Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi må indse, at familien er i krise

Normen om, at bedsteforældre hjælper deres voksne børn, blev opløst med 68-generationen. Men hvis man påpeger det, bliver man beskyldt for klynk.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogen tid siden bragte Politiken et interview med Jeanette Friis Wøldike, som savner sine forældre i hverdagen med tre små børn.

Debatten, som startede med et oprigtigt nødråb fra et medmenneske, er endnu engang blevet tacklet ved hjælp af den klynkeretorik, der for tiden bruges til at lukke enhver debat om vores ansvar over for hinanden.

Det er en skam, for det er min erfaring, at det savn, hun udtrykker, er ret udbredt i vores generation af småbørnsforældre. Ret beset har vi vel aldrig været mere alene om vores familieliv, og samtidig lever vi i en tid, hvor kravet om fuldtidsengagement på arbejdsmarkedet gennemsyrer alle strukturer.

Dertil kommer, at det er et af tidens helt store tabuer at forvente noget af hinanden inden for familien. Det fremgår også af reaktionerne over for denne kvinde, der egentlig ikke har sagt andet, end at hun savner sin mor og far i en periode i livet, hvor de kunne have hjulpet hende lidt, hvis de ville.

LÆS OGSÅ

I stedet for at affeje hendes opråb som klynk, burde vi diskutere det større spørgsmål om, hvad der er blevet af ansvaret over for hinanden i familien. De normer, jeg kender fra mine bedsteforældre, der blev født i 1920’erne, er blevet opløst med 68’erne, som er mine forældres generation.

Der er nu nærmest frit slag, for alt er til forhandling, og intet kan forventes. Sådan var det bare ikke, da jeg var barn.

Begge mine bedstemødre rejste tværs gennem landet for at hjælpe min mor, når min far var ude at rejse. Jeg og mine søskende kom på ferie hos dem. De hjalp med det praktiske i husholdningen, sådan rigtigt, når de var på besøg, og de havde ingen forventninger om at ’skulle have noget ud af det selv’ eller ’pleje egne interesser’.

Det har ændret sig markant for vores generation, som oplever stor usikkerhed om, hvad man kan bede om. Generelt, ikke kun i forbindelse med små børn, men også i den livsfase, hvor man virkelig har brug for nogen at trække på indimellem.

I nogle familier har man et solidt netværk og en følelse af selvfølgelig forpligtelse, men i andre afviser man overhovedet at have en pligt til at hjælpe hinanden, hvilket er et kæmpe tab. Det er desværre også blevet udgangen på denne runde i debatten i Politiken, hvor det fremstilles, som om kvinden vil have sin mor til at overtage ansvaret for børnene.

Det er jo ikke det, hun siger. Hun efterlyser et engagement fra sine forældres side, som i andre tider og i særdeleshed i andre kulturer ville være fuldstændig naturligt. Men det er det ikke i dagens Danmark. Og føler man sig alene og frustreret over det, bliver man tacklet med beskyldninger om at være selvcentreret. Det er ret grusomt.

Jeg kender en del småbørnsforældre, der aldrig kan trække på nogen som helst ved sygdom, på trods af at vores arbejdsmarked med dets ene eller højst to sygedage per barn forudsætter, at dette netværk findes.

Det gør det bare ikke nødvendigvis, fordi nutidens bedsteforældre har meget andet på programmet og i nogle tilfælde simpelthen ikke stiller op, fordi de ikke har lyst. Ofte er forholdet mellem voksne børn og deres forældre belastet af gamle konflikter og skilsmisser, der også gør det vanskeligt at vide, hvor man har hinanden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Lad os dog indse, at vores familiekultur er i krise, og tage en åben debat om, hvad vi kan gøre ved, at normerne er gået fløjten – mest af alt for børnenes skyld. Hundredvis af syge børn bliver afleveret i pasning hver dag, fordi ingen i familien kan tage sig af dem.

Bedsteforældre kan og skal ikke bære familien oppe, men bare lidt engagement kan gøre en stor forskel i en presset hverdag. I bund og grund er det et spørgsmål om moral, om vi stiller op for hinanden i familien.

Det går begge veje, og nutidens bedsteforældre bliver jo også gamle en dag. Jeg ville synes, det var trist, hvis jeg og mine børn bare kunne vende ryggen til de gamle i familien med samfundets anerkendelse og overlade dem til sig selv, når de har brug for os. Men det kan vi åbenbart med den diskurs, der hersker i øjeblikket.

Vi må give hinanden lidt mere hele vejen rundt og tænke lidt mindre på os selv. Men først og fremmest må vi holde op med at reducere samfundskritiske følelsesudbrud til individuel klynk. Ellers kommer vi aldrig videre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden