Martin Krasnik havde d. 9. november besøg af Søren Krarup, der skulle forsvare sine udtalelser om, at flygtninge fra Syrien ikke var flygtninge i hans opfattelse og at danskhed og kristendom hænger uløseligt sammen. Kilde: DR

Debat

Krasnik klædte Krarup af

Martin Krasnik udstillede Søren Krarups nationalistiske og reaktionære tænkning.

Debat

Præsten og politikeren Søren Krarup kunne forleden opleve det særsyn, at han fyldte hele kultursektionens forside i anledning af Mikael Jalvings bog om ham.

Oven i købet blev han af anmelder Rune Lykkeberg udråbt til højrefløjens største hoved. En større triumf kunne Krarup næppe ønske sig.

Men Krarup ville ikke være Krarup, hvis han blot havde frydet sig over denne lidt uventede anerkendelse. Han afkrævede senere i et indlæg samme Lykkeberg en undskyldning, fordi denne i Deadline havde tillagt ham et ønske om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark. Det var naturligvis en helt uretfærdig insinuation. Krarup havde jo kun ønsket Sydslesvig tilbage.

Men undskyldning eller ej – blandt konservative debattører synes der at være enighed om, at Krarup er deres største tænker.

For dem, der har en smule dømmekraft i behold, fik dette billede en tiltrængt korrektur, da Martin Krasnik interviewede Krarup i Deadline 10.10. Alene ved at citere en række af Krarups udtalelser og påvise konsekvenserne af dem fik Krasnik Krarup til at fremstå som det, han er: en ideologisk propagandist.

Søren Krarups tankegang kan ikke forstås uden hans teologiske forudsætninger. For ham er vi mennesker syndere, der en gang for alle er sat et bestemt sted på jorden.

Er vi født i Danmark, skal vi vise dette land og dets folk vores kærlighed. Tænker vi ud over dets grænser og taler om alle mennesker, måske ligefrem om enhvers medfødte rettigheder, benægter vi vores syndighed.

At gå ind for menneskerettigheder og international humanitet er ukristelig forvorpenhed. Det er kernen i Krarups såkaldte kulturkritik.

Som teolog tager Krarup tråden op fra den form for lutherdom, der i 1800-tallets Tyskland var ensbetydende med reaktionær konservatisme. I årene mellem 1933 og 1945 udviklede den sig til det, der var værre. Siden har mange lutherske kristne erkendt, at deres tro godt kan forenes med internationalisme, menneskerettigheder og humanitær indsats. Deres syn på næstekærlighed er ikke indsnævret af nationalismens tunnelsyn.

Men Krarup holder fast i den nationalistiske og reaktionære version af lutherdommen. Den giver ham nemlig et urokkeligt udgangspunkt for at angribe alt – lige fra humanisme og menneskerettigheder til EU og Islam. Hans kristendom er et abstrakt aksiom, som han kan udlede sin altomfattende samtidskritik af.

Men Krasniks stilfærdige spørgsmål afslørede, at Krarups tankegang er lige så overbevisende som Erasmus Montanus. Efterhånden som interviewet skred frem, fremstod Krarup mere og mere som en kombination af Holbergs komiske figur og Andersens klædeløse kejser.

Det største hoved til højre? Gid det var så vel.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden