Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rasmus Willig mener, at grunden til at mange mennesker er stressede er, at vi har for høje forventninger til os selv. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Konkurrencestaten æder os op

Vi er blevet slaver af os selv, men det falder tilbage på konkurrencestaten, mener Rasmus Willig.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Mennesket er sådan indrettet, at vi løber efter anerkendelse og omverdenens påskønnelse, men som væddeløbshunden, der jagter kaninen, falder vi udmattede om, hvis vi aldrig får kaninen, men kun duften af den. Når vi når målet, har ledelsen lagt en ny strategi, eller samfundet har opstillet et nyt succeskriterium. Det gør os stressede. Problemet er, at vi bebrejder os selv i stedet for at bebrejde strukturerne i samfundet – det er jo helt galt.«

Sådan lyder det fra sociologen Rasmus Willig – der har skrevet en række bøger om ytringsfrihed, arbejdsliv og kritik – i en kommentar til en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken.

Her svarer 63 procent af de arbejdende danskere, at de i perioder inden for det seneste år har følt sig stressede over deres arbejde. 41 procent af dem, der har oplevet stress, mener, at det i høj grad er deres egne forventninger til dem selv, der har stresset dem.

Hvorfor er det os selv, vi bebrejder?

»Vi lever i en ekstremt individualiseret tid, men individualiseret betyder ikke nødvendigvis mere fri, men også mere ensom. På en dansk villavej sidder borgerne nu hver for sig bøjet hen over computeren, når børnene er lagt i seng. Vi opdager kun, at det er et kollektivt fænomen, i det øjeblik vi trækker gardinerne fra og ser, at naboen også er blevet duknakket. Hvad der har fået os isoleret fra hinanden, er ikke længere skydeskive for kritik, men vi kan være ganske sikre på, at den enkelte, som sidder med hovedet i computeren, har gjort sig selv til skydeskive for kritik. Det sker ved hjælp af spørgsmål som: »Har jeg nu gjort det godt nok?« eller »Burde jeg havde handlet anderledes?«. Det, vi hele tiden glemmer, er, at den ekstreme individualisering er strukturelt betinget«.

Hvorfor mener du, den er strukturelt betinget?

»Jeres måling skriger jo til himlen om, at der er tale om strukturelle forhold, når så mange af de adspurgte svarer ja til, at de har for høje forventninger til sig selv, at de er nervøse for ikke at slå til og i øvrigt arbejder for meget«.

Men hvis forventningerne ikke kommer fra individet selv, hvor kommer de så fra?

»De kommer fra konkurrencestaten. Konkurrencestaten fordrer, at den enkelte hele tiden forsøger at forbedre sig selv og sætte højere mål for sig selv. Konkurrencestaten opererer ved hjælp af resultatmål, akkrediteringer, evalueringer, krav om dokumentation, standarder og procedurer, der skal presse folkeskolelæren til at yde mere for mindre, pædagogen at klargøre børnene tidligere og sygeplejerskerne og lægerne at presse patienterne hurtigere igennem selv de mest behandlingskrævende forløb. Problemet er, at disse styringsteknikker individualiserer problemerne«.

Hvordan mener du?

»Det bliver den pågældende betjents eller socialrådgivers problem, hvis måltallene ikke bliver nået. Nu melder de individuelle domfældelser sig: »Det er ’mig’, der ikke er god nok«. »Det er ’mig’, der må tage mig sammen«. Det, der er glemt i de mange styringsredskaber, som er rygraden i konkurrencestaten, er, at formlen for succes – nemlig at sætte nye mål og finde midlerne til at nå dem – også er formlen for fiasko, fordi vi konstant må erfare, at vi ikke kan nå de mange mål, eller at vi ikke har de psykiske ressourcer til at nå dem. Det er også derfor, at selvhjælpslitteraturen er et perverst selvbærende marked. Vi søger til selvhjælpslitteraturen for at afhjælpe overophedede forventninger og stress, men selvhjælpslitteraturen gør ikke andet end at sætte nye mål – og herved får de, som læser bøgerne, det endnu mere dårligt og må ty til endnu flere selvhjælpsbøger. Konkurrencestatens primære pensum er ganske enkelt selvhjælpslitteratur«.

Du siger altså, at det dybest set er konkurrencestaten, der stresser folk, mens de tror, det er dem selv?

»Ja. Konkurrencestaten holder sine borgere i kort snor. Borgerne har fået halsbånd på og har fornemmelsen af, at de er ved at blive kvalt – og når de løber efter status og prestige og har en nær-ved-og-næsten-oplevelse af at komme i mål som de første, falder de omkuld på den anden side af målstregen og føler sig desillusionerede og stressede, fordi der er andre, der er løbet med trofæet«.

Du er en dinosaur

Ifølge Rasmus Willig er de fleste af os plaget af fornemmelsen af ikke at kunne bremse op og sætte udviklingen og konkurrencen på pause. Og vi har samtidig fornemmelsen af, at vi bare skal holde vores mund og passe vores arbejde i stedet for at kritisere det bestående. Det stresser endnu mere.

»Hvis nogen forsøger sig med kritik af konkurrencelogikken, får de at vide, at hvis de var et dyr, ville de nok være en dinosaur. Dem, som ikke kan se fidusen i den nyeste organisationsændring, anses for at være bagstræberiske og bagudskuende – som nogen, der kun ser begrænsninger og ikke muligheder. De er ikke fremadrettede og proaktive, men negative, ikke positive. De er museum, ikke fremtid. Kritik er nostalgi, og de er romantikere. De mennesker, der forholder sig antydningsvist spørgende til konkurrencens ulidelighed, får at vide, at de skal finde sig et andet arbejde, hvis de ikke kan klare mosten. Konkurrencestaten tåler ikke kritik, og derfor udstiller og stigmatiserer den alle former for kritik«.

Hvad mener du?

»Jeg er overbevist om, at uhyggeligt mange offentligt ansatte som sygeplejersker, pædagoger, lærer, politibetjente og socialrådgivere, der nu konkurrerer mod hinanden, mod regionen, kommunen eller naboafdelingen, oplever ikke at kunne ytre sig kritisk, fordi det vil udstille dem som konkurrencesvage eller som dem, der ikke kan følge med. I værste fald har de fornemmelsen af at kunne miste arbejdet, hvis de påpeger fejl og mangler, som offentligheden burde have kendskab til«.

Så folk tier bare stille, eller hvad?

»Ja, for konkurrencelogikken tilsiger, at de, som ikke kan klare den intensiverede konkurrence, blot kan reparere med lidt wellness, fitness, soulness eller mindfulness. Det er jo en af årsagerne til, at vi løber rundt som gale, til maraton, dyrker crossfit i timevis eller går til yoga. Det er jo nærmest komisk, at de mange reparations-ness-endelser har afløst ismer, som f.eks. eksistentialisme og konservatisme. Måske er det polemisk udtrykt noget ’Fuckness’, som titlen på den amerikanske forfatter Andersen Pruntys bog lyder«.

LÆS DEBAT

Vi er blevet blinde

Dybest set mener Rasmus Willig, at konkurrencestaten strider imod vores grundlæggende værdier, der handler om mellemmenneskelige relationer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Konkurrence gør os totalt blinde for strukturelle årsager. Det er, som om alt kører alt for hurtigt, og vi sidder med snotten presset helt op i forruden. Der er ingen sigtbarhed, og det er dømt til kollision. Ofrene for den type af trafik kan aflæses i de massive stress-statistikker, som vi er vidne til i disse år. Konkurrence producerer per definition flere tabere end vindere. Intensiveret konkurrence skaber endnu flere tabere – og om ikke andet en fornemmelse af utilstrækkelighed og en erfaring af, at man altid kan mislykkes«.

Alting går stærkt, som du siger, men konkurrencestaten er et vilkår i en globaliseret verden, og hvis vi skal klare os mod alle de andre lande, er vi vel nødt til at følge med. Vi kan vel ikke bare stå stille?

»Der er ingen, der siger, at vi skal stå stille, men selvfølgelig må der være et alternativ til konkurrencestaten. Problemet er, at vi lever i et samfund, der lige nu ikke har et alternativ til sig selv, men hvis vi ikke engang forsøger at formulere et, så er det enten udtryk for moralsk dovenskab eller et tegn på, at Konkurrencestaten ikke bare holder os i kort snor, men har lænket os. Konkurrencestaten strider fundamentalt mod vores grundlæggende værdier«.

Men hvad har det med et angreb på vores værdier at gøre? Hvad gør det ved os?

»Velfærdsstaten hvilede på en form for grundlagsetik, som vi kender fra f.eks. den store filosof Hegel, nemlig at vi må være i stand til at sættes os i den andens sted. Han formulerede det så smukt: ’Være ved sig selv i den anden’. Vores egen Løgstrup havde en lignende formulering, nemlig: »vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af dets liv i vor hånd«. Men i stedet for at sætte sig i andres sted bedes vi nu om at udrydde den anden, der nu er en konkurrent, der skal elimineres. Husk på, at konkurrence per definition er en kamp mellem rivaler. Intet andet. Det siges om og om igen af tilhængerne af konkurrencestaten, at den er en forudsætning for velfærdsstaten. Det er en sandhed med for mange modifikationer. Den er tværtimod den værste trussel«.

Har du så et bud på, hvad vi stiller op med truslen?

»Det er ikke en nem opgave, eftersom konkurrencestaten producerer en ny form for markedscensur, hvor det ikke bare i overført forstand, men i bogstavelig forstand ikke kan betale sig at ytre noget kritisk, for så udstiller man sig selv som konkurrencesvag. Det betyder også, at konkurrencestaten er svær at komme af med, eftersom den fører til en ny form for tavshedskultur, hvor kritisable forhold helt tilsidesættes. Motoren for forandring og for at komme ud af konkurrencestaten er herved sat ud af drift. Husk på, kritik er motoren for, at vi kan træde ind i et nyt og bedre samfund«.

Du får det til at lyde nemt, men hvad ser du konkret som alternativ til konkurrencestaten?

»Hverken velfærdsstat eller konkurrencestat er rigtige valg. Vi må formulere betingelserne for den økologiske stat. En økologisk statsdannelse danner ikke kun grundlaget for, at vi kan sætte os i hinandens sted, men også i naturens. Jeg laver med vilje denne adskillelse, for vi har tilsyneladende glemt, at vi selv er natur. Konkurrencestaten fortsætter med at ødelægge vores klode, ganske ligesom velfærdsstaten. Forskellen er bare, at velfærdsstaten var bedre til at omfordele ressourcerne. Men også den hvilede på et overforbrug og et modsætningsforhold til resten af verden. Den økologiske stat har erkendt, at kloden er rund, og at ingen kan skubbes udover kanten, fordi de er ineffektive. Vi hænger sammen. Valget har aldrig været mere tydeligt«.

En økologisk statsdannelse? Det lyder lidt hippieagtigt. Hvad er det lige, du forestiller dig?

»Mit forslag er meget enkelt: Brug økologien til at trække hastigheden ud af fødevareproduktionen. Brug økologien til at trække hastigheden ud af vores måltider og vores måde at være sammen på. Brug økologien til at lære årstiderne og naturen at kende. Brug økologien til at bremse op. Brug den som pædagogisk redskab i daginstitutionerne. Dyrk og spis den med børnene. Læg vægt på økologisk skolemad. Gør en forskel i alle forældrebestyrelser i alle folkeskoler og fortæl de festglade gymnasieelever og elever på erhvervsskolerne, at de skal drikke øko-pils. Hvad med kantinen på arbejdet? Kan den påvirkes? Og undtagelsestilstanden om fredagen for børnene med Disney – kan slikskålen blive øko? Og kan de voksnes steak-frites, mayo og rødvin blive øko? Jeg tror det. Formlen gør en forskel. Der skal ikke meget til for at få pløjet den løsslupne konkurrence ned i den muld, der er bedre tjent med at brødføde os end at blive pisset på med pesticider«.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men skyder du dig ikke selv i foden ved at sige, at den enkelte forbruger kan gøre en forskel? Er det ikke netop din pointe, at vi taler om strukturelle problemer?

»Jo, det er rigtigt, men jeg er lige så rådvild som så mange andre – men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det kunne være godt at slå en syg logik på sine egne præmisser. Og så er mit håb, at politikerne også vil følge trop. Vi kan jo ikke have et samfund, hvor et middel, nemlig konkurrencen, er blevet et mål i sig selv.«

Hvorfor egentlig ikke?

»Det er jo også et samfund uden politik – og politikere har vel heller ikke lyst til at blive arbejdsløse? Og så skal vi huske på, at muligheden for at ytre kritik sådan set også er et fintfølende demokratisk øko-system. Når den samfundsmæssige acceleration er ude af sync med sin befolkning, kan det oversættes til, at flere er begyndt at have en fornemmelse af kun at være på medhør, men har mistet deres medbestemmelse. De kan ikke andet og mister engagementet. En syg konkurrence bevæger sig i overhalingsbanen og efterlader kritikken i slæbesporet. Det nytter ikke, for kritik fungerer som korrektion, så både psykisk arbejdsmiljø og samfund bevarer sin legitimitet. Uden kritik har samfundet ingen legitimitet«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden