Det er helt naturligt, at to ud af de fire indvandrere med muslimsk baggrund, der blev valgt ind i det danske Folketing, er medlemmer af foreningen Demokratiske Muslimer.

Samtidigt er det ikke helt tilfældigt, at en af dem er en kvinde, Yildiz Akdogan (SD). Utroligt mange indvandrere og danskere (nye og gamle) med muslimsk baggrund er aktive i alle de politiske partier og deltager i det danske demokrati. Alligevel føler de danske medier og nogle partier sig berettiget til at spørge, om islam kan forenes eller integreres i det danske demokrati? Vores holdning er, at spørgsmålet er forkert af to årsager: For det første er islam en religion, mens demokrati er et regeringssystem. Det er to vidt forskellige ting, medmindre man går ud fra, at islam er et politisk system og en politisk ideologi. Dette er vi uenige i. Der er to grupper, som insisterer på at fremstille islam som en politisk ideologi – islamisterne og højrefløjens politiske partier i Europa. Islams ekstreme højrefløj og Europas højrefløj forsøger at påtvinge os idéen om ’politisk islam’. Hvis vi begynder at tale deres sprog, at bruge deres termer og at acceptere deres grundlæggende idéer om islam, betyder det, at de har ’vundet’. Desuden formodes det, at der kun er én tolkning af islam – en fast, fikseret tolkning, uanset tid og sted. Derfor er det nok bare at sige islam for at få et svar. Men det er ikke sandt. Der er ikke kun én tolkning af islam, og det har der aldrig været. Dette er et historisk faktum. Alligevel er der nogle, der nægter eller ignorerer det. Hvem er de? De er igen islamisterne og Europas højrefløjspartier. Da vi studerede på Kairo Universitet, havde vi ofte ophedede diskussioner med medlemmerne af Jamaa Islamia, en islamisk salafi-radikal gruppe blandt studenterne. De nægtede at acceptere andre tolkninger end deres egen. De ville have, at alle muslimer skulle være ens, tale, gå, klæde sig og tænke på samme måde. De nægtede at anerkende eller tillade variationer mellem muslimer. Det er en trist ironi for os her i Europa at blive konfronteret med den samme logik hos danske politikere, der ikke anerkender variationerne mellem muslimer og hævder, at politisk islam er den eneste sande islam, og at alle muslimer opfører sig og tænker på den samme måde. Islam er født i et simpelt samfund, der mangler mekanismer til at organisere en fælles opgave eller løse konflikter. Der var ingen andre institutioner eller autoriteter end stammernes overhoveder til at holde al magt og tage alle beslutninger. Da profeten Mohammed forlod Mekka og drog til sine tilhængere i Medina, ankom han til en by, der var splittet på grund af længerevarende konflikter mellem de to største arabiske stammer dér. Det var naturligt, at den udefra kommende profet Mohammed med sin markante religiøse gennemslagskraft og neutralitet i forhold til den historiske og politiske konflikt skulle blive leder af det første muslimske samfund i Medina. Dette faktum, at profeten både var en religiøs og en politisk leder, bruges ofte af islamister til at retfærdiggøre forholdet mellem stat og religion. Men at Mohammed skulle være en religiøs skikkelse og samtidig en hersker, var en historisk tilfældighed og ikke et resultat af islamiske doktriner og islamisk lærdom. I Koranen er der hverken politiske teorier eller principper, ikke engang for det traditionelle samfund. Dette betyder, at der ikke er et politisk system i Koranen. Der nævnes intet om staten og om, hvordan staten skal herskes. Det er derfor op til de enkelte muslimer at vælge, hvilken statsform de foretrækker. Her er det også relevant at nævne episoden, da Mohammed var i dødslejren og folk omkring ham spurgte, om han ville udpege en ny leder. Mohammed afviste dette ønske og signalerede, at det var op til folket at vælge deres næste leder og organisere samfundet. Dermed var vejen banet, for at den politiske styring og suverænitet skulle ligge hos folkets vilje. Araberne, som ikke kendte til noget andet, søgte tilbage til det, de bedst kendte, nemlig at vælge en hersker, som både skulle lede dem politisk og religiøst. Igen et valg, der blev truffet uden en eneste citering af et vers i Koranen, fordi det simpelthen ikke findes. I de næste par hundrede år kom den unge arabiske nation til at opbygge et imperium, som ikke var anderledes fra andre imperier. En kæde af ledere, som efterfulgte hinanden, var herskere og ledere for de troende. De vandt, de tabte, og de etablerede dynastier. De invaderede deres naboer og udvidede imperiet, og på samme måde kæmpede de mod hinanden. Ordet ’kalif’ betyder ikke, at islam er en politisk ideologi, eller at en muslimsk leder er anderledes end en konge, en sultan eller en shah. Ikke engang det mystiske ord ’jihad’ betyder, at en krig eller invasion er kvalitativt unik i menneskers historie. Ingenting her er særligt for islam. Det er en situation, som i alle andre religioner blev brugt til at retfærdiggøre menneskers lyst til magt. Det var i forbindelse med kampen om uafhængigheden af kolonialisme, at nogle muslimer begyndte at udklække islam som en politisk ideologi. Med andre ord, denne ideologi er altså et politisk fænomen og ikke et religiøst. Fødslen af ideologien – i forbindelse med kampen om uafhængigheden fra en vestlig kolonimagt – kan forklare, hvorfor den blev konstrueret og opbygget som en antitese til ’Vesten’. I den nuværende postkoloniale tid har politisk islam delt sig i flere bevægelser. Hizb-ut-Tahrir er anderledes end Hizbollah i Libanon og DetMuslimske Broderskab i Egypten er ikke Jamma Islamia i Indonesien. Vi bør også nævne, at politisk islam ikke nødvendigvis er militant islam og ikke støtter vold eller er tilknyttet terrororganisationer. Demokratiske Muslimers holdning er, at vi ikke støtter en religiøst baseret politisk ideologi. Vi tror på, at enhver politisk ideologi, som er baseret på en religion, er uforenelig med demokrati. Politisk islam er derfor uforenelig med demokrati. Vi tror derfor på sekulær islam, som adskiller religion fra staten. Vi tror, at man sagtens kan være en god muslim, trofast mod de islamiske værdier og loyal over for den islamiske sjæl og på samme tid tro på demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Vores valg af ’sekulær islam’ som vort grundlæggende princip skiller os ud fra de andre muslimske organisationer i Danmark, der enten er bygget på basis af etnicitet (tyrkisk, kurdisk, somalisk etc.) eller en religiøs sekt (Ahmadeya, Ismailia etc.). Vi mener ikke, at de andre muslimske organisationer har prøvet at diskutere eller tage stilling til de store udfordringer, som møder og konfronterer muslimer i Vesten, hverken teoretisk eller praktisk. Nogle prøver at tilslutte sig den såkaldte Euro-Islam, der blev fremstillet af Tariq Ramadan som vejen til at forene islam med modernitet. Det er rigtigt, at Tariq Ramadan er både moderat og moderne. Problemet er, at han ikke kommer med en radikal løsning på de væsentlige problemer, der konfronterer muslimer, men viser en pragmatisk vej, der accepterer realiteten uden at ændre på den traditionelle tankegang, der producerer konservativ fortolkning. For eksempel vil han acceptere, at muslimske kvinder gifter sig med ikke-muslimske mænd, ikke fordi han kommer med moderne fortolkning af nogle religiøse tekster eller traditioner, men fordi 25 procent af muslimske kvinder i lande som Frankrig er gift med ikke-muslimer. En sådan accept gælder derfor ikke andre lande, hvis flertal er muslimer, og hvor ingen muslimske kvinder er gift med ikke-muslimer. Det er derfor ikke sikkert, at Tariq Ramadan kan bane vejen til en fornyelse af den habituelle forståelse af de islamiske tekster og traditioner. Tariq Ramadans idéer er dog under udvikling, og med tiden kan de måske blive en af de forskellige strømninger i en reel reformation. I Demokratiske Muslimer tilslutter vi os en sekulær islam, som er en ny bevægelse med historiske rødder i islamiske traditioner. Sekulær islam adskiller religion og stat og forstår de islamiske tekster i deres historiske kontekst og baner på den måde vejen mod en ny og moderne fortolkning af islam. En af vores ønskemålsætninger med Demokratiske Muslimer er at gøre viden om sekulær islam tilgængelig for både muslimer og ikke-muslimer. Sidste år i november måned afholdt vi en todages konference, som vi kaldte »sharia i en moderne kontekst«, og vi inviterede nogle fremragende ’pro tro’-moderne islamiske lærde fra Skandinavien, Europa og USA, der kritisk så på den fundamentalistiske islamiske ideologi i emner som sharia, jihad og menneskerettigheder. Trods stor interesse fra Carsten Niebuhr Instituttet og det danske akademi som helhed i konferencen var det ikke en begivenhed, der vækkede stor medieinteresse. Vi inviterede andre islamiske organisationer i Danmark. Uheldigvis kom der kun ganske få. De er tilsyneladende ganske tilfredse med det, de allerede ved om islam. Vi inviterede ligeledes alle politiske partier, inklusive Dansk Folkeparti. De viste sig også tilfredse med deres viden, de dukkede heller ikke op. Der findes mange muslimske organisationer i Europa og over hele verden, inklusive i de lande med muslimske flertal i Mellemøsten og Asien, der tager sekulær islam til sig og arbejder for at udbrede denne idé. I Demokratiske Muslimer arbejder vi nu på at invitere disse organisationer til Danmark til en konference, der skal diskutere de tre hovedudfordringer, der konfronterer muslimer i vores moderne tid, nemlig: sekulær islam vs. politisk islam, problemet om integration og problemet om radikalisering af de unge. Ved at samle vores kræfter og erfaringer med andre ligesindede fra hele verden kan vi bedre stå imod udfordringer. Vi er ikke alene.