Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har i årevis haft et meget stærkt fokus på danskernes sygefravær.
Der har været fremlagt talrige rapporter, analyser og planer, og i september blev der så indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, der skal nedbringe sygefraværet med 20 pct. – en aftale, der nu er tiltrådt af et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, de radikale og Liberal Alliance. Aftalen indeholder 39 nye initiativer til i alt 170 mio. kroner. Ifølge Claus Hjort vil den få 4.000 ekstra par hænder til at lette presset på arbejdsmarkedet. Aftalen hviler desværre på en lang række usandheder og fejlfortolkninger. Hovedproblemet er, at regeringens fokus på sygefravær hviler på den forestilling, at fraværet er højt, og at det er stigende. Begge dele er forkert. LAD OS HER tage en ting ad gangen. Den store interesse for fraværet hviler altså i udgangspunktet på antagelsen om, at fraværet er ’for højt’ – at der altså er noget at hente ved at bringe det ned. Men at det danske fravær skulle være ’højt’, modsiges helt klart af ministeriets egen rapport om fravær fra april i år. Heraf fremgår det, at det danske fravær i 2004 i gennemsnit lå på ca. 10 dage per år. Til sammenligning var gennemsnittet 25 dage i Sverige, 22 i Norge og 15 i Holland og Finland. Som man kan se af figuren, lå også Frankrig, Belgien og Canada højere end Danmark. I samme rapport fra ministeriet kan man se en oversigt over fravær af mindst en uges varighed. Her ligger Danmark og Tyskland helt i bund i hele perioden 1996-2006 med et niveau på 1-2 pct. Holland, Norge og Sverige ligger det meste af perioden på mindst det dobbelte. Så meget for det ’høje danske sygefravær’. Vi ligger helt klart lavere end de lande, vi normalt sammenligner os med. I resten af Skandinavien bliver Danmark paradoksalt nok netop fremhævet som et land, hvor fraværet ligger meget lavt. DET ANDET postulat, der igen og igen fremføres af ministeren, er, at fraværet er stigende. Lad det være sagt med det samme: Det er ikke let at finde rundt i de danske fraværstal, idet vi simpelthen mangler en samlet pålidelig statistik. For nylig blev der imidlertid fremlagt omfattende analyser fra fraværsprojektet ASUSI ( www.asusi.dk), hvori man gennemgår samtlige tilgængelige danske datakilder, nemlig Danmarks Statistik, Dansk Arbejdsgiverforening, Personalestyrelsen og Arbejdskraftundersøgelsen. Men trods meget forskellige metoder i de forskellige opgørelser er billedet overraskende entydigt: Fraværet er stabilt og har øjensynligt været det i de sidste 20-30 år. Konklusionen er altså klar: Der er intet belæg for, at det danske sygefravær er stigende. Nogle af de tal, der viser, at fraværet har været konstant, kan man oven i købet finde i ministeriets egen rapport fra april måned. Her kan man f.eks. studere tallene fra Dansk Arbejdsgiverforening for perioden 1996-2006. I 1996 lå det gennemsnitlige antal fraværsdage på knap 10, og i 2006 var gennemsnittet også knap 10. Vi har altså et lavt fravær i Danmark, og alt tyder på, at det har været konstant gennem mange år. Hermed falder de to hovedbegrundelser for den omfattende fraværsaftale til jorden. Har ministeren da overhovedet ikke noget at have sine påstande i? Jo, der er et enkelt punkt, hvor der er noget at komme efter: De offentlige udgifter til sygedagpenge har været stigende i de senere år. Disse udgifter er imidlertid ikke noget godt mål for sygefraværet. Reglerne om sygedagpenge er komplicerede og ændres ofte. Det drejer sig f.eks. om arbejdsgiverperioden, længden af sygedagpengeperioden og om forholdet mellem offentlige og private arbejdspladser. Dertil kommer indflydelsen fra ændringer i lovene om fleksjob, arbejdsskader, førtidspension, aktivering osv. Men man kan altså ikke sige, at vi har et fraværsproblem, fordi de offentlige udgifter til sygedagpenge stiger. EGENTLIG ER det på mange måder overraskende, at det danske sygefravær ikke har været stigende i de senere år. Der er nemlig en række grunde til, at det ’burde’ stige. For det første stiger fraværet normalt i perioder, hvor arbejdsløsheden falder, idet personer med ringere helbred og erhvervserfaring får adgang til arbejdsmarkedet. For det andet viser en række undersøgelser, at det psykiske arbejdsmiljø bliver dårligere i disse år. F.eks. er der stigende arbejdspres og stigende vold og mobning. Og for det tredje er der en stærk stigning i antallet af anmeldte arbejdsskader. Af disse årsager ville man normalt forvente et stigende sygefravær, hvilket vi altså ikke ser i Danmark. Den omtalte ASUSI-undersøgelse giver måske en del af svaret på denne gåde, idet den viser, at hele 70 pct. af de undersøgte mindst en gang i de seneste 12 måneder er gået på arbejde, selv om de med rimelighed kunne have meldt sig syge (såkaldt sygenærvær). Sat på spidsen kan man altså godt sige, at vi har et sygefraværsproblem: Vores fravær er for lavt. Vi har et arbejdsmarked, hvor folk arbejder flere og flere timer, hvor arbejdspresset stiger, og hvor folk går på job, selv om de er syge. Det er vores egentlige problem. DANMARK har altså ikke et højt sygefravær – men derimod et stramt arbejdsmarked med stigende krav og meget lille rummelighed. Vores største problem er den store udstødning af folk med helbredsproblemer, som er større end i andre lande. Det er derfor forstemmende at se, at den aftale, der nu er politisk flertal for, ikke indeholder et eneste krav til arbejdsgiverne om at medvirke til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt.
