Alle knægte drømmer om at blive professionelle fodboldspillere. Jeg gjorde i hvert fald. Og det kunne jeg nemt være blevet, for jeg var saftsuseme god. Jeg kunne være blevet bedre end både landsholdsspillerne Simon Kjær og Daniel Agger. Uden tvivl. Derfor er det også uhyrligt, at jeg må tage plads på tribunen i stedet for på plænen, hver gang ’mit’ hold, AGF, spiller. Jeg var det, mange vil kalde talentfuld. Forsvarsspiller med stort overblik og fantastisk placeringsevne.

Var de nuværende danske fodboldstjerner mere talentfulde? Utænkeligt. Men hvad adskiller så de professionelle fra drømmerne? Svaret kan være sportsgale forældre. Forældre, der presser deres børn til at yde det maksimale. Forældre, der pacer. Da jeg var dreng, kunne jeg ikke se en bold uden at sparke til den. Og jeg havde talent for at ramme den rigtigt. To gange henvendte den store Århus-klub, AGF, sig for at få mig til at skifte. Ved første tilnærmelse afviste mine forældre. Jeg var for ung, syntes de. Ved AGF’s andet forsøg – jeg var 15 år – lod mine forældre mig bestemme, om jeg ville skifte, men de viste ikke den store interesse i, at jeg skulle gøre det. Jeg kom aldrig til AGF. I stedet var jeg glad for at kunne komme med til alle ungdomsfesterne. Men glade børn bliver ikke verdensstjerner. I hvert fald ikke, hvis de er glade hele tiden. Verdensstjerner formes i konkurrenceprægede miljøer, hvor de hærdes. Faktum er bare, at meget få børn opsøger dem af sig selv. Det er sjovere at spille på hold med sine kammerater end med en flok fremmede med store egoer. Selvfølgelig vælger børn det sjoveste. Men her skal forældrene træde i karakter, hvis de har sportslige ambitioner på deres børns vegne. Mine forældre styrede langt uden om at lægge pres på mig. Uden om pacing. Et buzz-word, der kan få det til at risle koldt ned ad mange pædagogrygge. Konceptet har længe har været forbundet med psykopatfædre og forsmåede børn og derfor været tabu i Danmark. Men skidtet virker: Tiger Woods fik sin første putter af sin far, da han var syv måneder gammel, og fra sin babystol så Tiger sin far slå golfbolde ud i timevis. I dag er Tiger Woods – sin lemfældige omgang med kvinder til trods – verdens bedste golfspiller. Jeg mener ikke, at babypacing er vejen frem. Men hvis børn drømmer om sportskarrierer, skal de have klare retningslinjer, lyder budskabet i Rasmus Ankersens pacingbog ’Opdragelse af en vinder’. »Det kan godt være, det regner, men hvis du ikke løbetræner, bliver du aldrig verdensmester«. AGF-spiller Frederik Krabbe tøvede ligesom mig med at tage springet, da han første gang fik tilbuddet om at komme til den store Århus-klub. Men anden gang takkede han ja. Hvad gjorde ham i stand til at skifte, når jeg ikke kunne? Vi kommer begge fra kernefamilier i Århusforstaden Åbyhøj og spillede i Åbyhøj IF. Vi havde begge drengedrømme om professionel fodbold. Vi var begge de største talenter i vores årgang. Vi fik begge gentagne tilbud om at skifte til AGF. Efter en snak med både Frederik Krabbe og hans forældre falder et par brikker på plads. Frederik Krabbe skiftede til AGF som 14-årig. På det tidspunkt syntes han ligesom mig, at fester, øl og piger var interessante. Men for ham var fodbold mere interessant. Den beslutsomhed adskiller ham fra mig, og den simple forklaring er, at den kommer indefra. Men måske har opdragelsen været med til at proppe den derind. Frederik Krabbe er opvokset i et hjem, hvor grundholdningen er, at alt er muligt. Lige meget hvor vilde ambitioner og drømme de tre Krabbe-børn præsenterede for forældrene, blev de mødt med støtte. Denne tankegang er ifølge Rasmus Ankersen essentiel.