Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindekamp. »Det nye oprør er anderledes end det gamle, fordi de kvinder, der går forrest, hverken er højtråbende eller selvpromoverende. Det er jo netop kvinder, der har valgt det hjemlige liv«, skriver Amalie Lyhne, der er cand.scient.pol. og ekstern lektor. Fotograf: Kasper Løftgaard
Foto: KASPER LØFTGAARD

Kvindekamp. »Det nye oprør er anderledes end det gamle, fordi de kvinder, der går forrest, hverken er højtråbende eller selvpromoverende. Det er jo netop kvinder, der har valgt det hjemlige liv«, skriver Amalie Lyhne, der er cand.scient.pol. og ekstern lektor. Fotograf: Kasper Løftgaard

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et nyt kvindeoprør er på vej

Nu er det ved at blive okay for en kvinde at gå hjemme med børnene.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvinder er stærke’. Sådan stod der på en plakat, der hang i køkkenet i mit barndomshjem. To kvinder tegnet i orange og blå farver så ned på mig med alvorlige blikke. Plakaten var vist egentlig en del af rødstrømpernes anti-EF-kampagne, men for mig var de tre ord en daglig påmindelse om min plads i verden. Jeg stod ikke tilbage for nogen – og da slet ikke mænd. Kvindeoprøret var både rigtigt og vigtigt. Der var brug for det dengang, fordi alt for mange kvinder ikke havde mulighed for at leve det liv, de ønskede.

Og kvindebilledet blev heldigvis nuanceret med tiden. Madonna havde i 80’erne en særlig stor betydning for alle os, der var opdraget med kvindemagt og lilla bleer, fordi hun demonstrerede, at kvinder godt kan være stærke og selvstændige, uden at de behøver at lægge blonderne og makeuppen på hylden og nøjes med politisk korrekt sex.

Men siden gik det galt. Feministerne glemte, at deres projekt egentlig var et frigørelsesprojekt – ikke et ensretningsprojekt.

I dag er feministerne holdt op med at kræve mere frihed til kvinder. De er blevet til elitefeminister, der kræver det omvendte – de kræver mindre frihed til kvinder. Smukke unge piger, der gerne vil servere burgere iført hotpants, skal straks holde op. De er så dumme, at de må have hjælp til at forstå, hvor undertrykte de er.

LÆS KOMMENTAR

Sexarbejdere lider af falsk bevidsthed, og deres erhverv skal forbydes. Kvinder, der vælger at gå uden om professorstillinger og bestyrelsesposter, skal også hjælpes til at indse, hvordan de egentlig burde prioritere.

Kvinder skal simpelthen rette ind, og elitefeministerne er ikke tilfredse, før de lige muligheder – som kvinder og mænd jo har i dag – på samtlige områder er konverteret til lige resultater (altså lige bortset fra sådan noget med at rense kloakker, slæbe flyttelæs og gå i krig – det må mændene gerne fortsætte med at gøre alene).

Samtidig er det gamle guldbur blevet erstattet af et nyt: Hvor man tidligere havde svært ved at bryde ud af rollen som hjemmegående uden at blive mødt med omgivelsernes hævede øjenbryn og statens strukturelle modstand, kan man pludselig ikke påtage sig rollen længere – uden netop at blive mødt med omgivelsernes hævede øjenbryn og statens strukturelle modstand. Jeg har selv prøvet det. At prioritere moderskabet op og karrieren ned er noget, der konstant skal forsvares, diskuteres og undskyldes for.

Da jeg under en julefrokost fortalte, at jeg havde besluttet at arbejde på halv tid for at være mere sammen med min søn, udbrød en gammel ven: »Jamen, det kan du da ikke! Du skylder da samfundet at arbejde«.

Men er mennesker, er kvinder, til for samfundets skyld? Er samfundet vigtigere end det enkelte menneske? Må man ikke stikke ud fra mængden? Er det ikke – undskyld mig – en temmelig reaktionær indstilling? Det synes jeg. Alligevel har vi indrettet samfundsstrukturerne, så det netop er denne konforme måde at anskue kvindelivet på, der hersker.

Det offentlige tilskud til institutionerne er så massivt og skatten så høj, at det er meget svært for en familie at klare sig med kun én indkomst og børnene hjemme. Og det gør det ikke lettere, at skattesystemet favoriserer institutionsfamilien – man får som familie meget mere ud af at være to, der hver tjener 300.000 om året, i forhold til at være én, der tjener 600.000.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det mest groteske eksempel på statens bias er, at du let kan få offentlig støtte til at ansætte en anden person til at passe dit barn hjemme – du må bare ikke selv gøre det. For hjemmegående mødre, puha, det vil Moder Stat ikke røre ved. Men det kommer hun nok til.

Ifølge en ny meningsmåling, som avisen.dk har fået analysebureauet Wilke til at foretage, ville 41 pct. af alle børnefamilier lade den ene forælder gå hjemme, hvis det kunne lade sig gøre økonomisk.

Samtidig ser vi flere og flere eksperter advare mod børnenes lange dage i institution.

LÆS KOMMENTAR

Jeg tror, at et nyt kvindeoprør er på vej. Vi vil selv bestemme, om vi vil sælge sex, gå i hotpants eller gå hjemme med vores børn. Det skal hverken staten eller elitefeministerne bestemme. Vi vil ikke alle sammen leve på den samme måde. Vi insisterer på, at der er mange måder at være kvinde på.

Da jeg var lille og hver dag så op på de alvorlige kvinder på rødstrømpeplakaten, kunne ingen gætte, at det er staten og feministerne, som min generation af kvinder gør oprør imod – ikke mændene.[citat-3)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det nye oprør er anderledes end det gamle, fordi de kvinder, der går forrest, hverken er højtråbende eller selvpromoverende. Det er jo netop kvinder, der har valgt det hjemlige liv og ikke har behov for at gøre sig gældende i det offentlige rum – modsat elitefeministerne. Derfor er det et stille oprør, som de fleste slet ikke har lagt mærke til. Men det er her, og snart vil politikerne også opdage det. Så kan vi forhåbentlig få ændret de ensrettende samfundsstrukturer, lukke kvinderne ud af guldburet og give børnene en bedre opvækst.

Det ville klæde Danmark anno 2014.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden