Sørine Gotfredsen, du er ugift og har ikke børn, synes du, at idylliseringen af familien er et problem? »Ja, for man skaber en opfattelse af, hvad det optimale menneskeliv er, og en bestemt opfattelse af, hvilke rammer der skal til for, at man kan realisere sig selv som menneske og udfolde sin kærlighed. Når man idylliserer familielivet, så risikerer man at skabe et entydigt, smalt og fattigt billede af, hvad et menneske er«. Hvem er det, der idylliserer familien? »Det er først og fremmest dem, der selv lever i den. Der er en tendens til, at folk, der stifter familie, fremstiller det, som om det er nu, de har nået det egentlige i livet. Altså at man har nået en erkendelse af, hvem man er, og hvad formålet er med, at man er sat på jorden. Så der er en næsten frelst og selvdyrkende tone, der går på, at først når man har fået sit første barn, ved man, hvad livet går ud på. Det bliver fremstillet, som om de har set et større lys og nu ved, hvad det vil sige at elske. Men det er jo gennemskueligt, hvor meget navlebeskuelse og selvdyrkelse, der er indbygget i kernefamilien«. Vil det sige, at hvis man ikke selv har børn eller stifter familie, så bliver man set ned på?

»Ja, i nogle tilfælde, fordi der hos dem, der har børn, kan opstå en følelse af, at de har en højere indsigt end de, der ikke har børn. De mener, at man ikke har oplevet den der betingelsesløse kærlighed, og at man er på et lavere udviklingstrin, fordi man ikke har børn. Og at ens liv slet ikke er så meningsfyldt som deres«. Du lever ikke selv i en familie – oplever du, at dine venner og veninder opfatter dit liv som mindreværdigt i forhold til det liv, de lever med mand og børn? »Ja, men ikke over en bred kam. Men jeg har oplevet antydninger af, at jeg stadig lever et halvt liv. Selv folk, jeg har kendt i lang tid, kan udtrykke, at de dybest set stadig venter på, at der skal ske et eller andet i den retning. Og jeg synes jo, at jeg udfører en masse andre vigtige ting, men det er da rigtigt, at jeg ikke har fået børn«. Hvilke konsekvenser har idylliseringen af familien i en større sammenhæng? »Min største anke over for kernefamilien er, at kærlighedsbegrebet bliver for smalt, og vi skaber en etik, hvor man kan anse sig selv for at være en, der udretter nok, hvis blot man elsker sine allernærmeste. Det er helt i strid med kristendommen, hvor det handler om at drage omsorg for ethvert menneske, der har brug for det, og ikke kun dem, man går op og ned ad hver dag, og som bekræfter en i, hvem man er«. Så dyrkelsen af familieidealet strider mod kristendommen? »Ja, for ifølge kristendommen har familien ikke i sig selv særstatus eller højere værdi. Den skal være der som en del af livet, men i kristen etisk forstand er kærligheden til børnene ikke vigtigere end kærligheden til enhver anden, du møder, der har brug for dig lige nu. Det er langt væk fra den måde, vi opfatter familien på, for der er konsensus om, at kærligheden til børnene og tiden sammen med dem er vigtigere end alt andet. Der er sådan et ideal i dag, at hvis man bruger tid på sine børn, så er man næsten en helgen«.