Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi europæere er forkælede

Måske er tingene i Europa nødt til at blive værre - før de ingen kan blive bedre.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det europæiske projekt står midt i sin største krise nogensinde. Det er ikke en krise i EU, men en krise for EU - for hele det europæiske projekt - og der er grund til at være bekymret for, at nationalister, skeptikere og antipartier ser ud til at få et godt valg til Europa-parlamentet. Sådan siger den britiske professor Timothy Garton Ash, der mener, at EU-lederne nu må begynde at give folk det, de har brug for.

Europa er stærkt plaget i øjeblikket, hvor vi skal til europaparlamentsvalg - der er arbejdsløshed, ingen særlig vækst, budgetbeskæringer, og befolkningerne rundt omkring i EU ser ud til at ville protestere mod EU-systemet ved at stemme på EU-skeptiske partier. Hvad er det, vi ser?

LÆS KOMMENTAR

»Til listen af europæiske plager kan du skrive krig eller trussel om krig i Ukraine. Bare lige for at gøre det klart, hvad vi taler om. Samtidig med at vi har europaparlamentsvalg, skal ukrainerne vælge en ny præsident. Valgene falder samme dag, og hvis man tror, at EU ikke betyder noget, skal man tage til Kijev eller Donetsk. Der kan man tydeligt se, præcis hvorfor EU betyder noget. Det er en revolution, en krig, der begyndte med et valg om EU. Så dem uden for EU føler virkelig, at unionen har betydning. Problemet er, at folk inden for unionen ser EU som et problem«.

Hvordan er vi endt her?

»Jeg tror, det mest fundamentale svar er, at det var meget bedre at rejse med håb end at ankomme. Alle vores forskellige europæiske erfaringer handlede om at være et dårligt sted i fortiden og at have ønsket om at komme et bedre sted hen - og det sted var Europa. For tyskerne var det nazisme, for franskmændene var det besættelse, for spanierne var det Franco, for polakkerne var det kommunisme, for briterne var det økonomisk nedtur. Vi ville et bedre sted hen. Og nu er problemet, at vi alle sammen er ankommet. Vi er her nu«.

Men det er vel godt. Hvorfor har vi så et problem med Europa?

»Det sted, vi befinder os, er ikke bare værre end drømmen, det er også på mange måder værre, end det var for blot fem-ti år siden. Hvis du er en ung græker eller spanier eller italiener, så kigger du ikke længere fra en mørk fortid mod en lysere fremtid. Du ser tilbage på en lys fortid mod en mørk fremtid. For ti år siden havde vi et toppunkt for det europæiske projekt, hvor det syntes, som om vi blev mere og mere lige og frie og rige. Hvis man tog til Athen eller Madrid eller Prag, fik man en klar følelse af, at man var på den samme rejse som tyskerne eller danskerne. Det var en god rejse. Nu er den følelse væk. Jeg kan give dig ti andre årsager til, at det europæiske projekt er midt i en krise, men det mest fundamentale er dette«.

Vi er forkælede

Ifølge Timothy Garton Ash kan europæerne ikke længere se alt det gode, vi har opnået gennem EU. Og han mener, europæerne er forkælede, når de nu vender ryggen til det europæiske projekt.

LÆS KOMMENTAR

»Dele af mig – i mine mørke stunder – har en fornemmelse af, at tingene skal blive endnu værre i Europa, end de er nu, før de kan blive bedre. Jeg hørte den tyske kansler Angela Merkel sige en passant i en tale forleden: ’Måske skulle vi bare suspendere Schengen-aftalen for at minde folk om, hvordan det er’. Det er en stor del af problemet, at folk ikke ser, hvad det koster, hvis vi ikke har EU. En del af det handler om, at vi allerede har fået fred. Og vi har været der for længe. Unionens største problem er kort sagt dens succes«.

Hvordan mener du?

»Vi har en dagligdags europæisk frihed, som jeg kalder easyJet-Europa. Alle mine studerende fra hele Europa tager det for givet, at de kan vågne op fredag morgen og tage et lavprisfly fra Lissabon til Talinn eller fra London til Paris og slå sig ned der og møde en kæreste, lave et liv, få et job. Den frihed tager folk i dag som en selvfølge. Jeg tror fundamentalt set ikke, at de føler, det er truet, men hvis de gjorde, ville de mobilisere sig for Europa. De færreste har i dag en personlig erindring om fattigdom og besættelse. De føler sig heller ikke truet af, hvad Putin har gang i i Ukraine. Det er ikke, som om Den Røde Hær står midt i Europa. Det er ligesom truslen fra den globale opvarmning eller fra Kina. Det opleves fjernt«.

LÆS KOMMENTAR

Hvordan kunne det gøres nært for borgerne?

»Det, vi har brug for, er en app, som kunne tage folk tilbage - f.eks. en 19-årig - til Europa, som det var, da jeg var ung, hvor det meste af kontinentet stadig var under diktatorer. Det var dengang, man skulle have visum for at rejse nogen steder, hvor man ikke bare kunne tage et job hvor som helst, hvor man havde alle disse valutaer. Måske er det, hvad vi har brug for - en app, der ville give folk en ægte oplevelse af, hvad Europa var: folk, der bliver stoppet ved Berlinmuren eller arresteret af Salazar«.

Vi bebrejder EU

Det kan godt være, du mener, vi er forkælede, men de mange europæere, der ser ud til at ville protestere mod EU ved parlamentsvalget, har jo ret i, at fremtiden ser mørk ud lige nu – der er en lang række forskellige problemer i Europa, og det virker ikke, som om EU er en del af løsningen, snarere en del af problemet ...

»Ja, vi associerer ikke længere alle vores håb for en bedre fremtid med Europa. Mange bebrejder EU for en masse dårligdomme – ikke bare befolkningerne, men også mange nationale politikere, der træder frem efter EU-topmøder og briefer pressen om deres egen store triumf eller andre landes nederlag. Det skaber ikke gejst for Europa. Vi har brug for mere passion og politikere, der tør sige til befolkningerne: Vil I virkelig risikere at miste alt det, vi har opnået?«.

Men deter jo de store linjer - der er jo også reelle problemer for folk rundt om i Europa...

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, EU har problemer med at levere det, folk har brug for. Det er selvfølgelig særligt på grund af den økonomiske krise, at vi har tabt følelsen af fællesskab. Og de fundamentale problemer med euroen har haft en voldsomt stor social omkostning i Sydeuropa. Det var tydeligvis ikke en god idé at have en fælles valuta uden en fælles finanspolitik. Det forsøger man så nu at finde et svar på. Men det er klart, at hvis man er en ung græker eller spanier, tvivler man på EU’s legitimitet«.

Hvordan kommer EU ud af den legitimitetskrise?

»Vi skal have et bedre EU. Jeg siger hverken, at vi skal have mere EU eller flere EU-institutioner, men EU skal gøre ting, som borgerne synes er vigtige og har betydning. Som f.eks. at skabe flere jobs eller nedbringe prisen på mobiltelefoni eller at hjælpe os med at stå op imod Putins aggression i Ukraine eller sikre bedre styret immigration til Europa, så folk ikke føler, at fremmede koster dem deres job og velfærd. Det ville være mit svar. Gør noget konkret og godt for EU’s borgere«.

Hvem skal levere det?

»Jeg er ligeglad med, om politikken er lavet af kommissionen eller parlamentet eller hvem det er – så længe det er effektiv og god politik. Og så handler det om, at vores professionelle politikere lytter til deres vælgere og responderer på dem. Lad os aldrig glemme, at EU ikke er målet, men midlet. Vi må minde os selv om, hvad EU er til for. Det er for at sikre mere frihed, sikkerhed, fremgang, livschancer, jobs. EU skal måles på sin evne til at levere det. Jeg vil sige, som Nike gør med deres slogan: ’Just do it’«.

Men indtil EU leverer bedre politik, vil vi se en masse antipartier vælte ind i parlamentet ...

»Ja, vi ved endnu ikke, hvor mange anti-parlamentarikere der kommer ind, men lige nu ser det ud til at være mange. Effekten er ikke, at EU-projektet går i stå, men at vi vil have disse nye stemmer, og de vil have en stor prædikestol at tale fra i parlamentet – men det er fint, for de er jo repræsentative stemmer, så lad os høre dem. I det konkrete politiske arbejde vil man se, at de store koalitioner samler sig for at holde tingene på sporet. Det er i sig selv godt på kort sigt, men på langt sigt vil det styrke proteststemmerne yderligere, hvis alle mainstreamdemokratiske partier samler sig. Dette er faren. Det betyder nemlig, at protestpartierne kan fortsætte med at pege fingre ad de ansvarlige«.

Men det, du siger, er, at proteststemmerne ingen betydning får reelt?

»Medmindre den politik, vi kommer op med – med støtte fra de facto-storkoalitionen de næste få år – er virkelig effektiv og adresserer folks bekymringer og problemer, så vil protestpartierne fortsætte med at få nye støtter. Der er intet nemmere end at være et protestparti«.

Er der grund til at være bekymret på Europas vegne?

»Lige i øjeblikket har jeg både intellektets pessimisme og viljens optimisme. Intellektuelt må den sobre analyse være pessimistisk, men jeg tror også, at hvis vi bare får enkelte gode politikere i spidsen og bedre politikker – og hvis folk virkelig føler, at centrale resultater i EU er truet, så vil de mobilisere for Europa. Derfor er opgaven nu: Lad os høre, hvad folket vil. Og lad os derefter se, om EU kan levere på det. Og lad så EU levere«.

Vi savner passionerede politikere

Timothy Garton Ash mener, at den manglende tro på EU også handler om, at de nationale politikere mangler passion for det europæiske projekt og kun går op i national politik, samtidig med at Europaparlamentet slet ikke har indtaget den rolle, det var tiltænkt, da de første direkte valg blev indført i 1979.

LÆS KOMMENTAR

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Tanken i 70’erne var, at vi stille og roligt ville få en fælleseuropæisk politik, europæiske medier, en fælles europæisk offentlighed, og at vi her 40 år efter ville leve i en fælles europæisk politisk virkelighed. Vi troede, at det ville være ligesom præsidentvalget i USA, at vi alle ville sidde på kanten af stolene for at se, om det ville blive Juncker eller Schulz, ligesom vi ser Obama versus Romney. Fortæl mig lige, hvor mange europæere der sidder på kanten af stolen nu? Folk kender ikke engang navnene på dem, der bejler til formandsposten for kommissionen. Det kunne være sket, men det virker ikke. Vi har kun national politik, ikke europæisk, og det giver os jo ikke en fornemmelse af en fælles europæisk bevidsthed«.

Hvad skal der til ud over bedre EU-politik for at få det europæiske projekt tilbage på sporet?

»Der skal ske noget for at engagere borgerne demokratisk i projektet. Man kan ikke bebrejde stats- og regeringslederne for at være unge, men det er de, og de tager freden for givet. Og de mangler passionen for Europa. Derudover er det virkelig vigtigt, at der bliver indsat nogle attraktive, europæiske figurer i toppen af EU-systemerne efter europaparlamentsvalget. Der skal vælges ny kommissionsformand og ny formand for parlamentet og ny udenrigspolitisk chef. Hvis EU virkelig ville rykke, skulle man vælge nogle folk med stor autoritet, f.eks. Carl Bildt, der ville være en fremragende mand som udenrigs- og sikkerhedschef. Hvis man fandt nogle stærke frontfigurer, der kunne give EU et nyt ansigt, kunne man få succes med projektet«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden