Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat

Dansk presse vender ryggen til sandheden om krigen i Afghanistan

Sandheden om krigen i Afghanistan har en pris, og den vil dansk presse ikke betale længere.

Debat

Tirsdag 11. marts blev den svenske journalist Nils Horner skudt ned på åben gade i Kabuls ambassadekvarter.

Kun en uge senere kom et af de vestlige journalisters foretrukne tilholdssteder, Hotel Serena, under angreb, og ni mennesker blev dræbt. Der er åbnet en ny front i Afghanistan, og denne gang er det nyhedsmediernes dækning af krigen, der er kommet i ildlinjen.

Allerede tre dage efter mordet på Nils Horner meddeler Politiken, at det er nu er forbi med at sende medarbejdere til Afghanistan. Vi oplever slutspillet på en krig, der har varet i over et årti, Danmarks længste militære engagement i mange hundrede år, og journalister fra Danmarks førende avis vil være fraværende.

LÆS MERE

Det betyder ikke, at krigen ikke bliver dækket. Der vil være store udenlandske aviser og pressebureauer, som fortsat sender deres korrespondenter. Men en kritisk dansk vinkel på den krig, som har bidraget så meget til danske politikeres naragtigt oppustede selvopfattelse, vil være fraværende.

Præsidentvalget er på vej, og derfor søger journalister igen til Afghanistan. Men det er en kortlivet opmærksomhed, der bliver landet til del. Historier fra Afghanistan har allerede længe haft lav prioritet på mediernes redaktioner. Nato’s tilbagetrækning er i fuld gang, og med den er medieinteressen også styrtdykket.

Hvad mere er: Arbejdsgrundlaget for de mange journalister, der lod sig embedde med Nato-tropperne som deres eneste indgang til den afghanske konflikt, er på vej til at forsvinde.

Nu hvor de ikke længere kan arbejde under militær beskyttelse, kommer de fleste journalister ikke.

Der har været en håndfuld storbyer i det nordlige og vestlige Afghanistan, først og fremmest hovedstaden Kabul, hvor det ansås for sikkert at færdes. Også det lille frirum lukkes nu.

Virkelighedsfjerne generaler, politikere og diplomater taler stadig om succes og fremskridt i Afghanistan. Deres egen opførsel dementerer hver dag deres ord. Hvis de under deres besøg i landet ikke er betydningsfulde nok til at få militær ekskorte i den tunge vægtklasse, gemmer de sig bag en fuldpansret firehjulstrækkers røgfarvede ruder.

Ingen diplomat eller politiker har de sidste mange år vovet at gøre, hvad Nils Horner gjorde for få uger siden, gå sig en tur på gaden i Kabul og blande sig med almindelige mennesker. Det er kun i politikernes retorik, at der findes fremskridt og sikkerhed i Afghanistan.

Men Kabul var sikker. For 11 måneder siden var jeg i byen og færdedes sammen med den norske journalist Anders Sømme Hammer trygt overalt, i byens gamle basar, på hovedstrøgene, i nattestille gader, til dragefestival på en af Kabuls høje. Nu ser det anderledes ud.

Oprørerne retter i Kabuls gader deres våben mod civile vesterlændinge, og deres budskab er klart. De vil demonstrere, at de kan slå til overalt. Afghanistan er uden for kontrol. Det er løgnen om sikkerhed, de skyder på.Vi har i snart mange år hørt afghanere udtale sig positivt om vores tilstedeværelse i landet og deres tillid til fremtiden.

Men der er en ting, vi ikke gør os klart, når vi lytter til disse beroligende udsagn. Det er selve generaliseringen ’afghanerne’, det er galt med. Afghanistan er indviklet i en borgerkrig, ikke så blodig som den i Syrien, men blodig nok til at vidne om et folk, der er polariseret i en tragisk kamp, ikke blot om magt, men også om de mest fundamentale værdier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men vestlige journalister har med få undtagelser aldrig talt med andre end borgerkrigens ene part, den veluddannede middelklasse, hvis nøgne overlevelse hele tiden har været afhængig af vores tilstedeværelse og beskyttelse. Hvad vi har valgt at lytte til, var blot ekkoet af vores egne ønskedrømme for Afghanistan.

Nu skal præsidentvalget dækkes i en sidste hyldest til vore egne luftkasteller. Der er allerede registreret langt flere vælgere, end der er stemmeberettigede i Afghanistan. Valget bliver som det forrige i 2009 et gigantisk svindelnummer, men vil uden en stærk og vågen mediedækning blive taget for pålydende af Vestens regeringschefer.

Derefter vil tavsheden sænke sig over Afghanistan. Det vil gå som i efterspillet til Irakkrigen. Vi vil hverken forstå eller vide, hvad der foregår, alt imens endnu et land, der blev et offer for vores blodtørstige gode vilje, går i opløsning for øjnene af os, og vi må nøjes med at tælle de daglige bombebrag.

Hvem vil efter drabet på Nils Horner sætte livet på spil for at afdække den upopulære sandhed om vores eget tragiske selvbedrag? Etikken i krigsjournalistik er genstand for en aldrig afsluttet debat. I sidste ende er det den enkelte journalist, der må afgøre med sig selv, om en given sag er værd at dække med livet som indsats. En beslutning, der involverer liv og død, kan aldrig træffes af en arbejdsgiver på de ansattes vegne.

Men der er en kendsgerning, vi fra nu af ikke længere behøver at diskutere: Sandheden om krigen i Afghanistan har en pris, og den vil dansk presse ikke betale.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce