Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat

Fri mig for de talende Excel-ark

Cand.scient.pol.erne, der nu vil skære i optaget på humaniora, aner ikke, hvad de taler om.

Debat

Nu er det endelig lykkedes for Dansk Erhverv og Cepos at underlægge sig de højere læreanstalter og diktere regeringens politik gennem et føl af en minister for uddannelse og forskning fra Det Radikale Venstre og tillykke med det!

De er kommet et stort skridt nærmere deres erklærede mål om at lukke og slukke for de humanistiske fakulteter. Og hvis man ikke tror, at det er hensigten, behøver man bare at lytte til udsendelsen på Radio24syv med Dansk Erhverv for et år siden, hvor de virkelig gav den gas: Den store fjende mod vækst og velstand er etnologi! Og kunsthistorie! Litteraturvidenskab, filosofi og sociologi!

Hvad kan det bruges til? Ingenting! Hvad er det værd? Nul og niks! Begræns tilgangen til fagene så meget, at de ikke længere findes, giv dem mindre i SU, indfør taxameterordninger fra helvede og lad os få flere cand.scient.pol.er, cand.merc.er og mere it!

Sådan lød budskabet fra den ene cand.scient.pol. – Jannik Linnemann, daværende forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv – til den anden cand.scient.pol. Morten Østergaard, som dengang var minister for uddannelse og forskning og nikkede i takt.

LÆS DEBAT

Det mest smigrende, han kunne sige om humaniora, var, at det trods alt var bedre end slet ikke at have en uddannelse.

Men det er det så alligevel ikke, hvis det står til den seneste cand.scient.pol. på ministerposten, Sofie Carsten Nielsen, som har slugt beregningerne fra Cepos og gjort dem til det blinde og døve grundlag for vores uddannelsespolitik.

At kalde forsamlingen af cand.polit.er i Cepos for en tænketank er nok at strække den. Ikke kun fordi det er en falsk varebetegnelse for lobbyister, men også fordi det kræver meget lidt tankevirksomhed at sammenstille de lister over uddannelser, som bliver præsenteret på deres hjemmeside uddannelsesgevinst.dk.

Her får Sofie Carsten Nielsen pædagogiske hjælpemidler til at finde ud af, hvor stor gevinsten er ved netop hendes uddannelse, og det viser sig, at nogle uddannelser faktisk har en negativ effekt på den forventede livsindkomst.

Man kan ligefrem risikere at uddanne sig til arbejdsløshed, hvis man – gud forbyde det – søger ind på humaniora. Det samme er ganske vist tilfældet for slagteriarbejdere og bankfuldmægtige, men det skal ikke skille os ad.

Når man her taler om gevinsten ved en uddannelse, skal det forstås som ens indtægt. Jo højere indtægt, desto større gevinst og ikke kun for én selv. For den skal helst føre til et job i det private erhverv, så man kan betale det tilbage i skat, som det kostede at uddanne én. Det gælder med andre ord om at honorere de krav, som erhvervslivet måtte have til de højere uddannelser og forskningen.

Komikken er, at ingen i den endeløse række af cand.scient.pol.er, som gør disse betingelser gældende, opfylder dem selv. For hvad fører deres uddannelse til? Ministeren er på en overførselsindkomst, der er fuldkommen uafhængig af hendes præstationer og markedet.

Ligesådan ser det ud for Cepos, som gør sig til fortalere for de frie markedskræfter i en grad, hvor de helst så enhver form for understøttelse og skat elimineret. Og om noget da kunststøtten og legater og andet djævelskab, fordi kunstnere skal kunne begå sig kommercielt, vind eller forsvind!

Der er bare det ved det, at jakkesættene i Cepos ganske vist smykker sig med erhvervslivets attributter, men eksisterer 100 pct. på sponsorater og befinder sig lige så langt uden for det private arbejdsmarked som en eller anden kunstner på det treårige legat.

Ministeren for uddannelse og forskning deler samtlige præmisser med Dansk Erhverv, og det mest rystende ved oplevelsen, dengang han hed Morten Østergaard og optrådte i udsendelsen på Radio24syv, var egentlig ikke, at han var i lommen på dem. Nej, det var omfanget af bevidstløshed, som han og Jannik Linnemann lagde for dagen.

LÆS KRONIKEN

For hvordan kan man bestride jobbet som ’forsknings- og uddannelsespolitisk chef’ i en organisation, der vil gøre sig til herre over vores læreanstalter, når man end ikke besidder den mest rudimentære viden om det, man beskæftiger sig med?

Den uhyggelige sandhed gik op for mig en halv time inde i udsendelsen, da ’hvad kan det bruges til?’ havde kørt på repeat. Jeg spurgte Jannik Linnemann, om han havde lagt mærke til, at vores midlertidige studie befandt sig i flygelforretningen Copenhagen Piano?

Det havde han! Til gengæld havde han aldrig hørt om Blüthners flygler, der er på niveau med Steinway, og ’den gyldne tone’ sagde ham intet. Den fører ellers direkte ned til klaverfabrikken i Leipzig, hvor Julius Blüthner havde Brahms, Liszt, Mahler, Schumann og Tjajkovskij på besøg.

»Schyy, Rakhmaninov skal til at spille«, hviskede jeg for sjov og spurgte, om han holdt af ham, eller måske var han mere til wienerklassicismen? Hus forbi.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så er der nok ingen grund til at spørge om Den Anden Wienerskole, Schönberg, Webern, Alban Berg?«. Det var der ikke, nej, han havde aldrig hørt en tone, og hvis det stod til ham, havde de aldrig skrevet den.

»Hjemme hos min morfar hang der Magnus Zeller, Pechstein og Kirchner på væggene, hvad med dem?«. Passér gaden, intet at se.

»Der Blaue Reiter?«. Pas.

»De tyske ekspressionister og deres verdensbilleder er ikke noget begreb for dig overhovedet?«. Ingenting på lystavlen.

LÆS DEBAT

»Jamen, hvad med Dylan Thomas – eller Rainer Maria Rilke, ’Duineser Elegien’?«. Desværre, nej. Den største lyriker i det 20. århundrede havde levet forgæves, når det kom til forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, og det havde alle andre også i den mest trivielle omgang Trivial Pursuit.

Jeg opgav at efterspørge en tankegang eller ringe til tænketanken Cepos i den anledning og forventede ikke, at Jannik Linnemann interesserede sig for betydningens grundstruktur eller forsøgte at løse blikkets kvadratur og blev fortvivlet over ikke at kunne lave en total selvhenvisning og se bag om sin egen ryg.

Hvorom alting er, tegner der sig et billede af en gruppe historieløse, kulturløse og bevidstløse mennesker i Dansk Erhverv og regeringen, som aldrig har plukket frugten af vores tilstedeværelse i universet: det administrative personale.

Musikhistorien? Kunst, litteratur, filosofi, antropologi? De besidder ikke skyggen af en idé om Det Humanistiske Fakultet, men føler sig alligevel kaldet til at nedlægge det, fordi det ’ikke kan bruges til noget’ og ikke afkaster en tilstrækkelig høj ’uddannelsesgevinst’.

Det vil være op ad bakke at skulle forklare, at denne gevinst kunne være mere og andet end den ’livsindkomst’, som de forventer, for videnskaberne i almindelighed og kulturvidenskaberne i særdeleshed eksisterer slet ikke for dem.

Den økonomiske rationalitet fra markedet og produktionen bliver totaliseret til at gælde for tilværelsen som helhed, og ministeriet administrerer en instrumentel fornuft, hvor alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af produktion, vækst og profit.

LÆS SOFIE CARSTEN NIELSEN Ingen unge må ende som stud.ubrugelig

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis noget ikke umiddelbart kan bringes på vareform og gøres op i kroner og øre, har det ingen berettigelse i deres verden. Det gælder for de humanistiske fag på universiteterne, som det gælder for de gamle i samfundet – ’ældrebyrden’ – og spædbørnene er også bare i vejen for den produktive del af befolkningen og institutionaliseres i arbejdstiden.

Det absurde er, at det, som er midlerne – økonomien – er blevet til målet, og det er ikke os, som styrer udviklingen ud fra en højere moral, menneskelige hensyn og ideelle hensigter, men den, der styrer os med mere og mere administrativt personale i teknokratiet.

Hvis der er nogen, som ikke skal blande sig i de højere læreanstalter og forskningen, er det disse talende Excel-ark.

De er selv resultatet af nøjagtig den uddannelsespolitik, som de gør sig til fortalere for. Hvor meningen med livet er en mellemhøj indtægt og befolkningen består af HK’ere med pc-kørekort. Jeg kunne ikke frygte nogen værre skæbne for vores børn og fremtiden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden