Udskiftning. Claus Hjort Frederiksen mener ikke, at regeringens ministre er trætte. Men hvis nogen i regeringen skulle blive rigtig, rigtig trætte, så sidder der nok en på bænken, der kan træde ind i stedet for, som han siger.  Foto: Per Folkver

Udskiftning. Claus Hjort Frederiksen mener ikke, at regeringens ministre er trætte. Men hvis nogen i regeringen skulle blive rigtig, rigtig trætte, så sidder der nok en på bænken, der kan træde ind i stedet for, som han siger. Foto: Per Folkver

Debat

Claus Hjort: Vi vandt kulturkampen

Danskerne er blevet mere borgerlige under ni års VK-regering, mener chefideologen.

Debat

Missionen er lykkedes for den borgerlige regering.

Danskernes holdninger er siden 2001 blevet trukket markant i borgerlig retning, og dermed kan Venstre og Konservative – godt støttet af Dansk Folkeparti – på 9-års fødselsdagen med tilfredshed læne sig tilbage i sædet og konstatere, at de fik gjort nationen mere borgerlig.

Sådan lyder evalueringen af de seneste ni år fra Venstres Claus Hjort Frederiksen.

»Vi har haft fat i nogle meget fundamentale ting. Det gælder kampene for ytringsfriheden og religionsfriheden, og det gælder princippet om, at når man kommer til Danmark, så skal man yde, før man kan nyde. Og når jeg kigger på det politiske spektrum, så er meget gået i borgerlig-liberal retning. Socialdemokraterne og SF’erne bevæger sig rigtig meget over i vores retning. Meget af den politiske debat finder sted på borgerlig-liberale præmisser«, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han er finansminister og en af de seks nuværende ministre, der har været med på holdet, siden Anders Fogh Rasmussens første regering troppede op på Amalienborg Slotsplads 27. november 2001.

Som en af Foghs nærmeste allierede, og Løkkes ditto i dag, har Claus Hjort Frederiksen gennem årene indtaget en helt central rolle i midten af maskinen, og hans indflydelse har givet ham prædikatet ’chefideolog’ i årtusindets første regering.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg bliver mere og mere kampivrig, jo mere jeg hører til Villy og Helle



Det var dog Anders Fogh Rasmussen selv, der efter sit første år i nationens chefstol formulerede det overordnede mål for lederskabet:

»Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«, sagde Fogh til Weekendavisen i januar 2003.

Kort efter ledte regeringen Danmark i krig i Irak og forsvarede de følgende år ytringsfriheden så aktivt under Muhammedkrisen, at danske ambassader blev sat i brand i Mellemøsten.

Men hvor mener Claus Hjort, at værdidebatten helt konkret har givet borgerlig gevinst?

»Jeg tænker for eksempel på de udlændingepolitiske stramninger. Og jeg tænker på det frie valg, som vi har sikret. Her kan jeg stadig mærke, at der er krampetrækninger hos gamle socialister, som synes, at der kun skal være ét tilbud til befolkningen, og det skal være det offentlige tilbud. Men de må erkende, at det er ikke er gangbar politik mere. De erkender realiteterne, nemlig at folk ønsker at kunne vælge mellem nogle ting. På den måde har vi sat den værdipolitiske dagsorden, for ellers ville de jo snakke om noget helt andet«.

Har I ikke bare været dygtige til at lægge jeres politik efter det, som de afgørende midtervælgerne vil have?

»Nej. Hele diskussionen om, at vi har indrettet os efter vælgerne, er simpelthen ikke rigtig. Vi har valgt en række emner, som er helt centrale for danskerne. Det ene er skat, det andet er en stram og fair udlændingepolitik, det tredje er frit valg, som mest markant er indført på sygehusene. De temaer har vi ikke valgt for at finde på noget, der kunne tiltrække vælgere, men fordi vi har villet gennemføre liberal, borgerlig politik på de områder«.

Irakkrigen var en svær beslutning
Den mest omdiskuterede beslutning fra VK-regeringens levetid er deltagelsen i Irakkrigen.

Claus Hjort Frederiksen forsvarer den stadig, og det sker med en blanding af værdipolitiske og sikkerhedspolitiske argumenter.

»Jeg skal da ikke skjule, at det var den sværeste beslutning, jeg har været med til, at gå ind i Irakkrigen. At sende danske soldater ud i frontlinjen har store omkostninger for samfundet, men ikke mindst for de unge mennesker og deres familier. Nogen falder i kamp. Det er en utrolig svær beslutning, som vi også diskuterede rigtig, rigtig meget. Men vi havde en moralsk, solidaritetsmæssig international forpligtelse, og jeg er glad for, at Danmark aktivt tager del i det internationale sikkerhedsarbejde. Vi har fælles fjender i terroristerne, så selv om det var en svær beslutning, er jeg også tilfreds med, at vi har påtaget os et direkte ansvar sammen med en masse andre lande«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var vigtigt at beslutte at deltage i Irak og også i Afghanistan, og jeg mener stadig, at det er en rigtig beslutning, vi traf



Også i tilfældet Irak?

»Ja, jeg mener, det var en rigtig beslutning, at vi gik ind og ydede vores bidrag. Jeg tilhører jo en efterkrigsgeneration, der er præget af, at Danmark i 1960’erne og 70’erne puttede sig, når der var konflikter. Vi syntes altid, det var de andres problemer. Derfor har jeg været glad for, at vi også påtager os et meget direkte ansvar«.

Er du enig med dem, der siger, at Irakkrigen kommer til at stå som et af de største pejlemærker fra jeres regeringstid?

»Det var en vigtig ting. En stor ting. Det var vigtigt at beslutte at deltage i Irak og også i Afghanistan, og jeg mener stadig, at det er en rigtig beslutning, vi traf«.

Hvorfor tror du så, at befolkningen i så stor udstrækning synes, det har været forkert?

»Det tror jeg heller ikke, de synes. Jeg tror, at der er en bred accept af engagementerne i Irak og Afghanistan. Men det er også klart, at mange bliver frustrerede, når de hører om korruption, narko og terror. Og det er klart, at når tabstallene begynder at tikke ind, så gør det indtryk på os alle sammen, og så bliver folk frustrerede. Men jeg synes, at danskerne har vist en stor opbakning til det her«.

En større offentlig sektor
Der bruges i Danmark i år 74 milliarder kroner mere på offentlig velfærd, end der gjorde i 2001.

Udgifterne boomede op gennem de glade 00’ere, indtil krisen ramte, og det har efterfølgende udløst kritik af regeringen for at have tilladt den offentlige sektor vokse mere, end de økonomiske planer lagde op til.

Har I passet jeres job som borgerlig regering godt nok, når I lod det ske?

»Jeg ved godt, at en traditionel liberal opfattelse er, at hvis det private skal have det godt, så skal det gå ud over det offentlige. Men jeg mener, at vores samfund har vist, hvor afhængige vi er af hinanden. Forudsætningen for, at private virksomheder fungerer godt, er en velfungerende offentlig sektor, hvor man kan få passet sine børn og blive hurtigt behandlet på sygehuset, så man kan komme tilbage på arbejde. Derfor ser jeg ikke den der klassiske modsætning mellem den offentlige sektor og den private sektor«.

Men den offentlige sektor er blevet meget stor i jeres tid.

»Ja, jeg må erkende, at den offentlige sektor beslaglægger den højeste del af bruttonationalproduktet i danmarkshistorien. Men med genopretningspakken kommer vi ned på 27 procent af bruttonationalproduktet i 2015. Vi har hele tiden styret efter 26,5 procent, så vi er ved at være tilbage på målet. Der er jo en grænse for, hvor meget den offentlige sektor kan beslaglægge. Vi har mistet 180.000 arbejdspladser i den private sektor, siden krisen startede, og det er gået frem med ansættelser i det offentlige. Det kan jo ikke fortsætte. Vi skal leve af det, der produceres privat, og vi kan ikke blive ved at tage en større og større del af kagen i det offentlige«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hele diskussionen om, at vi har indrettet os efter vælgerne, er simpelthen ikke rigtig.



Hvad skal der så ske fremover?

»Nu skal de offentlige udgifter holdes i ro, og den videreudvikling, der skal komme i den offentlige sektor, skal komme af, at vi udnytter pengene bedre og smartere. Fælles indkøb og bedre administration. Den dyreste kommune bruger 100.000 kr. per elev. den billigste bruger op mod 50.000, og der er ikke den sammenhæng, at de, der bruger flest penge, får de bedste resultater. Vi skal blive bedre til afbureaukratisering og regelforenkling. Og så skal vi skabe mere konkurrence inden for det offentlige og i service- og byggeerhvervene. Det bliver melodien fremover«.

Er det grunden til, at I skal have en ny periode?

»Vi skal udnytte ressourcerne bedre. Hvis vi kan det, kan vi fortsat udvikle velfærden uden at bruge flere penge. På den politiske dagsorden oplever vi, at oppositionen foregiver, at vi bare kan fortsætte med at stifte gæld og hæve skatterne. Hvis de kommer til magten, så tror jeg, vælgerne vil få en lærestreg i, hvor hurtigt man kan løbe fra løfterne«.

Bliver det sværere for jer at føre valgkamp nu, fordi I har været vant til at regere i de gode år, hvor der var penge nok til skattelettelser?

»Krisen er jo et vilkår. Vi har haft et godt udgangspunkt til at tackle den, fordi vi var sluppet af med gælden og havde lav arbejdsløshed. Derfor har vi i dag frihedsgrader, som de andre lande ikke har. Vores ledighed er lav i forhold til de andre lande i Europa. Vi har forvaltet de gode år på en rigtig god måde«.

Skal udstråle friskhed
Når Megafon beder vælgerne pege på gode ting, samler vinderen kun støtte fra 35 procent. Der er ikke bred folkelig enighed om, at nogen af de ting, I har gjort, har været godt. Har I været gode nok til at være hele Danmarks regering og ikke kun det borgerlige Danmarks regering?

»Det må jeg sige. Når jeg ser det kæmpe løft på sundhedsområdet, på børne- og ældrepleje og på skoleområdet. Men jeg er da gammel nok i politik til at vide, at det er ikke sådan, at folk stemmer efter det, man har gjort. Det politiske liv er hele tiden indrettet på det fremadrettede. Men jeg bekræftes i, at der er en rigtig overvældende tilfredshed i befolkningen, når jeg ser undersøgelserne af brugertilfredsheden. De, der rent faktisk bruger den offentlige sektor, har en overvældende tilfredshed med den«.

Vil du anerkende, at der er en vis træthed og nedslidthed i regeringen efter ni år?

»Alle siger jo, at der er sådan en mekanisme. Jeg føler den dog ikke i regeringen. Der er et stort gåpåmod og vilje til at arbejde videre. Men jeg kan jo høre fra andre lande, at der sker noget efter en periode. Men altså, det er jo bare vores forbandede pligt at fremstå som den rigtige løsning for befolkningen. Det tror jeg nu også, statsministeren sørger for. Hvis nogen i regeringen skulle blive rigtig, rigtig trætte, så sidder der nok en på bænken, der kan træde ind i stedet for«.

Du er ikke bange for, at vælgerne dybest set bare er blevet trætte af jer?

»Nej. Og jeg kan mærke på mig selv, at jeg bliver mere og mere kampivrig, jo mere jeg hører til Villy og Helle«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce