Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
tegning: Anne-Marie Steen Petersen

tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er på vej mod et dement samfund

Danskerne lever i en nutidskultur, hvor vi er blevet til produktionsfaktorer i stedet for borgere. Det gør os til lette ofre for politikere, der tror på ’nødvendighedens politik’, mener historiker Michael Böss.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vores samfund viser stigende tegn på demens. Når man rammes af demens, mister man først evnen til at erindre, siden ændrer man personlighed – og til sidst bliver man ukendelig for dem, der holder af én. Det frygter jeg er på vej til at ske for os. Et samfund uden erindring falder fra hinanden«.

Sådan siger historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet Michael Böss, der netop har udgivet bogen ’Det demente samfund’ om den voksende historieløshed i nutidens kultur.

Hans overordnede pointe er, at politikerne og en teknokratisk elite i den offentlige administration er medansvarlige for, at samfundets institutioner og danskerne er ved at miste sansen for fortiden.

Problemet er, at historieløsheden gør os lette at manipulere med og fratager os muligheden for at opleve mening med tilværelsen.

»Vi lever i en nutidskultur, hvor vi kun fokuserer på øjeblikket, mens vi glemmer fortiden og bekymrer os over fremtiden. Det betyder, at de, der styrer vores samfund, reducerer os mennesker til produktionsfaktorer – mens hjerneforskerne samtidig gør os til nogle kemisk-biologiske maskiner med en række psykiske, fysiske og materielle behov, der skal tilfredsstilles. Derved tages såkaldt åndelige værdier ikke længere alvorligt, altså værdier, der ikke kan fremme den økonomiske vækst. Jeg tror bare ikke, at man kan finde mening i tilværelsen – og det er vel det, det handler om – ved at blive betragtet som en maskine til statens nytte«.

Hvordan ser du, at vi er reduceret til produktionsfaktorer?

»Dansk politik er præget af en funktionalistisk tankegang, som bl.a. kommer til udtryk i forestillingen om ’nødvendighedens politik’, som ret beset ikke har meget med politik at gøre. Vi har fået en teknokratisk politiker- og embedsmandselite, der har begrænset historisk viden og kun kan tale om ’det her samfund’. De er kort sagt historieløse«.

Hvordan oplever du historieløsheden?

»Det er eksempelvis historieløst, når visse liberale kalder det danske velfærdssamfund for en rent socialdemokratisk opfindelse. Enhver med lidt historisk viden ved dog, at der var politisk konsensus bag hovedelementerne gennem det meste af 1900-tallet. Eller tag nyliberalisternes opgør med den danske velfærdsstat, altså påstanden om, at vi skal tilbage til 1800-tallet, hvor velfærd blev varetaget af velgørende institutioner i civilsamfundet. Efter min opfattelse er det et udtryk for en total mangel på historisk viden at kunne forestille sig noget sådant. Man kan også se på Lars Løkke Rasmussen, der oven i købet indrømmer sin historieløshed, når han fortæller, at »historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet. Jeg var god til samfundsfag. Det, der interesserer mig, er det fremadrettede««.

Hvilke forkerte beslutninger mener du, der kommer ud af historieløsheden?

»Tag et eksempel som undervisningsminister Christine Antorini: I sidste uge blev hun gjort opmærksom på, at folkeskolereformen har betydet, at langt færre børn går til de frivillige foreninger efter skoletid, f.eks. idrætsforeninger. Hun svarede, at det gjorde da ikke noget, for de får så i stedet deres motion på skolen! Det viser noget om, hvor lidt hun ved om den betydning, foreningerne har haft i det danske samfunds historie som steder, hvor børn og unge lærte at være sammen på tværs af sociale skel og lærte at tage ansvar, eksempelvis som ledere, og dermed at blive aktive medborgere«.

Udkantsdanmark kan ikke bruges

Ifølge Michael Böss er historieløsheden og magtcentraliseringen dukket op i kølvandet på globaliseringen.

Staten har nemlig fået styrket sin magt og i særlig grad de økonomiske ministerier, Nationalbanken og overnationale økonomiske organisationer som ECB og OECD.

»Specielt efter finanskrisen spiller de økonomiske ministerier, i høj grad Finansministeriet, førsteviolin. Og dermed sker der en ændring af politikerrollen. Politikerne bliver i mindre grad politikere, i den forstand vi har kendt dem, og glider i et med embedsværket. De vigtigste beslutninger bliver taget bag lukkede døre, mens mindre og mindre foregår i fuld offentlighed. Vi får et ikkepolitisk styre, en afpolitisering af demokratiet«.

Nogen specielt du tænker på?

»Et meget godt eksempel er den fagligt dygtige Margrethe Vestager. Hun er en typisk moderne politiker: Som uddannelsesminister sagde hun meget interessant om samfundsværdier og deres rødder i historien, men som partiformand og økonomiminister var der kun få farver på hendes palet. Hun kunne efterhånden kun tale om økonomi. Hendes efterfølger, Morten Østergaard, er også en teknokratisk politikertype; hvilke sociale og menneskelige værdier han står for, ved vi så godt som intet om. Men du kan også tage en tidligere venstreminister som Helge Sander, der talte om, at universiteterne skulle gøre nytte, med mantraet ’Fra forskning til faktura’. Det er udtryk for denne funktionstænkning, som breder sig i de politiske eliter i disse år«.

Kan du give et eksempel?

»Eksempelvis slår den igennem i forhold til det såkaldte Udkantsdanmark. Sønderjylland eksisterer pludselig ikke mere som en historisk region, men er blevet til et kunstigt Region Sydjylland sammen med Fyn. Man er tilsyneladende ligeglad med, at der er historiske identiteter knyttet til de danske landsdele. Den funktionsmæssige tilgang præger også debatten om migration til byerne: hvis det er mere effektivt og nyttigt, at folk flytter fra land til by, er det helt i orden, og så er der ikke noget at gøre ved, at historiske bosætningsmønstre og fine gamle købstæder med en ofte unik arkitektur forfalder. Og så bilder man os ind, at det er del af en universel bevægelse fra land til by. Men det er jo en italesættelse af noget, som man godt kan sætte spørgsmålstegn ved. Jeg mener, der er tale om udtryk for den samme apolitiske ideologi, som præger nutidssamfundet: Alt det, der ligger uden for vækstområderne, hører så at sige fortiden til, og de folk, der insisterer på at blive boende, lever efter nogle værdier omkring nærhed, som ikke kan bruges til noget i dag. Desværre har denne nødvendighedens politik gode vilkår i et samfund som det danske«.

Hvorfor det?

»Vi har en lang tradition i Danmark for at se pragmatisk på tingene. Det, jeg vil kalde en funktionalistisk tilgang til tingene. Vi bryder os ikke om politiske ideologier. Det er derfor, at funktionalismen – som man kan beskrive som en uofficiel, apolitisk statsideologi – er slået igennem. Funktionalisme er politik, der får tingene til at fungere. Den går helt tilbage til 30’erne, hvor den var fremherskende inden for arkitektur og byplanlægning – og forestillingen er, at også samfundet kan indrettes på fornuftig vis. Men med det udgrænser man fortiden, for den udgrænser alt, som ikke umiddelbart har funktionsværdi og ikke er en materiel ressource for samfundet. Radikale Venstre er det parti, som nok mest repræsenterer den tankegang, men det er en politik, som der i høj grad er konsensus om«.

Du mener, at pragmatisme er en lang tradition, men du ser et skred netop nu?

»For mig at se sætter skreddet for alvor ind i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, da ’modernisering’ bliver et mantra, mest blandt borgerlige. Modernisering betyder ’rationalisering’, ’effektivisering’ og ’væk med det gamle’ i den offentlige sektor. Men da der er tale om en efterideologisk tendens, møder man den også på venstrefløjen. Og hos Det Radikale Venstre slår tendensen klarest igennem. Det bliver et teknokratisk parti, der læner sig op ad den forestilling, at det i virkeligheden var bedst, hvis samfundet blev styret af eksperter. Og en undersøgelse fra Ugebrevet A4 viste faktisk for 4-5 år siden, at mange af partiets vælgere mener det«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Woody Allen-virus har spredt sig

Böss er overbevist om, at det er umuligt at handle og forholde sig til fremtiden, hvis ikke man har en fortid, der har aflejret erindringer og erfaringer. Det gælder både den enkelte og samfundet. Men han – der kalder sig både socialliberal og værdikonservativ – mener ikke, at vi skal dvæle ved fortiden. Den skal derimod bruges med sigte på fremtiden.

Det kan godt være, du begræder det, du kalder ’nutidskulturen’, men helt ærligt: På alle parametre er Danmark et af de bedste lande i verden. Hvad er problemet?

»Objektivt set fungerer utrolig meget i vores samfund godt. Alligevel vil jeg minde om det voksende antal mennesker med psykiske lidelser, den høje selvmordsfrekvens, de mange brudte familier, den voksende bekymring over fremtiden. Der synes at have spredt sig en slags Woody Allen-virus. Der er mange udenlandske iagttagere, f.eks. Francis Fukuyama og for nylig den britiske politolog David Runciman, som beskriver Danmark som et af verdens mest velfungerende samfund. De forklarer det med henvisning til vores historie. Derfor ville det nok være en god idé, at vi også selv var bevidste om, hvad vi skylder vores historie – og at vi var opmærksomme på den udhuling af vores demokrati, som vi ser i øjeblikket«.

En udhuling af demokratiet ligefrem?

»Ja, der sker en udhuling i disse år. Dels fordi borgerne trækker sig tilbage fra politik, dels fordi politikerne trækker sig tilbage fra borgerne. I dag lytter man hellere til eksperter, kommunikationsrådgivere, meningsmålinger og fokusgrupper. I dag er det vigtigste ikke, hvad der sker i folketingssalen, men foran kameraerne på gangene og i mødelokalerne. Der er absolut ingen grund til selvtilfredshed. Det kan godt være, det er værre andre steder, men også her er tilliden til politikerne i bund for tiden, og vi skal være opmærksomme på, hvad det er for udhulingstendenser, der er i vores eget folkestyre. Det er bl.a. dem, jeg vil gøre opmærksom på i min bog«.

Du citerer i bogen Henrik Sass Larsen for at sige, at borgerne hellere vil have effektiv politik end forsamlingshusdebatter. Det kan da være, det er rigtigt ...

»Det er jo noget af en påstand. Jeg er ret kritisk over for forestillingen om, at folk er ligeglade med, om de bliver hørt. Jeg går ikke ind for direkte demokrati, men jeg er sikker på, at mange mennesker ikke er tilfredse med blot at underkastes en ’nødvendig beslutning’, der én gang er taget, og er kritisk over for den holdning, der ligger bag: Der er ikke noget alternativ. Det repræsentative demokrati lever af, at der altid er alternativer, vi kan diskutere. Sass har ikke ret i, at demokratisering er en flippet tanke fra 70’erne. Det er en kynisk måde at se verden på«.

Vi mangler fremtidsmod

Michael Böss mener, at mange politikere ikke bare selv er historieløse; de sørger også for at afskære kommende generationer fra historien med de reformer af skolen, der er gennemført de senere år. Det er også udslag af den nutidsfiksering, som truer med at undergrave samfundet, fordi den får os til at fejlbedømme, hvad der skal til for at fremtidssikre samfundet: Mennesker, der er i stand til at tænke selv.

»Der er mange gode ting i skolereformerne, f.eks. den større vægt på det faglige. Men der er også elementer, som jeg er kritisk over for, især den måde hvorpå kompetencer og færdigheder prioriteres over viden. Det er gennem tilegnelse af viden om stoffet, at eleven udvikler sin selvforståelse og sin evne til at reflektere – altså ’dannelse’ – men i dag får eleverne at vide, at viden er noget, man kan google sig til. Jeg mener, vi har brug for historiebevidsthed og børn, som er i stand til at reflektere og forholde sig kritisk til det, politikerne tilbyder dem. Jeg er bange for, at vi som borgere er i færd med at blive gjort magtesløse«.

Hvordan skulle det dog ske?

»Jeg frygter, at vi bliver lettere at manipulere med, hvis vi ikke har forståelse for, hvordan vores samfund kom hertil. Vi kan ikke forholde os til det, som politikerne vil have os til at se som det nyttige for samfundet, hvis vi ikke har historiebevidsthed. Den, der kan huske, har mulighed for at forstå sig selv. Den, der kender sin historie, kan gøre sig til en del af den og bliver ikke så let offer for påstanden om, at fremtiden er belagt med nødvendigheder. Historien kan være en kilde til indsigt, som giver os fremtidsmodet tilbage – både som individ og samfund«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mener du, vi mangler fremtidsmod?

»Man skal være teknologinørd eller videnskabsfundamentalist for at tro, at alting bare vil blive bedre i fremtiden. Det er jo ikke bare de religiøse fortællinger, men også de sekulære om det evige fremskridt, som er under nedbrydning i de her år. Jeg vil vove at påstå, at vi står med en følelse af, at der ikke rigtig er noget at se frem til«.

Hvad er det egentlig for en forandring du ønsker?

»Først og fremmest ’bevidstgørelse’ af offentligheden om betydningen af at se historien som en ressource, som kan hjælpe os med at bevare det bedste i vores samfund og til at reformere uden at miste de værdier, som har gjort Danmark og de andre skandinaviske lande til mønstersamfund i verden«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden