Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JENS DRESLING (arkiv)
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Nyheder. Hidtil har mange ment, at det kun var i orden at linke til netmediernes forsider, hvorfra brugerne så måtte klikke sig videre. På den måde blev læserne klar over, hvorfra nyheden reelt stammede, lød argumentet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læsernes redaktør: Det er dårlig stil at tage æren for andres nyheder

Nye, konkrete regler skal gøre medierne bedre til at fortælle, hvem der har gravet en nyhed frem.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det bedste er at have en solohistorie. Det værste er, hvis den bliver ved med at være en solohistorie«.

Citatet i indledningen er måske lige lovlig journalistisk internt, så lad mig forklare: Det bedste er, hvis man kan snyde sine konkurrenter for en god historie: Så får man sin artikel på forsiden, får ros af kollegerne – muligvis endda oprigtigt ment, hvis de kan tøjle deres fuldt forståelige misundelse.

Det, der så meget gerne skal ske, når ens genialitet er gået op for resten af pressen, er, at konkurrerende medier kaster sig over historien og omhyggeligt nævner, hvor de har den fra.

Kan læserne ikke være fuldkommen ligeglade med journalisternes forfængelighed? Det kan de i princippet, men det er selvfølgelig i alle mediebrugeres interesse, at vigtige nyheder – med behørigt citat, loyalt gengivet og i passende kort form – kan spredes så hurtigt og bredt som muligt.

Det er ikke bare dårlig stil at tage æren for andres arbejde – det kan også være ulovligt

Det sker uden tvivl hver eneste dag, at vigtige historier ikke bliver samlet op og får den udbredelse, de fortjener.

Omvendt må man sige, at medierne især i disse nettider bruger hinandens historier på livet løs.

Ofte husker de da også at overholde loven og citere det medie, der bringer historien. Men alt for ofte glipper det, og ikke sjældent får nogle andres arbejde til at fremstå som deres eget.

Det er imidlertid ikke bare dårlig stil at tage æren for andres arbejde – det kan også være ulovligt.

Desværre er ophavsretsloven mildt sagt ikke særlig konkret, hvad angår citater: »Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet«. Hvad vil det sige i praksis?

Det har brancheforeningen Danske Medier netop forsøgt at give et svar på med et sæt vejledende regler, som dagspressen, DR og TV 2 har lovet at følge. Dem citerer jeg senere.

Det er i øvrigt netop fastslået ved en EU-dom, at det er i orden at bruge såkaldte dybe links på nettet, så brugerne bliver ledt direkte hen til den relevante nyhed på konkurrerende medier.

Hidtil har mange ment, at det kun var i orden at linke til netmediernes forsider, hvorfra brugerne så måtte klikke sig videre. På den måde blev læserne klar over, hvorfra nyheden reelt stammede, lød argumentet.

Et klassisk slagsmål handler om tv- og radiokanalernes brug af dagbladenes historier. I de groveste sager bruges artikler helt åbenlyst som drejebøger til lange tv-indslag, hvor kanalen har hentet artiklens kilder i studier – men hvor det ikke nævnes med et ord, hvem der har gravet historien frem.

Det skrives der jævnlig om i fagbladet Journalisten – og næsten hver gang kan tv-folk komme med eksempler på indslag, som dagbladene tilsvarende har stjålet. Diskussionen er endeløs, og begge parter botaniserer uden tvivl hos hinanden.

Med fare for at blive beskyldt for at være inhabil vil jeg dog mene, at trafikken især går fra dagbladenes spalter eller netaviser og over til de elektroniske medier. Hvis vi foretog det tankeeksperiment, at aviserne ikke fandtes, ville tv og radio have nogle meget tynde nyhedsudsendelser.

Der er dog også et stort element af hykleri i dagbladenes kritik, for det er os selv, der sender citathistorier til Ritzaus Bureau, hvorfra de vandrer videre.

Det må virke absurd, at privatejede medier betaler deres journalister en pæn løn for at udføre et stykke arbejde, hvorefter de samme privatejede medier omgående sender det færdige produkt videre til statsdrevne medier, som så kan bruge materialet ganske gratis.

Man kunne selvfølgelig tro, at aviserne har den lumske bagtanke, at det giver gratis reklame, og der er sikkert også et element af markedsføring i den praksis.

Det er nu ikke, fordi det får tv-seerne og radiolytterne til at løbe ned efter avisen, for vores løssalg er meget lille, men forhåbentlig bekræfter ordene »... skriver Politiken« efter en nyhed på tv eller i radioen vores abonnenter i, at de har gjort et fornuftigt valg af avis.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så til Danske Mediers regler for god citatskik:

• Angiv det citerede medie som kilde så vidt muligt i første afsnit.

• Basér normalt højst fire afsnit svarende til højst otte-ni sætninger på den citerede artikel og mindre, hvis der citeres fra en ganske kort artikel.

• Er historien længere, bør det overskydende indhold bygge på en selvstændig journalistisk indsats med citater fra egne kilder eller ny baggrundsinformation.

• Gengiv normalt kun et enkelt direkte citat. Dog kan en angrebet parts svar af presseetiske årsager gengives som direkte citat med tydelig angivelse af det citerede medie som kilde.

• Henvis normalt til den citerede artikel ved brug af et dybt link, hvis originalartiklen er tilgængelig på en digital platform. Anvendelsen af dybe link må dog aldrig få karakter af systematisk udnyttelse af andres indhold.

Tjek gerne, om vi overholder reglerne!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden