0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teaterkoncert. Et kunstnerisk columbusæg?

Antallet af teaterkoncerter er eksploderet. I går var der premiere på ’Nick Cave’, i morgen er turen kommet til ’Tiggeroperaen’ på Kaleidoskop. Men hvad kan teaterkoncerterne, som det almindelige teater og de almindelige koncerter ikke kan?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Teaterkoncerterne skiller sig især ud, hvis de formår at skabe et helt nyt univers ud fra den ellers velkendte musik. ’Nick Cave’, der spiller på Edison fra 10. januar-14. februar, modtog i 2007 Reumertprisen for forårets forestilling. Foto: Ole Lind

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At de er blevet emner for en af tidens mest sælgende teaterformer: Teaterkoncerten.

Og netop den utrolige spændvidde i, hvad der kan blive plads til under denne betegnelse, er måske en af forklaringerne på, at de i disse år sælger tusindvis af billetter.

Men hvad er det, der gør teaterkoncerterne så tiltrækkende for såvel teatrene som publikum?

Nyt og gammelt
Et svar kunne være, at det er noget nyt. At teaterkoncerter er en ny måde at kombinere (populær-)musik, sceneri, ageren og flow på. Det er også sandt – og så alligevel ikke. For den første teaterkoncert i den form, de nu optræder, kom allerede i 1994 med Dr. Dantes Gasolin’-forestilling. Den regner den ene ophavsmand, Nikolaj Cederholm, i øvrigt for at være den første i verden – og dermed sig selv og Kåre Bjerkø som opfindere af genren.

Det er de naturligvis også i vis forstand, men kombinationen af en sangcyklus, teatrets virkemidler og et sammenbindende koncept kan de ikke tage æren for at have opfundet. Men opdagelsen af en særlig måde at skabe et parallelt univers på – på baggrund af kendte sange – kan man nok godt tilskrive de to.

En ny forståelse af musikken
Det, der allermest driver teaterkoncerten, er naturligvis, at der faktisk kan etableres en ny forståelse af musik, som publikum ellers troede, de var fortrolige med.

Ved at indsætte kendte popsange i et teatralt univers, der hjælper publikum til at udpege helt nye sider af sangene, skaber teaterkoncerten liv i et materiale, man ellers var stivnet i opfattelsen af.

Grebet på det hele er at sætte musikken i centrum ved at finde en art fællestræk i den, der omsættes til et (især visuelt) koncept, som binder sange sammen, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre. Det er den strategi, der har vist sig særdeles levedygtig.

Distance til musicals
En anden del af projektet for de mange teaterkoncerter har også sit udspring i 1990’erne: For et udtrykt ønske hos fremstormende unge teaterfolk var – og er – at distancere sig fra de musicals, der dominerer teatrene og salgsstatistikkerne. Og en teaterkoncert er bestemt ikke nogen musical.

Musicalgenren bæres af en lineær fortælling, der skrider planmæssigt frem mod en forløsning. Enten i form af ’happy end’ eller det modsatte.

Musikken og sangene skal medvirke til at bringe denne historie frem, og det hele går – i bedste fald – op i en højere, men også forudsigelig enhed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage