Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritisk. Preben Wilhjelm stiller nye spørgsmål til magthaverne.
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

kritisk. Preben Wilhjelm stiller nye spørgsmål til magthaverne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Syv andre gode spørgsmål, som journalisterne heller aldrig stiller

Fhv. venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm stiller nye kritiske spørgsmål til magthaverne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er stadig væsentlige spørgsmål, som journalister og studieværter aldrig stiller.

Uden sådanne spørgsmål havner man uvægerlig i 'den nødvendige politik', som både røde og blå regeringer påberåber sig. Med den konsekvens, at vælgerne ikke kan se forskel på røde og blå. Hvilket er et demokratisk problem, fordi den naturlige reaktion er, at når der ikke er alternative valgmuligheder, kan det hele jo være lige meget.

Så her er syv andre spørgsmål til inspiration (de første bragte avisen 22.4., red.).

LÆS MERE

1. Er danske virksomhedsledere måske mindre dygtige end deres konkurrenter?

For få dage siden blev der offentliggjort en undersøgelse, der viste, at Danmark var faldet to pladser ned med hensyn til at tiltrække udenlandske investeringer.

I den anledning indhentede pressen kommentarer fra diverse erhvervsledere, blandt andre direktør Karsten Dybvad fra DI, som så det som udtryk for vigende konkurrenceevne begrundet i tre ting: et højt lønniveau, mangel på kvalificeret arbejdskraft og for meget bureaukrati.

Det er påfaldende, at virksomhedernes ledelser slet ikke nævnes som en mulig årsag til en vigende konkurrenceevne. Det er dog dem, der bestemmer og tilrettelægger. Og når det går godt, er de ikke sene til at tage æren. Hvornår bliver en Karsten Dybvad eller andre repræsentanter fra den side spurgt, om det mon kunne tænkes, at en del af forklaringen kunne være, at danske virksomhedsledere er for udygtige? Aldrig!

2. Hvorfor er arbejdskraftens kvalifikationer kun statens ansvar?

Det var også nærliggende at spørge Karsten Dybvad, hvorfor I ikke selv arrangerer den manglende efteruddannelse, men klynker over, at 'den alt for store offentlige sektor' ikke frit leverer lige præcis dem, I har brug for?

Det er dog virksomhederne, som bedst kender de specifikke krav. Men et sådant spørgsmål er åbenbart utænkeligt. I hvert fald stilles det aldrig.

3. Hvorfor skal den private sektor ikke bidrage til de sociale udgifter, den påfører samfundet?

Hvis en ansat i en privat virksomhed ikke kan bidrage til overskud, men måske giver et tab på 10.000 kr., bliver hun fyret – og parkeret på en social ydelse, som koster det offentlige over 300.000 kroner.

Sådan er systemets logik og 'den danske model'. I Tyskland skal arbejdsgiverne bidrage til parkeringsudgiften med 'sociale afgifter' på 37 procent af lønsummen. I Danmark skal de ikke betale en krone. Men hvad er den samfundsøkonomiske fornuft i, at et (midlertidigt) privat tab på 10.000 kroner konverteres til en (midlertidig) offentlig udgift på mere end 300.000 kroner? Det spørgsmål kan en journalist ikke drømme om at stille.

I Danmark var en af konsekvenserne af krisen, at statens budget blev forværret med 150 milliarder kroner

4. Hvordan kan man forpligte sig til, at statens underskud højst må være en halv procent af bnp?

I Danmark var en af konsekvenserne af krisen, at statens budget blev forværret med 150 milliarder kroner. Det var et skred, som ikke var forårsaget af nogen politisk beslutning, og som politikerne ikke havde noget som helst ansvar for eller mulighed for at forhindre, da det alene udsprang af markedssituationen i den private sektor.

Hvordan kan regeringen ved tilslutning til den neoliberalistiske finanspagt forpligte sig til at holde statens underskud under en halv procent af BNP, når man lige har oplevet at blive påført et skred på det tyvedobbelte?

5. Hvorfor forhindrer man ikke, at vi tages som gidsel af spekulanter?

Da krisens alvor gik op for politikerne, om ikke andet så fordi finanssektoren stod foran kollaps, greb man til tvivlsomme 'bankpakker'. Men samtidig erkendte man selv i borgerlig-liberalistiske kredse, at man i fremtiden måtte sikre sig imod, at enkelte finanskonsortier blev så store, at samfundet ikke kunne overskue deres sammenbrud, hvorved de i realiteten tog samfundet som gidsel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS DEBAT

Overalt i de kriseramte lande var dagsordenen, at disse konsortier måtte opdeles i funktionsområder (almindelig bankvirksomhed, forsikring, pensionskasse, realkredit og spekulation i valuta og værdipapirer), samt at størrelsen af hver enkelt måtte begrænses, så ingen var too big to fall.

Hvornår er politikerne stillet spørgsmålet, hvorfor det ikke er sket? Aldrig!

6. Hvorfor vil regeringen ikke deltage i en europæisk Tobinskat?

Elleve europæiske lande med så betydelige økonomier som Tyskland og Frankrig inviterer Danmark til at deltage i drøftelser om muligheden for at indføre en Tobinskat på finanstransaktioner. Selv om det er uforpligtende drøftelser, og ikke mindst de radikale altid har anført betydningen af at ’sidde med ved bordet’, afslår den radikale økonomiminister.

Siden 1972 har vi fået de højfrekvente transaktioner, computerstyrede handler med værdipapirer, som udelukkende er kursspekulation, uden noget som helst produktivt formål, i et tempo på flere tusinde gange i sekundet.

Der er adskillige eksempler på, at en lille programmeringsfejl i en sådan algoritmestyret computer har medført milliardtab for nogle selskaber, før fejlen blev rettet. Kyndige folk inside Wall Street har erklæret, at det ikke er et spørgsmål om, men kun om hvornår denne trafik vil få hele den globale økonomi til at bryde sammen, med helt uoverskuelige konsekvenser. En Tobinskat på bare 0,1 pct. vil sætte en effektiv stopper for dette vanvid.

Hvornår har en journalist afkrævet Margrethe Vestager et ordentligt svar på, hvorfor hun er imod? Aldrig!

SE TV

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

7. Hvorfor udelukker man alternative stabilitetskrav?

Grundtankerne i den neoliberalistiske finanspagt har tilbage fra Maastrichtaftalen været markedsført under den løfterige betegnelse 'stabilitetspagten'. Stabiliteten har foreløbig resulteret i store sociale uroligheder i Spanien og Grækenland. Men stabilitetsaftaler kunne være en udmærket ting. Det kunne være forpligtelser på sociale standarder i stedet for på rigide budgetkrav.

Hvorfor er ingen mulige alternativer undersøgt eller konsekvenserne søgt beregnet? Sådanne spørgsmål stilles mærkværdigt nok aldrig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden