0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Carsten Jensen: Hvorfor er vi tavse om krigen i Afghanistan?

Forfatteren Carsten Jensen opstiller ni dogmer, der styrer vores opfattelse af krigen i Afghanistan.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 JAN GRARUP
Foto: JAN GRARUP

Dogmer. »Er Afghanistan en ubekvem krig, og er det derfor, vi ikke vil tage stilling til den, i anden form end meningsmålingernes anonyme, uforpligtende håndsoprækning?«, spørger Carsten Jensen og opstiller ni dogmer, der styrer vores opfattelse af krigen. (Arkivfoto).

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I otte år har vi været i krig i Afghanistan, og de sidste par år har den været blodig.

Den har kostet 31 danske soldater livet og alvorligt invalideret langt over 100. Meningsmålinger registrerer igen og igen, at Danmark blandt samtlige Nato-medlemmer er det land, hvor krigen nyder den største opbakning.

Alligevel taler vi næsten ikke om den. Der er ingen, der ligefrem ville kalde krigen populær. Nogen begejstret opbakning er det heller ikke muligt at få øje på. Krigen er i stedet omgivet af tavshed.

Den står sjældent til debat, og når den endelig gør, stopper debatten, før den knap nok er kommet i gang, som om krigen alligevel er for uhåndterlig for ord, en uafvendelig skæbne, vi lige så godt kan affinde os med.

Vi har i Danmark et såkaldt samtaledemokrati, som vi plejer at rose os af. Hvorfor er vi tavse? Kunne det skyldes, at en række fordomme og dogmer forhindrer os i at tale om krigen, og at disse dogmer i fællesskab håndhæves af ukritiske medier, uansvarlige politikere og en befolkning, der foretrækker ikke at vide noget, fordi krigen anfægter vores selvforståelse på en ubekvem måde?

Er Afghanistan en ubekvem krig, og er det derfor, vi ikke vil tage stilling til den, i anden form end meningsmålingernes anonyme, uforpligtende håndsoprækning?

Er det sådan, at de fleste af de ting, der siges og skrives om krigen, ikke har til formål at oplyse os om krigen, men i stedet at forhindre dens brutale virkelighed i at kollidere med vores selvforståelse som danskere?

Og hvis det forholder sig sådan, hvilke dogmer er det så, der styrer vores opfattelse af krigen?

Det er ikke i våbenlagrene, at en nations storhed er opmagasineret, det er i hjerterne, og det er som repræsentanter for denne illusoriske selvopfattelse, at vore drenge befinder sig i Afghanistan. Bag uniformerne er de pacifister og skyder kun i nødstilfælde. De er der først og fremmest for at hjælpe. De er åbne, venlige, imødekommende, forstående, følsomme, rummelige, tolerante, kort sagt en inkarnation af alle danske dyder, der her er koncentreret under en og samme stålhjelm.

Vore drenge er desuden alle sammen tilhængere af kvindefrigørelse og elsker børn. Denne opfattelse må under ingen omstændigheder anfægtes, da den krænker såvel soldaternes selvfølelse som den nationale selvforståelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter