Hvad har Gasolin’, Nick Cave, Beach Boys, Tom Waits, Lars Lilholt, Four Jacks og Ungdomshuset til fælles?
At de er blevet emner for en af tidens mest sælgende teaterformer: Teaterkoncerten. Og netop den utrolige spændvidde i, hvad der kan blive plads til under denne betegnelse, er måske en af forklaringerne på, at de i disse år sælger tusindvis af billetter. Men hvad er det, der gør teaterkoncerterne så tiltrækkende for såvel teatrene som publikum? Nyt og gammelt Et svar kunne være, at det er noget nyt. At teaterkoncerter er en ny måde at kombinere (populær-)musik, sceneri, ageren og flow på. Det er også sandt – og så alligevel ikke. For den første teaterkoncert i den form, de nu optræder, kom allerede i 1994 med Dr. Dantes Gasolin’-forestilling. Den regner den ene ophavsmand, Nikolaj Cederholm, i øvrigt for at være den første i verden – og dermed sig selv og Kåre Bjerkø som opfindere af genren. Det er de naturligvis også i vis forstand, men kombinationen af en sangcyklus, teatrets virkemidler og et sammenbindende koncept kan de ikke tage æren for at have opfundet. Men opdagelsen af en særlig måde at skabe et parallelt univers på – på baggrund af kendte sange – kan man nok godt tilskrive de to. En ny forståelse af musikken Det, der allermest driver teaterkoncerten, er naturligvis, at der faktisk kan etableres en ny forståelse af musik, som publikum ellers troede, de var fortrolige med.
Ved at indsætte kendte popsange i et teatralt univers, der hjælper publikum til at udpege helt nye sider af sangene, skaber teaterkoncerten liv i et materiale, man ellers var stivnet i opfattelsen af. Grebet på det hele er at sætte musikken i centrum ved at finde en art fællestræk i den, der omsættes til et (især visuelt) koncept, som binder sange sammen, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre. Det er den strategi, der har vist sig særdeles levedygtig. Distance til musicals En anden del af projektet for de mange teaterkoncerter har også sit udspring i 1990’erne: For et udtrykt ønske hos fremstormende unge teaterfolk var – og er – at distancere sig fra de musicals, der dominerer teatrene og salgsstatistikkerne. Og en teaterkoncert er bestemt ikke nogen musical. Musicalgenren bæres af en lineær fortælling, der skrider planmæssigt frem mod en forløsning. Enten i form af ’happy end’ eller det modsatte. Musikken og sangene skal medvirke til at bringe denne historie frem, og det hele går – i bedste fald – op i en højere, men også forudsigelig enhed.
