst havde befølt hans inderlår, da han var 13 år, og efter at samme præst »flere år senere« – da den pågældende åbenbart var mindst 16 – havde haft sex med den unge mand.

Den tidligere ’messedreng’ havde ikke selv tidligere rejst anklager mod præsten. Sagens offentliggørelse førte imidlertid til en ny anklage mod denne præst og en anklage mod en anden præst. Alle sager synes at være meget gamle (20-30 år) og formentlig alle forældede efter dansk ret. Men den katolske kirke i Danmark føler sig vel tvunget til at anmelde de pågældende til politiet og ’fritstille’ dem under undersøgelserne.

I kirkens egen beredskabsplan har man forpligtet sig til at anmelde eller medvirke til at anmelde klager, der ikke er ’åbenbart ubegrundede’. Ikke særlig betryggende inden for et felt af anklager, hvor man ikke så sjældent finder helt ubegrundede, men vanskeligt gennemskuelige sådanne, hvor den angiveligt forulempede for eksempel under terapi har ’genvundet erindring’ om et overgreb.

Risikoen er – ud over vanærelse af uskyldige – at vi faktisk havner i en genopstået kirkekamp med endnu mere uforsonlige opgør om tro og ateisme og om abort og homoseksualitet, end dem vi allerede kender. Prisen for proportionsforvrængning og fordomsfulde skabeloner kan blive tab af tolerance og dyrebare kulturelle værdier.