Debat

Wulffmorgenthaler udviser ren menneskeforagt

Wulffmorgenthaler spreder en atmosfære af apati og aggressivitet, mener forfatter.

Debat

Man skal ikke være sart, når man indtager moderne humor. Det gælder både stand-up, frække reklamer og tegneserier.

Platheden er massiv over hele linjen, og plathed har også sin ret, f.eks. som provokerende modvægt til indgroet bornerthed.

Men torsdagens Wulffmorgenthaler på Politikens kultursektions bagside overskred ikke bare bundlinjen. Den var ikke blot plat hinsides det, man troede var muligt. Det har striben før været.

Platheden viste et klart nyt ansigt, nemlig den rene og skære menneskeforagts ansigt – hvis budskab er, at intet er helligt. Eller sagt på newspeak: Alle ytringer er tilladt. Kun straffeloven sætter grænser. Et mantra, der bliver slået fast og fast og fast, overalt og altid.

Stribens pointe var, at menneskemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet i Irak da også må have givet ofrene for torturen nogle seksuelle muligheder, mens den stod på.

Et er, at striben kan undfanges, tegnes og mailes. Det er galt nok, men ikke helt ubegribeligt, stribens hele tendens taget i betragtning.

Et andet og værre er, at den kan passere en avisredaktion uantastet. At ingen på et tidspunkt, på et eller andet trin i systemet, har fået rejste hovedhår og taget affære.

Platheden viste et klart nyt ansigt, nemlig den rene og skære menneskeforagts ansigt – hvis budskab er, at intet er helligt.



Men både tegningen og formidlingen af den skyldes en offentlig atmosfære, der har mange politiske årsager, men navnlig er udviklet af en ny fundamentalistisk ytringsfrihedsideologi og dermed et tiltagende hysteri omkring censur og selvcensur, som mistænkeliggør og forvirrer enhver ærlig common sense og almindelig omtanke.

Atmosfæren er trængt så langt ind, at man knap nok længere kan se, når noget er rivegalt, hverken på eller uden for en avisredaktion.

Det kunne ikke være sket i, skal vi sige: en tysk eller britisk avis. Det er sikkert. Og det tror jeg enhver kender vil give mig ret i. Se den i Die Welt eller Manchester Guardian? Umuligt. I Verdens Gang? Nej.

Vi er og bliver et foregangsland. Og det er der mange, som er stolte af. Og amerikanerne? De vil med lettelse sige, at hvis det er dansk humor, som det er vigtigt at udbrede i et oplag på noget i retning af 100.000, kære venner, så er Abu Ghraib glemt.

Og så mangler vi lige Sørine Gotfredsen til at fortælle, at de irakiske torturofre selv har været ude om det.

Det er en i et og alt skræmmende atmosfære, som i disse år siver ind i vores hoveder i Danmark og spreder en tilstand af på en gang apati og aggressivitet.

Det har ikke set sin lige i landets historie og kan ikke finde sin lige i dagens Europa.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce