Sad jeg i den varme stol i Martin Krasniks Deadline, ville jeg med min baggrund være færdig. Slagtekvæg i form af et stykke apologetisk halal-hippie fra de røde lakajers højborg, Københavns Universitet, hvorfra jeg snart er kandidat i mellemøststudier. Min tunesiske far ville heller ikke hjælpe mit cv.
Uanset hvordan jeg argumenterede, skulle jeg forholde mig til min plettede baggrund og forsøge at forklare, at jeg altså ikke bifalder Hamas, men samtidig synes, at Israels traumatisering af en hel befolkning på alle mulige måder er konfliktens største synd.


