En nyligt offentliggjort rapport om samfundets indsats over for alvorligt syge og døende patienter udarbejdet af Economist Intelligence Unit (EIU) placerede Danmark som nummer 22 ud af 40 lande. Tre østeuropæiske lande (Ungarn, Polen og Tjekkiet) lå bedre placeret end Danmark – ligesom de fleste øvrige vesteuropæiske lande. Den ellers højt berømmede danske velfærdsmodel fungerer tilsyneladende ikke optimalt for alvorligt syge og døende patienter. Det er der mindst seks årsager til:
Det siges, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Danskerne anfører også, at de er mere tilfredse med deres sundhedstilstand end andre europæere (selv om der findes undersøgelser, som antyder, at de faktisk er mindre sunde). En medfødt evne til at være lykkelig er beundringsværdig hos et folk, men den kan også føre til en vis magelighed og manglende selvkritik. I forbindelse med alvorlig livstruende sygdom, hvor døden i sidste ende bringer de menneskers stemmer til tavshed, som ellers ville kunne beklage sig over den mindre end optimale behandling, de modtog, mens de var i live, kan dette være problematisk. Den danske velfærdsstat giver indbyggerne en grundlæggende livskvalitet, som misundes af mange i den vestlige verden. Samtidig står følgende meget klart ud fra forskningen på området: Selv om Danmark er et dejligt sted at leve, er det bestemt ikke et godt sted at dø. Nu hvor problemet med pleje og behandling i livets afsluttende fase er blevet klart identificeret, vil danske politikere måske finde den kollektive vilje til at udbedre denne mangel i det danske velfærdssystem. I betragtning af, hvor succesrig den danske velfærdsmodel har været på andre områder, ville det være en skam – ja måske næsten skamfuldt – hvis de ikke gjorde det.
