Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Læsernes redaktør: De skjulte klager

Der kommer ofte principielle henvendelser, som læserne ikke hører om.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når der står i Fejl og Fakta, at vi er kommet til at stave osten Danablu »Danablue«, vil det være nærliggende at konkludere, at rub og stub havner i spalten. Men sådan forholder det sig langtfra.

Dagens emne er de større klager, der ikke fører til rettelser, men som jeg alligevel sender rundt på redaktionen, fordi de ofte tager afsæt i principielle problemer.

Det ville måske være rimeligt, hvis alle læsernes klager over vores avis var offentlige, så ikke kun redaktionen kan følge med.

Der skete det, der ikke må ske: Den angrebne parts forklaring blev redigeret væk

På den anden side har det næppe været lettere at komme til orde, i hvert fald på nettet, og dér er der ubegrænset plads til at kritisere Politiken – hvilket mange benytter sig af.

Også i den trykte avis bringes der jævnlig kritik af avisen og af navngivne medarbejdere. Men klager, der efter min mening ikke bør udløse en rettelse, kommer normalt ikke til læsernes kendskab. Lad mig nævne nogle stykker:

Der kom en klage i denne uge, da vi havde bragt et telegram fra Ritzaus Bureau, som byggede på en historie på TV 2. Den handlede om en institution, som en tidligere medarbejder har beskyldt for at overdrive beboernes problemer for at tjene flere penge.

Institutionen mente, at vi ved at bringe Ritzau-telegrammet overtrådte god presseskik.

Det mente jeg ikke, for der er tale om en sag af berettiget offentlig interesse, og vigtigst af alt: TV 2 havde indhentet en kommentar fra institutionen, som ganske vist ikke ville interviewes, men som i en skriftlig kommentar havde taget afstand fra beskyldningerne.

Derfor var der efter min vurdering ikke noget for os at rette eller beklage. Den henvendelse ville læserne derfor normalt ikke høre mere om – medmindre institutionen måtte klage over os til Pressenævnet og få medhold. Så ville vi selvfølgelig skulle bringe et uddrag af kendelsen.

Da vi i den trykte avis i tirsdags bragte endnu et nyhedstelegram om samme institution, gik det derimod galt: Denne gang var vinklen, at Arbejdstilsynet har udtalt sig kritisk om magtanvendelse på stedet.

Her løb vi ind i det problem, at teksten var forkortet, og der skete det, der ikke må ske: Den angrebne parts forklaring blev redigeret væk.

Det går selvsagt ikke, og da institutionen igen klagede og påpegede, at det er i strid med god presseskik, når den angrebne part ikke kommer til orde, kunne jeg kun give klagerne ret.

Selvfølgelig skal vi bringe den angrebne parts svar, og det skal ske loyalt og fyldestgørende. Vi overtrådte en journalistisk grundregel, og derfor rettede og beklagede jeg dagen efter.

Det førte derimod ikke til en rettelse, da en læser mente at have konstateret, at der var manipuleret med et billede i onsdagsavisen.

På sportssiderne viste vi en gruppe børn i en svømmehal, og læseren undrede sig over nogle detaljer: I bassinet så en blå plastikmåtte ud til at svæve over vandet, og et af børnene havde efter læserens optælling fire fødder og fire albuer.

Også inden for fotografiet er troværdighed altafgørende, og det er derfor som udgangspunkt helt ubeskrivelig forbudt at fuske med indholdet af et fotografi.

Det var da heller ikke sket: Måtten flød på vandet, og de ekstra fødder og albuer tilhørte et barn, der stod bagved i badekøen. Der var ikke skyggen af fifleri.

Hvis der en sjælden gang sker billedmanipulation, vil det typisk være i satirisk sammenhæng, og det skal være fuldstændig tydeligt markeret, hvad der er foregået, sådan som det var tilfældet i fredags, da Bagsiden havde ladet et spædbarn anbringe i den trygge favn på ministeren for by, bolig, landdistrikter og nordisk samarbejde Carsten Hansen (S), som efter Bagsidens mening ligger helt ufortjent lavt i popularitetsmålingerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dagens sidste eksempel på en klage, der rummer flere principielle aspekter, men som ikke nåede frem til Fejl og Fakta, var udløst af en anmeldelse af en vinbar.

Den havde vores anmelder åbenlyst ikke syntes om. Men det var ikke stedet, der var ringe – det var anmelderen, mente indehaveren, som sendte en lang række klagepunkter og ligefrem tilbød at vise videooptagelser, som skulle kunne bevise, at anmelderen havde refereret en tjener forkert.

Jeg kan sagtens forstå, at man kan føle sig uretfærdigt behandlet i sådan en situation, men en anmeldelse bygger nu engang på skribentens oplevelser. Jeg afviste klagen, og chefredaktionen var enig.

Sociologen og forfatteren Henrik Dahl foreslog i øvrigt i denne uge et ankenævn for anmeldelser. Det skal skride ind, når en anmelder ikke har læst den bog eller set den film, der anmeldes.

I de tilfælde håber jeg, at redaktøren fyrer vedkommende lige på stedet. Selvfølgelig skal faktuelle oplysninger i anmeldelser også være i orden – ellers skal de rettes. En anmeldelse er ikke et helligt værk.

Men det må og skal være subjektivt, og man er velkommen til at være uenig med anmelderen. Eller til at gå til Pressenævnet. Forslaget om et anmeldelsesklagenævn er derimod det dårligste, jeg har hørt i lang tid.

Hvis jeg må have lov at sige det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden