Mellem 1974 og 2005 tredobledes antallet af demokratier i Afrika, Latinamerika og Asien.
Med det arabiske forår er den demokratiske vind så også kommet til Mellemøsten. Ideen om et politisk system, der sikrer befolkningen indflydelse på de politiske beslutninger og garanterer individet uafhængige rettigheder, ser nu ud til at slå rod i tidligere diktaturer som Egypten, Tunesien og Libyen og måske senere i Syrien. Men hvorfor kommer de demokratiske forandringer først nu? Diktaturer findes hovedsagelig i fattige udviklingslande, mens der i så godt som alle rige udviklede lande er demokrati. På baggrund af denne observation forklarede den klassiske moderniseringsteori et lands styreform med landets socioøkonomiske udviklingsniveau. Teorien sagde, at jo flere mennesker der kunne læse og skrive, boede i byer og tjente deres penge i moderne, internationalt integrerede økonomier, jo større ville ønsket om politisk indflydelse være, og jo bedre vil mulighederne være for at sætte magt bag dette ønske. Eller anderledes udtrykt: Moderniseringsprocessen ville politisk 'vække’ den brede befolkning, der så ville kræve indflydelse på staten. LÆS OGSÅRapport: Europæiske våben undertrykker arabisk forår Men som andre steder på kloden begyndte den moderne tid i Mellemøsten faktisk allerede i slutningen af 1800-tallet, hvor alfabetiseringen, integrationen af økonomierne i den internationale arbejdsdeling og vandringen fra land til by startede. Mellemøsten er derfor ikke mindre moderne end andre steder, og i den første postkoloniale tid efter Anden Verdenskrig var demokratiet da også den mest udbredte styreform i regionen. Men disse demokratier blev af den brede befolkning opfattet som de facto politiske oligarkier og havde derfor ringe folkelig legitimitet. Det var først med indførelse af populistiske etpartistater i Irak, Syrien, Egypten, Tunesien, Algeriet og Libyen, at man fandt en politisk styreform, som forbandt den brede befolkning med staten på en måde, som skabte politisk stabilitet.
