Lad os lægge ud med et par citater: »Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer og generationer af partimedlemmer har sagt, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af sekulariseret lutheranisme i national klædebon end af demokratiseret socialisme« (professor Uffe Østergård, 2005). »Man kan argumentere for, at den særlige danske velfærdsstat i sig selv er et sådant udtryk for, at kristendommen er trængt ind i alle samfundets, hverdagslivets og det sociale livs forgreninger« (B.T.s leder, 2006). »Det moderne velfærdssamfund opstod ikke i kølvandet på Socialdemokratiets politik, men som resultat af den kristne kirkes overholdelse af Kristi bud« (professor Patrick McGuire, 2008). Mange andre eksempler kunne være citeret som dokumentation af, at forskning, præster og medier i stigende grad knytter kristendom og velfærdsstat sammen og ser den særlige danske velfærdsstat som barn af den lutherske statskirke.
Danmark som postreligiøst foregangsland Tidligere så man den mulige sammenhæng mellem religion og velfærdsstat som resultat af kristne partiers styrke eller religiøse bevægelsers magt. Men tanken om, at kirkens ’budskab’ – her den lutherske lære – som trosretning har haft betydning for velfærdsstatens opbygning, trænger sig mere og mere på.
