Kulturkæmper. »Kulturkampen er da ikke noget, vi bare kan lægge bag os. Vi står midt i den«, siger Søren Pind.
Foto: MARTIN LEHMANN

Kulturkæmper. »Kulturkampen er da ikke noget, vi bare kan lægge bag os. Vi står midt i den«, siger Søren Pind.

Debat

Søren Pind: »Kulturkampen slutter aldrig«

Kulturkampen er vigtigere end nogensinde, lyder det fra Søren Pind (V).

Debat

Kulturkampen. Ordet forsvandt ud af VK-regeringen sammen med Anders Fogh Rasmussens exit i 2009.

Og forklaringen har finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og kulturminister Per Stig Møller (K) allerede givet i denne avis: De borgerlige har vundet kulturkampen over de kulturradikale og venstreorienterede.

PER STIG

CLAUS HJORT

Men nu insisterer landets nye integrationsminister, Søren Pind (V), på en revitalisering af den borgerlige kulturkamp:

»Kulturkampen er da ikke noget, vi bare kan lægge bag os. Vi står midt i den. Ligesom den amerikanske politolog Francis Fukuyama tog fejl, da han i starten af 1990’erne sagde, at historien var slut med Murens fald, kan borgerlige slet, slet ikke sige, at kampen er vundet. Der skal stadig kæmpes. Med ord. Kultur er vigtigere end kontanthjælp. Og der er lang vej«.

FUKUYAMA

Så Claus Hjort tager fejl?

»Det kan da godt være, at vi har vundet dele af kulturkampen, men den slutter jo aldrig. Så længe der foregår tvangsægteskaber og æresdrab, og så længe jeg i en samtale med en velintegreret muslim har meget svært ved at få ham til at sige ’nej, vi skal ikke indføre sharialovgivning i Danmark’, som jeg oplevede i går, så længe skal der være en diskussion«.

Hvor originalt er det at kickstarte indvandrerdebatten – igen igen igen? Vi har jo debatteret det her i mere end ti år, skulle det virkelig være en ’ny’ kulturkamp?

»Problemerne er der jo stadig. Se bare på kvindekrisecentrene, hvor halvdelen er af anden etnisk herkomst. Det kan godt være, at nogen i den politiske korrektheds navn helst ikke vil tale om det. Men de kvinder kan man da ikke svigte, bare fordi vi sidder her velnærede og borgerliggjorte og kan erklære, at kvindekampen i Danmark i øvrigt er gået godt, vel? Her bliver ord vigtige«.

Sparker du ikke åbne døre ind? Der har jo bredt sig en konsensus i indvandrerpolitikken fra højre til venstre?

»Nej! Jeg noterer mig, at folk flippede ud over, at jeg forleden fik sagt, at det må være naturligt, at indvandrere bliver danske. De har jo ikke fattet en brik af, hvad vi har diskuteret i 30 år. ’Nu vil Pind have, at indvandrerne skal knæle for fadøl, fodbold og Fjällräven’, siger man. Det er da fornærmeligt mod en tusind år gammel kultur, at det er det, folk tænker. Kulturløsheden er i dag en langt større fjende end kulturradikalismen«.

Liberalisten ind fra kulden
Søren Pind var op igennem 00’erne klassens flabede dreng, der konstant blev sendt uden for døren, fordi han kom med liberalistiske forslag, der irriterede Venstres ledelse.

Fogh var rasende, og Claus Hjort fastslog, at han aldrig lyttede til budskaber fra Søren Pind, der »har taget fejl i syv år«. Men nu er Pind pludselig regeringens kulturkæmper i front.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er Venstre gået i din liberalistiske retning?

Lad mig gøre den indrømmelse, at de borgerlige tabte noget i Foghs opgør med smagsdommerne



»Sandheden er, at Fogh brændte fingrene på sin bog ’Fra socialstat til minimalstat’ og blev så forhippet på at bevise, at det i hvert fald ikke var noget, han gik ind for, at han trak sig helt tilbage. Det problem har Løkke ikke. Løkkes projekt er at omstrukturere den offentlige sektor, så det enkelte menneskes individuelle ønsker bliver langt mere fremtrædende end for 15-20 år siden. Som et opgør med den socialdemokratiske kollektive, maskinelle tilgang«.

Det lyder som et ’ja’ til, at VK er slået ind på en mere liberalistisk kurs?

»Selvfølgelig er det udtryk for en evolution i det liberale Venstre. Designerpolitikken har haft sin tid, og vi er på vej ind i en tid, hvor politikere skal være mere holdningsorienterede. Samtidig tror jeg, at den form for liberalisme – åndsfrihed og individorienterethed – som kendetegner Løkke, passer til tiden. Og man er nødt til at lade ordene kæmpe«.

Og du skal lade ordene kæmpe?

»Min rolle er mest af alt et symptom på en forandring, hvor politikeres mulighed for at styre udviklingen gennem love bliver formindsket, mens det at flytte holdninger bliver bærende. Det stiller nogle af mine kolleger i en meget svær situation«.

Der er ingen modstander

Søren Pinds frustration er fraværet af fjender med intellektuelt format. »Tænk dig: Efter Anden Verdenskrig sad nogle økonomer med Jens Otto Krag i spidsen og lavede fremtidens Danmark, som kørte på en snor i 50 år. Fantastisk! Men hvad vil de nu? Vi aner det ikke«. »Da Cæsar sejler ind til Egypten, bliver han modtaget af den egyptiske Farao, og hen til Cæsar bliver bragt en klukke. Op af krukken hiver Cæsar Pompeius’ hoved og bryder sammen i gråd. Hvorfor? Fordi han har mistet sin største fjende. Jeg genkender følelsen. En stærk intellektuel debat forudsætter kvalificerede modspillere. Men det har vi ikke, det er forstemmende og ærgerligt, for det er ud af meningsbrydningerne, at fremtidens Danmark vokser frem. At tro på, at en borgerlig opinion skulle kunne etablere en fælles konsensus, det er misforstået«. Jamen, regeringen er nedslidt, meningsmålingerne elendige og venstreorienterede holdninger står stærkere end nogensinde. Det ligner jo situationen før valget i 2001 – bare med omvendt fortegn, ikke?





»Nej, for da vi kom til magten i 2001, havde vi da et projekt. En plan. Ideer. Men hvad har oppositionen? Intet. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvad det socialdemokratiske projekt går ud på. Derfor er jeg overbevist om, at hvis det ulykkelige skulle ske, at vi tabte regeringsmagten, vil det blive for en kort periode«. Fordi I sidder på den intellektuelle debat?»Jeg synes hele tiden, at jeg diskuterer med Ralf Pittelkow eller David Gress eller Mikael Jalving eller Katrine Winkel Holm. Det er muligt, jeg sætter kikkerten for mit blinde øje. Men jeg kan ikke se de intellektuelle, der kan udlægge den socialdemokratiske samfundsvision, så jeg tænker: Nej, hvor fedt – her står jeg, der står du, og vi får en meningsfuld diskussion, der bringer samfundsdebatten videre«. Så borgerlige meningstyranner har sat sig tungt på meningsmonopolet? »Lad mig gøre den indrømmelse, at de borgerlige tabte noget i Foghs opgør med smagsdommerne. Det var ikke Foghs mening, men opgøret blev af mange opfattet, som om vi ikke accepterede, at nogle mennesker faktisk ved noget om noget, og at vi alle er eksperter. Det har nok bidraget til vulgariseringen af debatten og til en antiintellektuel stemning«. Summa summarum: I sejrede alligevel og er selv skyld i manglen på modstand?»Nej, kulturkampen slutter aldrig, og det kan aldrig blive de borgerliges ansvar, at modstanderne ikke kan etablere et intellektuelt modspil«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da vi kom til magten i 2001, havde vi da et projekt. En plan. Ideer. Men hvad har oppositionen? Intet.













  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce