Messerschmidt glemmer, at Danmark kan træde ud af EU

EU befinder sig i denne epoke af sin eksistens i en brydningstid, hvor kampen mellem i hovedsagen to udviklingstendenser udspiller sig. På den ene side har vi en række mere eller mindre udpræget nationalistiske partier, hvoraf nogle er helt nye. De er skeptiske over for EU og nogle er direkte modstandere af EU-medlemskab. På den anden har vi mere traditionelle midterpartier, der i nogle tilfælde (som f.eks. danske konservative) udtrykker en vis skepsis over for EU, men ikke desto mindre står fast på deres støtte til EU og opretholdelse af deres lands medlemskab af EU.

For Danmarks vedkommende præges det aktuelle politiske billede og holdningen til EU ikke mindst af Dansk Folkeparti (DF) repræsenteret ved Morten Messerschmidt (M.M.). DF og M.M. hævder, at de ikke er imod dansk medlemskab af EU eller imod EU som sådan. Men til gengæld udfolder de energiske bestræbelser for at fremme udbredelsen af modvilje mod EU for derigennem at prøve at ændre EU på en måde, der vil svække det EU, vi kender og har stor gavn af.

Senest skriver M.M. i en kronik i Politiken (2. maj) med overskriften »Kun i nationalstaten føler vi os som et folk«, at han ikke har hørt nogen danske vende vore politiske institutioner ryggen, fordi de er utilfredse med regeringen, men at han ofte hører danskere vende EUs institutioner ryggen, fordi de er utilfredse med EU. Hvorfor det, spørger M.M. og giver selv svaret. Jo, det er fordi EU ikke hviler på det nationale udgangspunkt.

LÆS MORTEN MESSERSCHMIDT

Den slags udtalelser, der ganske vist tyder på, at M.M. har overhørt den udbredte kritik af dansk indenrigspolitik og Folketinget, er med til at underbygge nationalismen, svække EU og fremme M.M.s mål, der ifølge hans kronik er at reformere og reducere EU til et samarbejde i en strukturel form, som europæerne kan leve med. Kun derved kan vi undgå, at EU splitter, men i stedet gavner Europa, siger han. Den holdning kan man have, men det er ikke reelt at fremme sit mål gennem udtalelser m.v., der er misvisende eller er urigtige. Og i så henseende udgør M.M. desværre et problem.

M.M. kritiserer den tendens, han mener, der er til at udvikle EU til en føderal stat og fremhæver, hvordan den danske suverænitetsafgivelse udgør en afgivelse af danske myndighedsbeføjelser, der i realiteten går længere end forudsat i grundlovens § 20. For i årene siden dansk indtrædelse i EU har ændringer af en række af traktaternes bestemmelser gjort det muligt at vedtage EU-lovgivning ved (kvalificeret) flertalsafstemning i Ministerrådet på de allerfleste af de områder, hvor der før gjaldt en vetoret. Derfor sker der ifølge M.M. det, at de enkelte EU-love i stigende omfang fratager danskere og andre medlemslande national suverænitet.

Afskaffelsen af den oprindeligt gældende traktatbestemte vetoret på en række områder har været nødvendig for at gøre EU i stand til at fungere. Med et stadigt voksende antal (nu 28) medlemslande ville et enstemmighedskrav blokere EU's beslutningsproces. Man kan som M.M. med en vis ret argumentere for, at afskaffelsen af den traktatbestemte vetoret allerede i forbindelse med dansk tilslutning til den såkaldte EF-pakke i 1986 burde have krævet en ny dansk § 20-procedure (efter omstændighederne med følgende folkeafstemning), men det løb er kørt så at sige.

Til gengæld undlader M.M. at nævne, at de traktatændringer, der fjernede vetoretten på en række områder af EU-lovgivningen, er blevet vedtaget med dansk tilslutning, og at Danmarks tilslutning i 1993 til den mest omfattende ændring af traktatgrundlaget (Unionstraktaten), der yderligere udvidede adgangen til at anvende flertalsbeslutninger i Ministerrådet, foregik på basis af § 20-proceduren, dvs. ved en flertalsvedtagelse i Folketinget og efter en bindende folkeafstemning, der ifølge grundloven ikke var påkrævet, eftersom kravet i § 20 om mindst 5/6 flertal i Folketinget var opfyldt.

LÆS BAROSSO

Det er altså ikke EU, der har tvunget Danmark til at acceptere flertalsafstemning i Ministerrådet, men Danmark selv, der af fri vilje har godkendt udviklingen.

M.M. undlader også at nævne, at Danmark og de andre EU-lande har ret til at udtræde af EU, hvis de finder det ønskeligt. En udtræden kan vedtages med et flertal i Folketinget og kan foregå med eller uden en aftale med EU om vilkårene for udtrædelsen, jfr. art. 50 i Unionstraktaten.

Kan en stat presses til at agere mod sin vilje, bliver dens myndigheder blot en tom skal over for overmyndighedens magt, skriver M.M. Ja, men Danmark, der i øvrigt har flere forbehold i forhold til EU end noget andet EU-land, bestemmer fuldt ud selv, hvor langt eller længe vi vil deltage i EUs udvikling. Det er i orden at advare mod en udvikling, man ikke ønsker, f.eks. udvikling af EU til en forbundsstat som Canada, Tyskland eller USA, men det er ikke i orden at gøre det uden at påpege, at vi selv har valgt at gå med indtil nu og har adgang til at udtræde af EU.

Som en advarsel imod dansk deltagelse i eurozonen fremfører M.M., at eurozonen (men altså ikke hele EU) kun kan overleve, hvis de deltagende lande danner en føderation med fælles finanspolitik, skatteopkrævning, socialpolitik og obligationsudstedelse. Hvorfra M.M. ved det, er svært at vide, men det er en påstand, der næppe er holdbar. Eurolandene vil selvsagt, som det i øvrigt gælder alle EU-landene, være forpligtede til at overholde visse fælles rammer for finanspolitikken, men de kan inden for de rammer selv bestemme, hvordan deres finanspolitik skal skrues sammen. Der vil heller ikke være nogen nødvendighed for at anvende fælles skatteopkrævning og obligationsudstedelse endsige fælles socialpolitik. Det er sådanne løse påstande, der er med til at skræmme borgere fra at forholde sig positivt over for EU, der har skabt stor velstandsfremgang og dermed også basis for gode velfærdsordninger i EU.

M.M. skriver i sin kronik, at EU-domstolen er gået videre, end traktatgrundlaget tilsiger, men glemmer at fortælle hvorfor. De cirka 30-40 år gamle afgørelser fra EF/EUs barndom, M.M. henviser til, var nødvendige, fordi EU ellers ville være ude af stand til at fungere efter hensigten, og der var i øvrigt ingen traktatbestemmelse, der kunne forstås som et forbud mod en sådan fortolkning af traktatgrundlaget. Den slags udtalelser uden rimelig begrundelse er med til at svække borgernes tillid til og respekt for EU-domstolen, som M.M. uafladeligt betegner som aktivistisk. Det aktivistiske består dog altovervejende i, at Domstolen fra tid til anden træffer afgørelser, der ikke passer med DFs eller for den sags skyld andre politiske partiers holdninger. Går en dom dem imod, så er det udtryk for uacceptabel aktivisme. Passer en dom med deres holdninger, er den god og følgelig ikke aktivistisk. Det sidste kan netop ses i forbindelse med den dom fra EU-domstolen, der for ganske nylig satte grænser for såkaldt datalogning. Der var ikke en mors sjæl, der kaldte dommen aktivistisk! Heller ikke M.M.

LÆS MARGRETE AUKEN

M.M. nævner, at vi måske bør få en dansk forfatningsdomstol i stil med den tyske, der er berygtet for sine (ifølge M.M.) talrige interventioner i retsakter vedrørende deres forenelighed med den tyske forfatning. Der foreligger dog næppe mere end en enkelt eller et par tilfælde, hvor den tyske forfatningsdomstol har forårsaget nogen fundamental ændring af foreslået eller vedtagen EU-lovgivning. Under alle forhold er der ikke behov for en dansk forfatningsdomstol, og man kan fortsat regne med, at højesteret, hvilket den selv har fremhævet, vil sætte foden ned, hvis den bliver stillet over for EU-lovgivning, som med rette kan siges at stride mod traktatgrundlaget og vilkårene for den danske overdragelse af myndighedsbeføjelser til EU og dermed mod grundloven.

M.M. er desværre ikke ene om at så mistillid til EU og fremføre uholdbare og misvisende udtalelse om EU. Kulturforskeren Kasper Støvring, der er fast kommentator på Berlingske, giver nærmest M.M. baghjul i så henseende.

EU er ifølge K.S. et udemokratisk, centraliseret eliteprojekt uden folkelig opbakning. Men heller ikke det er korrekt. EU hviler på EU-landenes overdragelse af visse lovgivningsbeføjelser til EU's institutioner, der alle hviler på et demokratisk grundlag. Kommissionen er indsat af de demokratisk valgte regeringer i EU. Ministerrådet består af udsendte ministre fra EU-landene. Europa-Parlamentet vælges ved direkte valg, hvor vælgere frit kan stemme, og kandidater frit kan stille op til valg uanset deres ideologiske holdninger og holdning for eller imod EU. I modsætning til det, K.S. ligesom M.M. påstår, er EU-domstolen ikke udemokratisk. Domstolen består af to lovligt valgte dommere indsat af hvert EU-lands demokratisk valgte regeringer. Domstolen er nøjagtigt lige så demokratisk som danske domstole.

LÆS JEPPE KOFOD

K.S. har for nylig (Berl. 18.3.14) hævdet, at EU er i fuld gang med at undergrave nationalstatens selvbestemmelse, hvormed det nationale folkestyre med tiden erstattes af et domstolsstyre. Den påstand er så uhyrlig, at enhver normal borger med et minimum af indsigt i statsret og samfundsfag, må ryste på hovedet. Man kvier sig ved at tro, at en kulturforsker som KS kan fremføre sådan misinformation.

Nej, EU er kun, hvad EU-landene gør EU til. EU er ikke en uafhængig, selvstændig organisation, der har magt over medlemslandene. Kommissionen har ingen lovgivningsmagt, når man ser bort fra underordnede regler, der skal holde sig inden for den overordnede lovgivning, som Ministerrådet (for det meste) sammen med Europa-Parlamentet vedtager, og Domstolen skal overholde EU-lovgivningen.

K.S. har fremført den – også ukorrekte – påstand, at EU vil gøre os til en social union. Igen forkert. At kansler Merkel og premierminister David Cameron har taget afstand fra en social union, betyder ikke, at en social union er på vej. Domstolens fortolkning af EU-forordninger om social beskyttelse af vandrende arbejdstagere skaber ikke en social union. EU-domstolen har (som noget selvfølgeligt) udtrykkeligt fremhævet, at den respekterer de enkelte EU-landes ret til at have de velfærdsystemer, de ønsker at have. Når et EU-land giver sine borgere ekstra generøse velfærdsydelser, har landet til gengæld ifølge EU-lovgivning, som EU-landene (og dermed også Danmark) selv har været med til at vedtage, pligt til at give samme ydelser til borgere fra andre EU-lande, når de arbejder i det pågældende land. Det er ligebehandling og burde ikke være ringeagtet her i Danmark – der jo går for at være ligestillingens og solidaritetens foregangsland.

M.M. fremhæver i sin kronik, at grundloven blev skrevet i tillid til, at man i Europa ville arrangere sig med en begrænset mængde overdragelse af magt, jfr. også ordene ’i nærmere bestemt omfang’ i præamblen til traktatgrundlaget. Men sådan skulle EU ikke udvikle sig, siger han.

Ændringer af EU's traktatgrundlag har bid for bid medført overdragelse af nye beføjelser, og traktaterne har ændret beslutningsgangene. Det var ikke forudset i grundloven, skriver M.M.. Måske ikke, men det var til gengæld kendt af de danske politikere og åbenlyst til at se for borgerne, at det i indledningen til Rom-traktaten var indskrevet, at medlemslandene »var besluttet på at skabe grundlag for en stadigt tættere sammenknytning af de europæiske folk«.

LÆS RINA RONJA KARI

At danske føderalister, som M.M. skriver, ikke ved, at Danmark har givet EU beføjelser til at bestemme over vore SU-ydelser, udlændingepolitik eller børnepenge, er ikke EUs skyld. Det er danskernes egen skyld. M.M. gør sig dog her selv skyld i et – forhåbentlig utilsigtet – forkert udsagn, eftersom Danmark i kraft af retsforbeholdet ikke har overladt udlændingepolitikken til EU. Men EU's udlændingepolitik kan indirekte få betydning også i Danmark og for den ’stramme, men fair’ danske udlændingepolitik.

M.M. og DF har udtalt sig til fordel for et såkaldt velfærdsforbehold. Det er sket på grundlag af yderst løst funderede påstande om såkaldt velfærdsturisme. Såfremt et sådant forbehold skulle få nogen reel betydning, ville det indebære, at Danmark bryder med EU's fundamentale regler om fri bevægelighed, dvs. selve EU's grundlæggende tankegang, der er baseret på solidaritet mellem medlemslandene. Men det forholder sig nok sådan, at M.M. og DF ligesom K.S. mener, at vi kun skal være solidariske med os selv. De glemmer, at andre lande var yderst solidariske med Danmark, da det kneb under anden verdenskrig og også derefter. Ikke blot England, men også det fjerne USA viste grænseoverskridende solidaritet ikke blot ved at være med til at befri lande som Danmark, men for USA's vedkommende også med omfattende økonomisk hjælp. Skulle vi så ikke kunne yde lidt solidaritet med østeuropæiske lande, der modsat Danmark (reelt) kæmpede imod Tyskland?

Det hævdes ikke sjældent, at EU lider af et demokratisk underskud. Det er kun i begrænset omfang rigtigt. For det direkte valgte Europa-Parlament er blevet en tungvejende magtfaktor inden for EU's institutionelle system og er nu som medlovgiver på næsten alle områder af lovgivningsprocessen ligestillet med Ministerrådet.

Europa-Parlamentets sammensætning efter valget i slutningen af maj kan ikke blot få afgørende betydning for, hvem der bliver den næste kommissionsformand, men Europa-Parlamentets sammensætning vil også få betydning som en reel kanal for demokratisk indflydelse på Europas udvikling. Den udvikling kan gå i retning af et mere føderalistisk eller et mere funktionalistisk/pragmatisk, fælles politisk system. Det må EU-landene og EU's institutioner, der alle er solidt demokratisk funderede, tage stilling til.

Den franske embedsmand Jean Monnet kaldes EU's fader. Han havde ved afslutningen af 2. verdenskrig en målsætning om et EU's forenede stater. Men han vidste også, at det ikke var noget, han var ene om at bestemme.

På den næstsidste side i sine erindringer skriver han, at han ikke kan vide, hvor det ender: bliver det mon et statsforbund eller en forbundsstat? Måske findes der intet fortilfælde, tilføjer han. Han slutter med at sige, at det må blive op til de europæiske demokratier (dvs. nationalstaterne) at bestemme.

Monnet forudsætter altså, at nationalstaterne forbliver, men det udelukker efter hans mening ikke et centralt, institutionelt system. Til gengæld er der slet ingen tale om at afskaffe nationalstaterne. På forsiden af hans erindringer står der således: »Nous ne coalisons pas des Etats, nous unissons des hommes«. Det kan oversættes som følger: »Vi sammenlægger ikke stater, vi forener mennesker«.