Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PER FOLKVER (arkiv)
Foto: PER FOLKVER (arkiv)

Hjernesvulst. Amalie Ravn Østergaard's far har en tumor i hjernen, der aldrig forsvinder.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Du behøver slet ikke at undskylde for din sygdom, far

Du har aldrig selv valgt at være syg og jeg er taknemmelig for, at du kæmper.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære Niels. Jeg blev både rørt og forskrækket, da jeg læste din kronik ’Da jeg fik en tumor på størrelse med en mandarin i hjernen’, for sandheden er, at kronikken lige så godt kunne have været skrevet om min egen far.

LÆS KRONIKEN

Det er efterår, 2006. Min far havde netop fået konstateret sin første tumor i hjernen. Godartet, heldigvis, men den var desværre rigtig uheldigt placeret; kun ganske få millimeter fra selve hjernestammen. Jeg er på daværende tidspunkt 10 år gammel. Jeg ved, at min far er syg og skal opereres i hjernen.

Men min far er en fighter, og lægerne siger, at der er håb forude. Uvidende om, at han ligger og kæmper for sit liv på operationsbordet, bliver jeg en morgen kaldt ind på mine forældres soveværelse. Noget er helt galt.

Jeg får fortalt, at under operationen havde lægerne været nødt til at klippe nerver over for at kunne komme ind til tumoren.

Min far er i løbet af natten blevet lam i halvdelen af halsen, i armen og døv på venstre øre. Tumoren havde siddet tættere på hjernestammen end tidligere forventet, og det havde gjort operationen yderst kompliceret.

Havde man vidst det inden operationen, er jeg ikke sikker på, at lægerne havde turdet operere ham. Så havde han ikke været blandt os i dag. I flere måneder var han lænket til sengen på Rigshospitalets kræftafdeling. Jeg husker alle besøgene på Riget.

Nogle dage måtte vi komme op og se ham, andre dage blev min lillebror og jeg bedt om at vente i venteværelset, mens min mor besøgte ham alene.

Så stod det klart for mig, at han var virkelig syg. Uden at være i stand til at bevæge sig, uden at være i stand til at synke, snakke, udtrykke sig ordentligt lå han der. Dage. Uger. Måneder.

Da han kom hjem, blev vores hus forvandlet til et hospital. Han var tvunget til at gå rundt med et stativ, et anlæg, der kunne holde øje med ham.

Grundet lammelsen i halsen kunne han det første år ikke indtage andet end sondemad og proteinshakes. Kiloene raslede af ham. Jeg kunne ikke længere genkende min egen far. Hans stemme var blevet dybere, hans hår forsvundet og erstattet med et kæmpe ar.

I dag husker jeg ikke tiden, før han blev syg. Ikke længere, i hvert fald. I årenes løb er tumoren brudt ud i flere omgange. Senest i efteråret 2013 – otte år efter første operation.

Den oprindelige svulst er begyndt at vokse igen og har denne gang også ramt hans syn. I dag ved vi, at tumoren aldrig forsvinder. Med års mellemrum kommer den igen, og så skal min far igennem endnu et forløb. Stråler, kemo, whatever.

Kære Niels, denne part er rettet mod dig. Du har ret i, at ingen sygdomsforløb er ens; jeg kan af gode grunde derfor ikke fortælle dig, hvordan du eller din familie burde have håndteret kræften. Men jeg kan fortælle dig, hvad jeg havde allermest brug for under min fars mange sygdomsforløb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg manglede en bekræftelse i, at det var okay at være bange. At det var okay at være vred, og at jeg ikke var alene om den følelse. Kunne det for helvede ikke være gået ud over nogle andre? Bare denne ene gang? Men det siger man jo ikke højt. For ja, sygdommen rammer i den grad de pårørende.

Jeg har følt mig ensom og forladt, selv om der altid har været folk omkring mig. Men jeg har aldrig syntes, at det var mine forældres skyld. Man vælger ikke selv, om man vil have kræft.

Så Kære Niels, kære dig, som er ramt af sygdom, men allermest kære far. Jeg ved, at du føler skyld. Jeg ved, at du ville ønske, du havde været der oftere. Jeg ved, at du ville ønske, at du kunne have holdt talen til min konfirmation, drible rundt, lege med os, være med til festerne og al balladen. Men jeg forstår godt, hvis du har brug for ro.

Du behøver ikke undskylde længere. Du har aldrig selv valgt at være syg, og når alt kommer til alt, så er jeg taknemmelig for, at du stadigvæk er her. Taknemmelig for, at du kæmper. For vi har mange år endnu. Vi er ikke færdige med at rejse jorden rundt, med at skændes, med at grine og græde.

Vi er jo slet ikke færdige endnu, far.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden