Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rekord i presseklager

Sidste år fik Pressenævnet det største antal klager i sin 20-årige levetid.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pressenævnets årsberetning og afsagte kendelser kan ses på pressenaevnet.dk Efter at have ligget på omkring 160 klager i gennemsnit de seneste år skød antallet sidste år i vejret, så Pressenævnet fik 211 klager - det højeste antal, siden det blev oprettet i 1992. Det viser nævnets årsberetning.

Det ville være for nemt at forklare den markante stigning med, at der er blevet mere opmærksomhed om, hvordan medierne opfører sig:

Der bliver skrevet meget mere om presseetik, Presselogen på TV 2 og DR's serie 'Hængt ud på forsiden' sætter fokus på vores opførsel, og politikerne på Christiansborg ytrer hyppigt kritik af mediernes moral og bebuder strammere regler. Det er alt sammen med til at minde befolkningen om, at Pressenævnet kan bruges, hvis man føler sig krænket.

Ganske vist bliver en stor del af klagerne stadig afvist - enten fordi der er klaget for sent, fordi man slet ikke er part i sagen, eller fordi klagen er vidtløftig - jeg slutter denne klumme af med et par eksempler - men andelen af afviste klager er stort set den samme som i tidligere år.

Antallet af klager, hvor nævnet ender med at skulle tage stilling til substansen, er altså vokset.

LÆS OGSÅ

Ser vi på det antal klager, som Pressenævnet afgjorde i 2012, var det stort set det samme som i tidligere år: 110. Men antallet af kendelser, hvor klager helt eller delvis fik medhold, steg markant fra 2011: fra 37 til 59.

Medieansvarsloven bestemmer, at man kan klage over, at god presseskik er tilsidesat og/eller forlange at komme til orde, hvis pressen har bragt forkerte oplysninger, som skader den, der klager.

Loven siger også, at nævnet kan kræve rettelser bragt på forsiden eller på anden måde markant, og det er nævnet begyndt at benytte sig af. Samtidig er der blevet ansat en journalist, så det ikke længere er nødvendigt at have læst jura for at forstå afgørelserne.

Pressenævnet slår ned på den dårlige journalistik - ikke den kritiske



Nævnet afsagde sidste år 5 kendelser, hvor Politiken var indklaget: 2 gik os imod, 1 gik os delvis imod, og i 2 sager klarede vi frisag.

I den ene sag, hvor vi fik kritik, havde vi skrevet om en journalist, at en forsker har omtalt ham som Stasi-agent, uden at vi efter nævnets mening havde dokumentationen i orden.

I den anden sag havde vi ved en fejl beskyldt bestyrelsesmedlemmer i en fiskeriforening for at pleje egne økonomiske interesser, og i den tredje sag havde vi refereret tre eksperter for, at et gulvtæppe var skyld i indeklimaproblemer - uden at referere den fjerde ekspert, vi havde talt med, som blankt afviste, at tæppet kunne have skylden.

LÆS OGSÅ

I de to sidstnævnte sager havde vi fuldt ud indrømmet fejlene og omgående bragt rettelser og beklaget i 'Fejl og Fakta', og det bemærkede nævnet da også. Set i forhold til krænkelserne var det bare ikke sket tydeligt nok. I alvorlige sager retter vi derfor nu meget mere markant og i selvstændige artikler.

Hvilket er helt, som det skal være: Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at alvorlige brud på presseetikken skal dele plads i den lille spalte med oplysningen om, at vi glemte at skrive, at der skulle æg i en pandekagedej.

De fleste af Pressenævnets kendelser er efter min mening fuldstændig rimelige, og kigger man på det udvalg, der nævnes i årsberetningen, kan man tage sig til hovedet over, hvad der af og til foregår på landets redaktioner. Noget så grundlæggende som altid at høre den angrebne part kan pressen stadig forsynde sig imod.

Det kan lyde som kættersk tale fra en person, der er ansat til at vogte presseetikken, men lad mig slå fast, at det aldrig må blive et mål for os at undgå sager i Pressenævnet. Vi skal levere kritisk journalistik, og den gør til tider så ondt, at den afføder en klage.

Men hvis vores journalistik har været fair og veldokumenteret, hvis den angrebne part er blevet hørt, og hvis proportionerne i dækningen har været i orden, har vi intet at frygte. Pressenævnet slår ned på den dårlige journalistik - ikke den kritiske.

LÆS OGSÅ

Det fik vi bevis for i denne uge, da nævnet afsagde kendelse i en sag om et danskejet medicinalfirma i Indien, hvis produkter findes i store mængder i danske dopingkredse.

Ved at skrive om sagen i flere artikler i november brød Politiken ikke blot god presseskik - vi udsatte direkte selskabets direktør for en krænkelse af privatlivets fred, hævdede han og hans advokat. Det mente Pressenævnet ikke.

Alle klager skal selvfølgelig føre til, at vi tænker os grundigt om, og det ville klæde medierne at indrømme og rette langt flere fejl.

Klagestrømmen måtte meget gerne aftage i 2013. Men det kunne de personer, som klager, også hjælpe med.

Det undrer mig for eksempel, at det skulle udgøre et brud på god presseskik, at redaktionen ikke kastede sig over en sag, hvor en bank havde afvist en check. Det er på samme måde noget ejendommeligt, at nogen kan finde på at gå til Pressenævnet, fordi der ikke var plads til to af deres læserbreve, der ellers var så åbenlyst enestående.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden